Ø-jul med nisser og nåsåere


Ø-jul med nisser og nåsåere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Hej... Jeg sendte den sweaterklædte kvinde bag kassen et smil til hilsen, mens jeg læssede mel, rødkål, julesild og medister op på båndet.- Hej! hilste hun igen og bippede varerne igennem. En efter en, stille og roligt.Sammen med en gruppe gode venner skulle jeg for første gang holde jul uden for familiens skød. I et hus på Tunø. Hver især havde vi medbragt i kilovis af madvarer, nisser, glanspapir og gaver. For man vidste jo aldrig, hvor meget der var at købe på Tunø. Eller hvor lidt. Ingen af os havde været på øen før. Hjemmefra havde vi besluttet at fejre traditionel jul med alt, hvad dertil hører. Inklusive ribsgele og franske kartofler. Undvære noget ville vi ikke - Tunø eller ej.Det var den 23. december, og vi havde kun lige taget hul på vores fire dage som øboere. Vi havde pakket ud og tændt op i husets brændeovn - næste punkt på to do-listen var et besøg i Købmandsgaarden for at hente de fire ting, vi havde turdet satse på måtte kunne erhverves her. Altså ud over juletræet og anden, som vi havde forudbestilt engang tilbage i oktober.

Med til fortællingen hører, at jeg tit forestiller mig ting. Ind i mellem sære ting. Som oftest faktisk. Således havde jeg også forestillet mig dette og hint om tunøboerne. Jeg havde forventet, de ville være få, men flinke. Måske en anelse indspiste og navlepillende. Det ville jeg i hvert fald blive, hvis jeg boede på en bilfri ø, med ikke meget mere end 100 beboere. Ja, og så følte jeg mig - Gud må vide af hvilken grund - ret sikker på, at de nok også var sådan nogle lidt alternative i-pagt-med-naturen-typer.Ikke desto mindre kom ordvekslingen med købmandsfruen en anelse bag på mig. - Vi skal bede om det her. Jeg gjorde et nik mod varerne på kassebåndet og fortsatte: - Og så har vi bestilt en and...- Mmmm... Hun nikkede og forsvandt ud i butikkens baglokale, inden jeg nåede at få tilføjet yderligere. Hurtigere end jeg kunne have nået at smutte en mandel, var hun tilbage. Nu med en blegfed, dybfrossen and i strikfavnen.

Selv om det lå flere uger tilbage, huskede jeg mailkorrespondancen med købmand Claus. Der havde været flere ænder at vælge imellem: en dansk konventionel, en dansk øko og en berberiand. Vi valgte sidstnævnte, da den matchede vores budget bedst. Men det kunne hun jo ikke vide. Da slet ikke eftersom hun ikke havde spurgt. Til hverken anden eller os.- Øhm...er vi sikre på, det er den rigtige and? forsøgte jeg mig og pegede på den bundfrosne blegfis af et styk fjerkræ.- Havde I ikke bestilt en berberiand da? Hun så spørgende på mig.- Joohh... Jeg ville bare sikre mig, vi ikke stak af med nogle andres julemiddag, svarede jeg.- Du hedder Mai-Britt, ik'? Jeg vidste det! Der er noget ved de øboere. Noget mystisk, overnaturligt. De kan se lige igennem én, læse ens tanker og - hvis man er uopmærksom et sekund eller to - tyvstjæle ens sjæl. Garanteret! Uvilkårligt trak jeg et skridt tilbage og placerede fortænderne i underlæben, mens jeg spekulerede som en sindssyg på, hvornår Tunøfærgen mon igen lagde fra havn. - Hedder du ikke Mai-Britt? Købmandsfruen gentog sit spørgsmål og stirrede på mig. Jeg kunne have sværget på, hendes hjørnetænder voksede sig længere og større i netop dette øjeblik. Det var et spørgsmål om sekunder, før hun ville forvandle sig til en The Julekalender-lignende nåsåer og bide sig fast i struben på mig. Panikken ramte mig. Jeg skød en hvid pil igennem Tunøfærgens fartplan og begyndte i stedet at vurdere chancen for at nå Hou Havn i live med min rustne brystsvømning.- Jo! Mai-Britt er korrekt, svarede min veninde for mig. Tydeligt utålmodig. Købmandsfruen nikkede overbærende og skubbede varerne ned mod min veninde, så hun bedre kunne nå. Jeg betalte for gildet og fulgte efter de andre ud. Jeg kastede et blik over skulderen og ind i butikken, inden døren lukkede bag os. Hverken hugtænder eller hornbriller i syne.

- Altså hvad er der med dig? Lød det i kor fra fire gange venner, der tydeligvis ikke havde fattet, hvilken overhængende fare, vi lige havde været i.- Hvorfra kendte hun mit navn? Er hun synsk eller hva'? Spooky... Jeg kiggede med store øjne fra den ene til den anden.- Så mange ikke-herboende er der nok ikke, der fejrer jul på Tunø. Og af dem er vi måske de eneste, der har bestilt en and. Eller måske bare de sidste til at afhente den. Jeg nøjedes med at trække på skuldrene. Sandsynligheden for, at det var forklaringen, var muligvis en my større, end at Tunøboere er en flok glubske nåsåer, der serverer honningglaserede århusianere til julemiddag. "Hov... juletræet. I glemte juletræet! Striktrøjen kom halsende efter os med et juletræ under armen. Hvordan vidste hun lige, vi havde bestilt et træ? Og ikke mindst hvilket træ?Min nåsåer-teori kunne være blevet godt og grundigt stivet af her, hvis det altså ikke lige var fordi, en stor mærkat påskrevet "Mai-Britt" havde flagret fra træets top. Hun rakte mig granen med et stort smil og et "Rigtig glædelig jul!". - Glædelig jul!, ønskede vi hende retur.Og det blev det. En glædelig jul på Tunø. Med venlige, smilende og hjælpsomme Tunøboere.

Ø-jul med nisser og nåsåere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce