Øjenvidneberetning: Skuddramaet på Bispetorv i 1945

Carl Otto Larsen ligger her hårdt såret ved Aarhus og Omegns Bank.


Øjenvidneberetning: Skuddramaet på Bispetorv i 1945

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I dag er det præcis 70 år siden, et større skuddrama udspillede sig på Bispetorv. Skyderiet blev oplevet på nærmeste hold af modstandsmanden Carl Otto Larsen.

På krigens allersidste dag - 5. maj 1945 - ramlede en gruppe danske modstandsfolk sammen med deling tyske soldater på Bispetorv i det centrale Aarhus.

Selvom krigen var forbi, sad nerverne uden på tøjet hos både de danske frihedskæmpere og de tyske soldater. Og da et enkelt skud først blev løsnet, brød helvede løs på Bispetorv den historiske morgen, hvor adskillige mennesker blev dræbt eller såret.

Forleden modtog Århus Stiftstidende en henvendelse fra Arild Richard Larsen, forfatter til bogen »Far og søn i modstandsbevægelsen«. Selv var han tre år gammel, da Danmark blev befriet, men både Arild Richard Larsens far og halvbror var - som bogens titel antyder - aktive i modstandskampen.

Halvbroren - Carl Otto Larsen - var 25 år gammel den morgen i 1945, da skuddene faldt på Bispetorv. En del af dem affyrede han selv, ligesom hans krop også tog imod tyskernes projetiler.

Men Carl Otto Larsen overlevede og nedfældede senere mange af sine erindringer. Blandt andet nedenstående øjevidneberetning fra skuddramet på Bispetorv 5. maj 1945. Ordene herunder er Carl Otto Larsens egne, redigeret af Arild Richard Larsen. Billederne er taget fra Domkirketårnet af en ukendt fotograf.

Klokken 09.40 blev vi angrebet af tyske soldater Vi var på Bispetorv 5. maj fra klokken 08.00, og vi skulle afløses klokken 10.00. Jeg havde 12 mand. Det var alle sammen meget dygtige folk. Folk, der havde været soldater, og havde godt kendskab til våben, dem stolede jeg fuldt og fast på.

De skulle bare forhindre, at trafikken ikke gik i stå, og at de biler, der kom med arrestanter, kunne komme igennem. Folk var jo fuldstændig vilde af glæde, og det gik meget godt.

Men da vi nærmede os klokken 09.40, eller deromkring, så siger folk, nu kommer der tyskere. De kom nede fra Store Torv og op imod os.

Jeg stod nemlig ved Aarhus og Omegns Bank (nu Nordea red.), lige overfor en kiosk, der ligger på Bispetorv. (I dag placeret i Den Gamle By red.). Jeg kan se, at tyskerne kommer i enkeltkolonne med våbnene i skudklar stilling. Med det mener jeg, at de gik med våbnene i vandret stilling, de havde dem ikke overhængt, og folk begyndte at løbe væk og gemme sig.

Først går en af mine folk, han er vagt på hjørnet, hen til tyskerne og vil standse dem. De snupper bare hans U.S. karabin.

Så går jeg ned til dem, og på en meget kontant måde siger jeg til den tyske befalingsmand, der er oberstløjtnant, at jeg ikke vil finde mig i, at de tager våben fra os, for nu er krigen slut. Vi skal ikke slås mere, der er ikke nogen grund til, at vi begynder at skyde på hinanden.

Det var han for så vidt enig med mig i. Det var meget unge soldater. Jeg vil antage, de har været omkring 17 år, ældre var de ikke. Det var en deling, og der var cirka 20-30 mand.

Så siger han: »Ja, men han skulle igennem og op ad gaden forbi Clemens bro«: »Ja« sagde jeg, det kunne han godt få lov til, men så skulle han vente lidt, så ville jeg give besked, at jeg havde givet tyskerne lov til at gå den vej.

Jeg giver besked til en af mine gode kammerater, Iver, der stod på hjørnet ved den cigarhandler, som vi skulle have skudt, og sender en anden mand hen til hovedstyrken, der var ved Koncertpalæet.

Skuddramaet på Bispetorv

Jeg går tilbage til tyskeren, og i det samme lyder der et skud, og hvor det kom fra og hvem, der blev ramt, det tør jeg ikke udtale mig om.

Tyskerne havde på det tidspunkt spredt sig op ad gaden, sådan at de havde en tre-fire meter mellem hver mand. I det samme øjeblik, som det første skud lyder, er der samtidig en masse skudstøj. Samtlige modstandsfolk på hele Bispetorv begynder at knalde ganske uhæmmet løs ud i det blå og uden at sigte, tror jeg.

Det var alle på Bispetorv, der skød, fordi de blev grebet af panik. Iver, der stod på hjørnet af Kannikegade og Søndergade, bliver ikke dræbt, men får et skud i maven, og falder om. Jeg skyder efter den tyske oberstløjtnant, der står 10 meter fra mig ovre på den anden side.

Han skyder på mig, og jeg skyder på ham, og rammer ham. Han stod i en underlig stilling, da jeg ramte ham i nakken. En anden tysk soldat oppe ved Iver traf jeg i maven, og han skreg helt forfærdeligt.

Pludselig kan jeg mærke, at jeg fik ligesom et slag på venstre arm. Jeg tænkte ikke videre over det, jeg kunne bare se, at der var blevet et hul i mit frihedskæmper-armbind.

Så er det ligesom en sten, der springer op og rammer mig over højre øje. Der går vist en pulsåre lige over øjenbrynet, og det begynder at bløde meget kraftigt. Jeg kunne ikke se ud af øjet, og kunne altså ikke skyde mere. Så fik jeg et projektil, eller en splint igennem min venstre ringfinger, og den satte sig fast i geværet. Det var en splint på ca. 2-3 centimeters længde, som viste sig at være en stump af et projektil.

Jeg bøjer hovedet, fordi jeg troede mit øje var skudt ud, og ville kikke efter det, måske lå det på jorden. Det gjorde det ikke, så tabte jeg hjelmen, og i det samme rammes jeg af en splint mere, skuddene ramlede ind i døren til banken. Jeg får mange af splinterne i hovedet og i tindingen, og til sidst et skud direkte i hovedet. Heldigvis lavede det kun et lille bitte kraniebrud eller revne, og gik ikke ind i hjernen, men lavede et lille hul.

Jeg lagde jeg mig ned, fordi jeg var klar over, at jeg ikke kunne gøre noget mere, jeg spillede død. Jeg lå med spredte arme og spredte ben, fordi jeg mente, sådan gjorde man, når man var død. Jeg sørgede for, at min stålhjelm kom til at ligge sådan, at jeg ikke fik et skud i maven. Det var noget af det jeg var mest bange for.

Medens jeg lå der på gaden foran trappen ind til Aarhus og Omegns Bank), lød skuddene fra alle sider. Jeg fik i løbet af ganske kort tid flere forskellige splinter i højre side af kroppen, det var projektilsplinter, der kom ved anslaget mod selve stentrappen. Det var meget ubehageligt, selv om man ikke kunne mærke noget, så kunne man jo ligefrem høre det, når det smaskede ind i kampestenene.

I løbet af den tid jeg lå der, fik jeg i alt 12-13 forskellige splinter i højre side, som alle efterhånden er kommet ud. I døren til Aarhus og Omegns Bank stod der 5-6 mennesker, og der i blandt var en fru pastorinde Bock, hun døde i løbet af eftermiddagen af sine skudsår, yderligere blev tre-fire andre dræbt.

Mærkværdigvis nok var jeg overhovedet ikke bange. Jeg havde bare sådan en fornemmelse af, nu er det sgu sket. Jeg kan huske, at jeg tænkte, det er da en fandens til dag at blive skudt, den sidste dag, hvor er det synd for min mor. Det var faktisk min eneste tanke, så kom ambulancen og tog os med.

Iver som blev skudt i maven, døde nogle dage senere. Jeg nåede heldigvis at komme ned og sige farvel til ham. Han vidste, at han skulle dø, det var sørgeligt, hans far og mor sad der også. Det var trist, og mærkværdigt nok var han ikke spor ked af det.

Flere af mine bedste kammerater bl.a. Børge Aabye Jensen, blev skudt i hovedet. Han stod ikke så langt fra mig, men på et lavere niveau, han stod nemlig på selve Bispetorvet, og han var død på stedet. Erik Lassen en anden god kammerat fik et skud i højre lår, der forårsagede, at han blev lidt invalid, og aldrig kom til at gå så godt. Han overlevede, men tog sit eget liv fire-fem år efter krigens afslutning, fordi han simpelthen ikke kunne finde sig til rette i det danske samfund mere.

På hospital

Jeg kom på hospitalet, og der kan jeg huske, at jeg holdt krampagtigt fast i min U.S. karabin, og min pistol havde jeg med og en håndgranat.

Lægerne siger til mig, at jeg skal aflevere det der. Jeg svarede, at den pistol, må I ikke aflevere, den gemmer I, for jeg havde set, at der kom modstandsfolk og tog våbnene, og jeg ville ikke af med min pistol: »Ja, men den håndgranat, den er da også farlig« - »Nej, den er ikke farlig, nu skal jeg tage detonatoren ud«.

Og det gjorde jeg. Det var fuldstændig vanvittigt, hvad jeg gjorde. Men så blev jeg forbundet, de kunne ikke gøre mere ved mig, og blev kørt ind på en tomands-stue.

Der var fire mand fra min gruppe, som blev dræbt, herudover var der to døde fra andre grupper og to sårede alene ved den aktion. (Der blev i alt dræbt 8 og omkring 30 såret ved ildkampen på Bispetorv red.)

Jeg lå på hospitalet i fire dage, så kunne de ikke holde mere på mig. Jeg gik simpelthen, og begyndte tjenesten ved kolonnen, det var 2. kolonne. Min deling blev stabsdeling eller politideling, fordi vi skulle være de skrappeste fyre. Vi boede først overfor Vestre Alle kaserne i Købmandsskolen, så flyttede vi ned til Strandvejen, hvor vi kom til at bo i en værnemagers villa.

Medens vi boede der, det har været en 14 dage senere, begyndte det pludselig at gøre så underligt i mit ansigt. Jeg kunne mærke, hvordan hele venstre side hoppede, og min venstre arm begyndte at gå opad, og mit venstre ben blev stift. Jeg siger til mine kammerater, prøv en gang at se på mig, der er da noget galt, hele min venstre side er så underlig, og så mistede jeg bevidstheden.

Jeg blev kørt på hospitalet i en H.G.F. for fuld knald, og jeg blev opereret sidst på dagen vistnok for en blodansamling, vil jeg regne med. Jeg blev trepaneret, det var en lang historie. De vidste, at der var hul i kraniet, men de vidste ikke, hvor meget det var, og det har altså udviklet sig bagefter. Da jeg blev opereret, blev der boret to huller oppe i nakken på mig og alt sådan noget.

Der lå jeg en fem-seks dage igen. Min mor var selvfølgelig bundulykkelig, fordi jeg ikke havde skrevet til hende. Men min veninde, hun skrev til min mor og fortalte, hvordan det var gået med mig. Det brev har jeg bevaret, hun skriver den 6.maj 45:

»Dels for at meddele Dem, at Carl Otto i går blev såret i højre overarm og to fingre på venstre hånd under en ildkamp på Bispetorvet. Jeg kan berolige Dem med, at han kun har fået kødsår, samt et strejfskud i tindingen, som ikke er farligt. I går og i dag har jeg besøgt ham på Kommunehospitalet. Han er ved godt mod, og tænker kun på at stå op og komme ud og udrette noget, men det bliver ikke i denne omgang«

Det blev det heller ikke, men jeg havde den glæde, da jeg i første omgang lå på hospitalet, at der kom to englændere fra Royal Dragoons. Det har vel været omkring den 8.-9. maj, at de kom op til mig, og gav mig hånden, og sagde, at jeg havde været »a good boy«, dem har jeg senere haft forbindelse med i mange, mange år.


Carl Otto Larsen døde i 1996
<p>»Jeg lagde jeg mig ned, fordi jeg var klar over, at jeg ikke kunne gøre noget mere, jeg spillede død. Jeg lå med spredte arme og spredte ben, fordi jeg mente, sådan gjorde man, når man var død«</p>

»Jeg lagde jeg mig ned, fordi jeg var klar over, at jeg ikke kunne gøre noget mere, jeg spillede død. Jeg lå med spredte arme og spredte ben, fordi jeg mente, sådan gjorde man, når man var død«

<p>Århusianerne er stimlet sammen på gader og stræder for at fejre befrielsen</p>

Århusianerne er stimlet sammen på gader og stræder for at fejre befrielsen

<p>Tyskerne ankommer til Bispetorv</p>

Tyskerne ankommer til Bispetorv

<p>En mostandsmand afvæbnes af tyskerne.</p>

En mostandsmand afvæbnes af tyskerne.

Øjenvidneberetning: Skuddramaet på Bispetorv i 1945

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce