Pigen med de grønne gummistøvler


Pigen med de grønne gummistøvler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En bedstefars påvirkning af Signe blev udslaggivende for hendes valg af faget biologi.

I dag er hun ung, kvindelig eliteforsker, assistant professor, gift og har to små døtre. Hvad det kræver og hvad universitetet kunne gøre for at hjælpe flere kvinder, fortæller hun i dette interview. Og så er hun i øvrigt også dronepilot.

Octokopteren står på bordet i det lille kontor på Institut for Bioscience og ligner en kæmpe edderkop.

De otte propeller omslutter en lille computer med synlig printplade, der sender signaler til en fjernbetjening. Det er i realiteten et ubemandet fly, en drone, der kan flyve i en radius på 250 meter fra piloten på jorden. Forneden tilsluttes et spejlrefleks-kamera.

Droner er allerede taget i brug af enkelte forskere, og 34-årige biolog Signe Normand er en af dem.

Sammen med sin mand, biolog Urs A. Treier, har hun samlet det hele som et samlesæt og på bedste Georg Georgløs-vis bygget en transportabel landingsplatform, der sikrer landing under stenede og stejle forhold. Fidusen er, at man selv kan reparere den, hvis enkeltdele går i stykker ude i ødemarken.

Om en måned drager Signe og Urs til Østgrønland med den to kilo tunge drone i bagagen for som de første at lade den flyve 100 meter over vegetationen i den del af den grønlandske tundra.

»Tidligere har biologer udforsket vegetation inden for mindre felter på for eksempel 70 x 70 centimeter eller udfra satellitbilleder af grov opløselighed. Ulempen ved den metode er, at man ikke ved, hvordan vegetationen uden for feltet ændrer sig. Fordelen ved a bruge droner er, at det giver langt mere detaljerede observationer over et større område.

Med dronen kan vi affotografere, også med infrarødt lys, større områder og ud fra farverne på planten lave kort over dens udbredelse på landskabsskala«, fortæller Signe.

»Det sætter os i stand til bedre at forstå, hvilke faktorer der bestemmer arternes fordeling i landskabet. Er det fugtighed? Temperatur? Eller interaktioner med andre arter? Det første skridt er at finde frem til, hvilke arter, der gror hvor. Det næste er at bruge billederne til at lave en højdemodel af planterne. Og ved at gentage affotograferingen med års intervaller, giver det os bedre mulighed end tidligere for at observere, hvordan klimaændringerne vil påvirke vegetationen. Vi ved, de vil slå kraftigt igennem i Arktis i løbet af dette århundrede, men hvor hurtigt vokser buskene sig højere og spreder sig i landskabet? Det ved vi ikke. Med modeller kan vi allerede til efteråret prøve at forudsige, hvilke ændringer der potentielt set kan ske. Vi vil gerne skabe forståelse for den mangfoldighed, vi har. Trues eksisterende arter, eller får vi flere arter med klimaændringerne? For at kunne beskytte den vegetation, vi har, må vi forstå, hvordan planter reagerer på klimaet, og i hvilken grad klimaet bestemmer, hvor de forekommer« siger Signe.

»Flere steder i Syd- og Vest-Grønland kunne være langt grønnere, end de er. Her kunne sagtens gro en række nordamerikanske og europæiske buske og nåletræer. Årsagen til, at det ikke er sådan, ligger i, at frø fyger med vinden, men afstande, hav og is sætter begrænsninger.«

Signe er makro- og vegetationsøkolog og har i sin forskning især beskæftiget sig med, hvilke planter der gro hvor og hvorfor. For at belyse det, har hun blandt andet foretaget træringsanalyser af tundraens buske. Ligesom på et træ afslører antallet vækstens alder.

»Hvis man ser på mange arter og individer, giver det en kurve over, hvornår de har etableret sig det pågældende sted. Med få års efterslæb hænger svingningerne sammen med, at klimaet er blevet varmere.«

Spørger man til hendes største aha-oplevelse ved at forske i makroøkologi er svaret, at spredningen af arter, på trods af gunstige vilkår, er relativt begrænset. Selv om et fyrretræ har gunstige betingelser for at flytte sig fra Schweiz til Polen, er det ikke sikkert, det gør det.

»En analyse af mere end 1000 europæiske plantearter viser, at op imod 55 procent er spredningsbegrænset fra sidste istid til nu. Det siger noget om, hvor langsomt ting kan gå ved naturlige processer. Under de igangværende klimaændringer er mange arter sandsynligvis mere begrænsede end tidligere. Vi har fragmenteret naturen og hindret spredning af arter ved at bygge veje, dyrke store marker eller dræne Desuden har vi selv flyttet arter rundt i verden. Almindelig ædelgran har vi selv flyttet til Danmark. Jeg vil rigtig gerne kunne forstå konsekvenserne af den uligevægts dynamik, som den naturlige og menneskeskabte spredningsbegrænsing har for vores natur nu og i fremtiden.«

Med forskerens iver efter at opstille spørgsmålstegn som et regiment soldater foran sig, er der ingen smutvej for at tøjle nysgerrigheden.

Og Signe kan endnu memorere sin barndoms lærdom, når hun gik med sin farfar i hånden gennem skoven, over moser, enge og marsk ved sommerhuset i Blåvand.

Epipactis helleborine. Epipactis helleborine... Med Carl von Linné´s (1707-1778) klassificering er det overalt i verden navnet på én bestemt plante: Skov-Hullæbe.

Eller: Ameria maritima. Ameria maritima Engelsk græs.

Som lille pige kunne Signe sammen med sin kusine lave en hel remseleg med de latinske navne, som farfaderen havde lært dem. Naturligvis sidder de mejslet endnu. Når de vendte hjem fra en strandtur med net og spand, blev indholdet af små løjerlige væsener nøje undersøgt under mikroskop. Hendes farfar var biologilærer i Esbjerg. Han døde for halvandet år siden, men med en Kay Bojesen søpapagøje på bordet er han stadig tæt på. Sådan en havde han også stående. Signe rører nænsomt ved den.

Studievalget faldt hende ikke svært. Det blev til gengæld hendes ønske om at fortsætte som eliteforsker på højt plan. Hun fik sit første barn under ph.d. studiet og sit andet barn, da hun skulle udenlands i en postdoc. stilling.

Kravet om at rejse ud er en af hendes forklaringer på, at så mange kvindelige forskere falder fra efter deres ph.d.

»Man skal selv søge midler til at rejse for, og mange må gå fra to indkomster til en. Desuden er forholdene for børnepasning ofte meget anderledes i andre lande. Hvis ens mand har fået et godt, fast job herhjemme, kræver det, at han enten tager orlov eller skaffer sig et job ude. Der er mange ukendte, og jeg kan sagtens forstå, hvis mange vælger forskerkarrieren fra på grund af dem. Vi valgte at tage det som en oplevelse for hele familien,« siger Signe, der mest af alt må karakteriseres som ukuelig.

Selv var hun første gang i USA, siden fire måneder i Schweiz og senest tre et halvt år i Schweiz. Siden 1. februar er hun blevet tilknyttet Aarhus Universitet som assistant professor og underviser i dansk flora og vegetation. Familien flyttede til Aarhus 1. april, denne gang til en lejlighed i Jægergårdsgade og en altan, der bugner af vilde planter. Hus og have har de ikke tid til.

Signe står op kl. 5.00 for at arbejde, mens dagen gryr og have ro sammen med børnene, når de vågner.

Da Signe foretrak at forske i Schweiz, kunne hendes mand få arbejde som lærer, mens Signe afsluttede sin postdoc. Han er schweizer. På den måde kunne de få det til at hænge sammen økonomisk, for børnepasning er meget dyrt i Schweiz.

»Når du vender hjem, er nåleøjet til en fast forskerstilling blevet endnu mindre. I dag bruger jeg vel 40 procent af min tid på forskning, 40 på undervisning, ti procent på fondsansøgninger og ti på administration. Men det er svingende. I perioder har jeg brugt halvdelen af min tid på at søge fondsmidler,« fortæller hun.

Hvis ikke der skal indføres kvoter, hvilket ikke er Signes løsning, hvad skal der så til, for at alle de kvindelige ph.d.´er kan fortsætte i en forskerkarriere?

»Der må sættes ind med flere ting. Jeg tror ikke på, at der er én løsning. Der skal mange og mere nuancerede tiltag til at sikre, at flere topkvalificerede kvinder føler, at det er nemt at tage valget og blive i forskning. På den praktiske side kunne man nemt gøre det lettere at flytte ud. Jeg arrangerede selv alt omkring vores flytning. Fandt bolig, pakkede ned i flyttekasser. Mange andre lande har støtte til den slags, når forskere flytter rundt. Det kunne vi også have. Ligesom man kunne hjælpe med at finde et job til ægtefællen og via fondsmidler sikre dækning af familiens indkomst i en overgangsperiode. I Danmark mister vi rigtig mange topkvalificerede kvinder på den konto, og det er ærgerligt. For man lærer så utroligt meget ved at være ude. Holdningen på universiteterne er, at man skal være taknemmelig for det, man får. Min mand er også biolog og har altid støttet mig. Men det er da ikke helt rimeligt, at det kun er de kvinder, der får den form for støtte, der kan gennemføre forløbet. Det burde være kvalifikationerne. Måske ligger en del af forklaringen i manglen på kvinder. At der bare er flere mænd end kvinder, der får den nødvendige støtte fra hjemmefronten.«

Det næste har været at vænne sig til danske normer igen efter så mange år i udlandet. Og ikke mindst det, Signe betegner som »den homogene masse af danskere«. Signe og hendes mand må ind i mellem agere anderledes end andre småbørnsfamilier for at få tilværelsen til at hænge sammen.

»Der er så meget herhjemme, der skal være perfekt. Og danskerne er meget regelrette med hensyn til, hvordan tingene skal være. Og det skal alle helst indordne sig under. Jeg synes, vi nemmere kan afvige fra normerne, fordi vi har været i udlandet,« siger Signe, og stikker over gangen til sin mands kontor, måske for at aftale afhentning af døtrene på tre og fem et halvt år.

De to piger skal ikke med til Grønland. Her skal der arbejdes igennem i de mange lyse timer. Imens tager et hold bedsteforældre over. Hendes forældre arbejder ellers i Sisimiut i Grønland men vender hjem for at holde dansk ferie med børnebørnene. Måske er der grundlagt en ny påvirkning af et barnebarn.

Pigen med de grønne gummistøvler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce