Retsopgøret: Direktøren satsede lidt for meget på den tyske krigslykke

Da et engelsk bombefly i 1942 tømte sin last over Aarhus Oliefabriks anlæg på havnen, mente de fleste, at det var englændernes reaktion på oliefabrikkens direktør Junckers tyskvenlighed. Først mange år senere er det kommet frem, at flyet efter et mislykket bombetogt over Tyskland kom under heftig antiluftskytsbeskydning over Aarhus. Bomberne blev smidt i et forsøg på at ramme antiluftskytsbatterierne.


Retsopgøret: Direktøren satsede lidt for meget på den tyske krigslykke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Oliefabrikkens direktør, Thorkild Juncker, fik to års fængsel i retsopgøret efter befrielsen og mistede sit job. Han blev stemplet som tyskerven og topnazist og dømt som kupmager i en speget sag. Siden skabte han industrisuccessen Terma.

Thorkild Juncker er utvivlsomt en af de dygtigste industriledere i Aarhus i forrige århundrede. Og formentligt den mest fremsynede af slagsen.

Det var under hans ledelse, at Aarhus Oliefabrik for alvor voksede sig stor.

Det var med ham ved roret, at Terma blev skabt.

Og han var den store drivkraft bag, da Aarhus Universitet fik et cand.oecon.-studium og begyndte at uddanne økonomer.

Alligevel er han langt hen skrevet ud af historien.

Gemt lidt af vejen.

Der står ikke en statue af Thorkild Juncker noget sted i byen. Ikke så meget som en lille sidevej er opkaldt efter ham.

Hvorfor?

Fordi han trådte lidt over på det, der siden blev den forkerte side af stregen under besættelsen. Det kostede ham to års fængsel for landsskadelig virksomhed under retsopgøret efter befrielsen i 1945.

Og det kostede ham jobbet som direktør for oliefabrikken - dengang byens førende industrivirksomhed.

Men det stoppede ham ikke.

»Den største tyskerven«

I illegale blade under besættelsen blev Juncker betegnet som »den største tyskerven og nazist blandt vore industribaroner.«

Efter befrielsen verserede gennem årtier hårdnakkede historier om, at Juncker havde været topnazist, at han stilede efter at blive intet mindre end tysk koloniminister, og at han - og hans tyskvenlighed - var årsagen til, at et engelsk bombefly i september 1942 tømte sin ødelæggende last over oliefabrikkens anlæg på Aarhus Havn.

Nyere forskning har vist, at der overhovedet ikke er belæg for de historier.

Hvad det så var, oliefabrikkens direktør blev dømt for under retsopgøret, vender vi tilbage til.

Først lidt om Juncker.

Moderne industrileder

Som bare 30-årig blev han i 1927 direktør for Aarhus Oliefabrik, der dengang var noget af et fallitbo.

På få år forvandlede han fabrikken til en af landets førende industrivirksomheder. I 1937 stod oliefabrikken for 10 procent af Danmarks industrieksport og havde 1400 ansatte.

Juncker tænkte industri, Han tænkte i at inddrage videnskaben i industrien. Og ikke kun kemiingeniører og teknikere, men også for eksempel økonomer.

Han havde et godt samarbejde med fagforeninger og et for den tid meget moderne syn på medarbejderpleje. Oliefabrikken fik sin feriekoloni ved Ajstrup i 1932, der blev bygget stiftelser med boliger til ældre medarbejdere, arbejdere kom på udlandsrejser i grupper og i uddannelse. Fabrikken betalte således løn i tre år til en maskinarbejder, der videreuddannede sig.

Alt var godt, og Juncker blev en efterspurgt herre.

Stauning-regeringen havde bud efter ham til at deltage i handelsforhandlinger med blandt andet England, han sad i diverse statslige råd og udvalg, i bestyrelsen i Industrirådet, var kraftigt involveret i arbejdet med at opbygge Aarhus Universitet og blev i 1937 valgt ind i dets bestyrelse.

»Under Tysklands førerskab«

Efter Danmarks besættelse 9. april 1940, og mens tyske kampvogne og tropper buldrede ud over Europa, dannede Socialdemokraterne, radikale, Venstre og konservative få måneder senere en samlingsregering, der frem til august 1943 førte en samarbejdspolitik med besættelsesmagten. Ved dens tiltrædelse sagde udenrigsminister Scavenius blandt andet:

»Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politisk-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland.«

Hjemme i Aarhus var Thorkild Juncker en af dem, der fulgte parolen.

Udbruddet af Anden Verdenskrig var lidt af et slag for oliefabrikken, der var afhængig af at kunne importere råvarer fra mange egne af verden. Det bekymrede Juncker. Ligesom det bekymrede ham, at tyskerne tilsyneladende ikke havde tiltænkt dansk industri nogen rolle i et fremtidigt tysk-domineret Europa.

Juncker i det tyske storrum

I august 1940 var Thorkild Juncker initiativtager til og blev formand for Dansk-Tysk Selskab i Aarhus. En lillesøster til en lignende organisation i København, der efter regeringens ønske skulle fremme kontakten mellem fremtrædende danskere og repræsentanter for besættelsesmagten.

I 1941 skrev han med Udenrigsministeriets godkendelse en større artikel til et tysk blad om Danmarks - og dansk industris - rolle i et tysk storrum, og i et memorandum beskrev han, hvordan Aarhus Oliefabrik og ØK efter en tysk sejr kunne stille sine erfaringer med at arbejde i Østen og ikke mindst i Afrika til rådighed for Tyskland i dets nyvundne kolonier.

Da Tyskland i sommeren 1941 startede krigen mod øst og hurtigt rykkede frem og erobrede de baltiske lande, Ukraine og dele af Rusland, kom der hurtigt fokus på, hvordan danske virksomheder og dansk landbrug kunne få fodfæste i det såkaldte Tyske Østrum.

Thorkild Juncker øjnede muligheder for dyrkning af oliefrø i Ukraine, så der kunne komme mere gang i oliefabrikken igen. Og han var interesseret i at få virksomhedens fabrik i Letland, som Sovjetunionen havde nationaliseret få år tidligere, tilbage.

I Danmark blev der nedsat et særligt Østrumsudvalg, der skulle varetage danske erhvervsinteresser i de tysk-erobrede områder mod øst. Formand for det blev - igen - Thorkild Juncker.

Stjernen blegner

Alt sammen var det med til at udstille Thorkild Juncker som tysk-venlig og nære rygterne om nazistiske sympatier - ikke mindst efter at tyskernes krigslykke begyndte at vende i 1942/43, den danske regering gik af i august 1943, og modstandsbevægelsen for alvor kom i gang. Han mærkede i stigende grad kolde skuldre rundt om i byen og blev i 1943 ikke genvagt til universitetets bestyrelse for eksempel.

Det var næppe den store overraskelse for nogen, at Juncker stod på modstandsbevægelsens arrestationsliste. Han blev hentet i hjemmet på Skovbrynet og ført til internering på det nærliggende Marselisborg Gymnasium 5. maj 1945.

Han sad fængslet helt frem, til han i 1947 fik en dom på to års fængsel. Og det var ikke tyskervenligheden, der jo i det store og hele var i tråd med regeringens politik, der kom til at koste Juncker straffen, men en helt anden og noget speget sag.

Juncker blandt kupmagere

Thorkild Juncker blev dømt for i et eller andet omfang at have deltaget i planer om i månederne efter besættelsen at vælte regeringen og erstatte den med en kup-regering bestående af Frits Clausens nazi-parti og et par andre, små højreradikale partier. Angiveligt skulle Juncker være tiltænkt posten som økonominister.

Selv afviste Juncker enhver deltagelse i kupplanerne, der i øvrigt aldrig blev forsøgt gennemført, men det gavnede næppe hans sag, at han i sommeren 1940 var i kontakt med flere af de ledende kupmagere - blandt andre hovedmanden, godsejer Jørgen Sehested - og kortvarigt var til stede på dennes gods, Broholm på Fyn, samme dag, som nogle af de sammensvorne holdt møde.

Muligvis spillede Juncker i den første besættelsestid på to heste - den siddende regering og en mulig kup-regering under delvis nazistisk ledelse, der med tysk støtte kunne komme til magten. Særlig velanset i danske nazistiske kredse var Juncker nu ikke. Her blev han allerede i 1941 regnet for engelskvenlig.

En række af de centrale personer i kupplanerne blev idømt lange fængselsstraffe. Thorkild Juncker, der havde siddet varetægtsfængslet siden befrielsen, fik to års fængsel, da dommen faldt i sommeren 1947. Straffen var udstået med den lange tid i varetægt.

Ny start i Ole Rømers gade

På fri fod igen var Juncker langt fra en knækket mand. De følgende år var han først involveret i et projekt med en oliefabrik i Sydafrika, siden i et argentinsk opkøb af Aarhus Oliefabriks anlæg i Esbjerg.

Begge projekter gik i vasken, efter at pressen slog det stort op, at den dømte Juncker var involveret.

Sikkert derfor gik Thorkild Juncker meget stille med dørene, da han i 1949 købte Orla og Svend Aage Jørgensens lille instrumentværksted, der holdt til i en bagbygning til Ole Rømers Gade 100.

Firmaet lavede blandt andet termometre og havde på det tidspunkt færre end 10 ansatte. Og det skulle blive hans store comeback som industrileder.

Terma - nyt industrieventyr

Juncker omdannede baggårdsvirksomheden til Terma A/S og drejede den i retning af elektroniske måleinstrumenter.

Virksomheden gik godt og voksede, og snart måtte Juncker leje lokaler - et nedlagt ismejeri - i en ejendom skråt overfor, der blev indrettet som Termas kontor.

Terma ansatte en norsk ingeniør med radarerfaring og udviklede snart en radar, der skulle vise sig at være konkurrencedygtig på både pris og kvalitet - og som blev grundlaget for det Terma, vi kender i dag med hovedsæde i Lystrup og med produktion af militære og civile radarsystemer, rumfartsteknologi og beskyttelsessystemer til blandt andet jagerfly.

Få år efter Thorkild Junckers overtagelse voksede Terma sig ud af rammerne i Ole Rømers Gade og flyttede til Finlandsgade, hvor virksomheden var oppe på 120 ansatte, da Thorkild Juncker døde i 1955, kun 58 år gammel.

Kilder:
»Over stregen - under besættelsen«, redigeret af John T. Lauridsen.
Birgitte Juncker: »Thorkild Juncker - en stor industrileder i det 20. århundrede.«
Poul Kragelund: »Aarhus Olie 1871-1996.«
Diverse avisartikler.

Fakta: Retsopgøret

Efter 2. verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark skulle det store regnskab gøres op. De, der havde arbejdet for besættelsesmagten, skulle tiltales og dømmes. Og det blev de. Nogle med døden. Andre med fængsel. Og nogle med folkets dom.

Århus Stiftstidende fortæller i disse dage om retsopgøret og dets mange skæbner:
Det var ingen stor biks, Thorkild Juncker overtog, da han i 1949 købte Terma med adresse i et baghus i Ole Rømers Gade. Da Juncker døde seks år senere, havde han banket den lille biks op til en virksomhed med 120 medarbejdere og en radar-produktion, der blev grundlaget for det Terma, vi kender i dag. Århus Stiftstidende 8. maj 1949.
Det var ingen stor biks, Thorkild Juncker overtog, da han i 1949 købte Terma med adresse i et baghus i Ole Rømers Gade. Da Juncker døde seks år senere, havde han banket den lille biks op til en virksomhed med 120 medarbejdere og en radar-produktion, der blev grundlaget for det Terma, vi kender i dag. Århus Stiftstidende 8. maj 1949.
Foto: The State and University Library Aarhus
Thorkild Juncker blev i 1947 idømt to års fængsel for i 1940 at have deltaget i periferien af en delvist nazistisk gruppe, der gik efter at få væltet den lovligt valgte regering for i stedet selv - og med den tyske besættelsesmagt i ryggen - at danne regering. Ifølge planerne var oliefabrikkens direktør i spil som økonomi­minister. Hovedmanden, hofjægermester Sehested, fik 12 års fængsel. Århus Stiftstidende 13. juni 1947.
Thorkild Juncker blev i 1947 idømt to års fængsel for i 1940 at have deltaget i periferien af en delvist nazistisk gruppe, der gik efter at få væltet den lovligt valgte regering for i stedet selv - og med den tyske besættelsesmagt i ryggen - at danne regering. Ifølge planerne var oliefabrikkens direktør i spil som økonomi­minister. Hovedmanden, hofjægermester Sehested, fik 12 års fængsel. Århus Stiftstidende 13. juni 1947.
Foto: The State and University Library Aarhus

Retsopgøret: Direktøren satsede lidt for meget på den tyske krigslykke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce