Seks krige mod broderfolket


Seks krige mod broderfolket

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Aarhus og Østjylland har tre gange været besat under svenskerkrigene. Og i 1659 var Danmark meget tæt på udslettelse, og så havde vi alle været svenskere i dag.

I historien om middelalderen fik vi i 1397 stiftet Kalmarunionen. Danmark/Norge og Sverige/ Finland med Margrete den 1. som regent. En europæisk stormagt fra Norden.

Formålet var at styrke de nordiske lande over for de magtfulde Hansestæder. Men unionen knagede, og den danske konge holdt kun med vold, magt og det stockholmske blodbad Sverige/Finland inde i unionen. Men kun for en tid. I 1523 udråbte svenskerne selv en konge. Det var dermed slut med Kalmarunionen, og den danske konge var nu bange for, at Sverige ville angribe Danmark, mens svenskerne frygtede et angreb fra dansk side. Begge lande havde en altoverskyggende interesse i at beherske områderne omkring Østersøen. Dansk udenrigspolitik blev nu altid at holde med og kæmpe for sin fjendes fjende. Vi var altså med dem, der var imod Sverige. Mens svensk politik konsekvent var altid at holde med dem, der var mod Danmark. Det gik der et par århundreder med. Det udløste seks krige mellem Sverige og Danmark. Seks broderlige og blodige slagsmål.

Efter Kalmarunionens fald spidsede forholdene til, og I 1563 erklærede Danmark Sverige krig. Den danske hær bestod af 25.000 lejesoldater, der på tre uger kostede det samme som hele den danske stat brugte på et helt år. Krigen skulle altså være kort, hvis der skulle være råd. Det blev den så ikke. Først i 1570 fik tyskerne nordboerne til at slutte fred efter syv års krig. Men kun for en stund.

For i 1588 blev Christian IV dansk konge. Han vidste nok, hvordan riget, der også bestod af Norge, Island, Grønland og Færøerne, (foruden at han også var hertug i Slesvig og Holsten) skulle styres og regeres. Han ville sætte spor og gav København mange markante bygninger, der står endnu. Han ville også gøre Danmark til en stormagt - det skete ikke. Tvært i mod.

I 1611-1613 var Christian IV i krig med svenskerne i en ny svenskerkrig - Kalmarkrigen. Kongen ville hindre, at Sverige kunne udvide sin magt. Men krigen endte - som syv-årskrigen - uden afgørelse.

Den uafgjorte svenskerkrig tog dog ikke modet fra Christian IV, hvis krigslyst kulminerede i den europæiske trediveårskrig 1618-48. Danmarks aktive deltagelse i denne konflikt og kongens nederlag ved Lutter am Barenberg 1626 til den katolske modstander blev begyndelsen til den nedgang og krisestemning, der kom til at sætte sit tydelige præg på resten af hans regeringstid. Efter nederlaget i Tyskland blev Jylland og Aarhus besat og udplyndret.

Fra 1643 til 1645 var den gal igen med Sverige, Danmark og Christian IV. Svenskerne ville erobre Skåne m.m. og indtage København. Det sidste lykkedes dog ikke. Til gengæld havde svensken tropper i Tyskland, der angreb Danmark sydfra. I løbet af bare to måneder var hele Jylland besat igen. Det var i et søslag i denne krig, at Christian IV fik ødelagt sit øje - med en klap til følge. Da freden kom, havde Danmark mistet magten over Østersøen. Statskassen var tom, og da kongen døde i 1648, efterlod han et Danmark på fallittens rand.

Næste konge var Frederik III. Han ville have hævn over svenskerne og ville vinde de tabte arealer tilbage. Han slog til i 1657, hvor Sverige var i krig i Polen. Den krig droppede svenskerne dog straks og sendte alle styrker til Jylland og Aarhus, der igen blev besat. Den danske hær samlede sig på Sjælland for at forberede en modoffensiv. Men den kom aldrig, for vinteren det år var så kold, at Storebælt frøs til, så svenskerne kunne gå fra Fyn til Sjælland. Det var først, da den svenske hær nærmede sig København, at Frederik III overgav sig. Vi mistede her Skåne, Halland og Blekinge.

At der var en overgivelse, stoppede ikke den svenske konge. Han ville også erobre København og sætte sig på begge sider af Øresund.

Danmark var i den forbindelse nær udslettelse som selvstændig stat. Spørgsmålet om Danmarks fortsatte beståen eller ikke-beståen som selvstændig nation blev i realiteten afgjort natten mellem 10. og 11. februar 1659, da et storstilet svensk stormangreb mod København med nød og næppe blev afvist af byens forsvarere. Var rigets hovedstad med alle dens regeringsinstitutioner - og den sidste bastion mod fuldstændig svensk dominans - faldet, havde der næppe været meget at forhandle om ved en fredsslutning, og det internationale samfund havde været nødt til at bøje sig for det svenske ønske om en fuldstændig opløsning af den danske stat.

København faldt imidlertid ikke, og Danmark blev reddet på målstregen, da både tyskerne og hollænderne sendte hjælp til den belejrede Frederik III. I 1660 blev der endelig fred mellem Danmark og Sverige i den krig.

I kølvandet på freden i 1660 ændrede Danmark styreform. Rigsrådet blev afskaffet, og det var nu kongen, der alene bestemte. Enevælden var en realitet.

Efter 1660 tippede magtbalancen i Norden. Sverige/Finland var størst og stærkest.

Ønsket om at få Skåne tilbage blev efter 1660 alligevel drivfjederen i dansk udenrigspolitik. Derfor søgte Danmark bestandig dels at holde sig i alliance med Sveriges fjender, dels at holde øje med de svenske nederlag for at kunne slå til på rette tid.

Det førte til Skånske Krig 1675-79 og Store Nordiske Krig 1709-1720. I begge krige lykkedes det at holde hærenes kampe uden for dansk territorium. Begge krige viste, at Sverige var stærkest på landjorden, men Danmark var bedst til søs. Et velkendt eksempel er Niels Juels sejr i Køge Bugt 1677, og det er også den Store Nordiske Krig, at Tordenskjold bedriver sine meritter. Trods store ofre lykkedes det aldrig at få Skåne tilbage.

De danske krige blev fortrinsvis udkæmpet med lejetropper, som mod betaling blev hvervet i krigsperioderne. De tog mange svenske fanger, f.eks. 11.000 ved Tønning i Sydslesvig. En del af fangerne blev placeret i det østjyske.

Stormagterne i Europa var sømagterne Nederlandene og England samt Frankrig og den tyske kejser. På vej op var Rusland og Preussen.

Efter Store Nordiske Krig så det ud til, at danske konger opgav håbet om at få Skåne tilbage. De udenrigspolitiske bestræbelser koncentrerede sig nu om sikring af interesserne mod syd. Efter 1720 var det kun Holsten, det gjaldt. Den danske konge havde ved fredsslutningen med stormagternes godkendelse fået overdraget Slesvig.

Det lykkedes Danmark at holde sig ude af de europæiske krige i resten af århundredet. Men det var et fattigt og udpint Danmark, og der er først krig med dansk deltagelse igen i 1801.

Seks krige mod broderfolket

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce