Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Seks øl og en lunken and på Maritza


Seks øl og en lunken and på Maritza

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Finn A. Jensen var ung i 50?erne og 60?erne. Dengang var der ikke noget, der hed shots eller stoffer i nattelivet.

»Der lå Aarhus Hallen, lige der stod der en kø så lang. Men vi kendte dørmanden, så han råbte, »I har bestilt bord, kom foran«, så vi kunne gå lige ind, selvom vi ikke havde noget bord,« fortæller Finn A. Jensen.

Han er født i 1939 og fylder 75 år i september. Han er som en ægte Aarhus-dreng opvokset i Bülowsgade og af mange nok kendt bedst som fodbolddommer.

Vi står på Skt. Knuds Torv med ryggen mod Katolsk Vor Frue Kirke, mens han fortæller om tidligere tider. Foran ligger Netto og BioCity og fylder den gamle Aarhus Hallens lokaler. Til venstre står lokaler til salg. Her lå engang Aarhus Hallens restaurant Tarantella, en danserestaurant.

»En dag sad Dirch Passer der, så skulle vi alle hen og hilse...«

Levende orkestre spillede på balkonen, mens gæsterne kunne sidde ved pænt dækkede borde på terasserne. Eller som Finn A og vennerne - byde en pige op til dans.

Finn A. Jensen elsker at fortælle historier og er begyndt at gøre det til foredrag i Skt. Pauls Kirke om livet i området omkring kirken. Han er indfødt århusianer og kan fortælle alverdens røverhistorier om tidens gang i byen. Det er ikke et foredrag, vi er til nu, men en fortælling om bylivet, da han var ung.

»Trommeslageren, Bruno Martino, var en rigtig flødekarl fra Italien, alle pigerne ville have. Han tog dem med på et rigtig snusket hotel, hvor man sagde orkesterluderne kom. Det var pigerne, der hang på orkestret. Men efterhånden kom de jo rendende med deres store maver og ville have, han skulle påtage sig at være far,« fortæller han.

Historien lyder, at Bruno Martino ikke kunne komme hurtigt nok ud af Aarhus.

Finn A havde engang sparet 50 kroner sammen. Det var nok til en aften i byen for ham selv og to venner. Inden de tog bussen til byen fra Fredensvang ved 22-tiden, varmede de typisk op hjemme i stuen med et par øl. Ikke mange, de skulle jo kunne tale pænt med damerne... Søndag spillede han fodbold og skulle også gerne være noget værd.

Damerne bød de op til dans med et lille buk, som Finn A fint illustrerer - dansen var til tre numre ad gangen. Og var der kemi fik den udkårne en øl eller en sodavand.

»Damerne drak slet ikke så meget. Højst to øl. Der var der forskel. Vi passede også på dem, i dag er de mere på lige fod, synes jeg. Jeg synes, vi havde mere respekt for dem,« fortæller han.

»Nå, nu har vi fået fire øl på Tarantella, så går vi på Maritza,« siger Finn A kvikt, og turen går op ad Ryesgade og ned til Frederiksgade.

For sådan gjorde han og vennerne. Hvis der ikke skete nok på Aarhus Hallens restaurant, gik turen mod Maritza. En sjælden gang imellem til Rico og endnu sjældnere, det værste sted af alle, Wienerhallen på Mindegade, hvor La Belle ligger i dag. Der holdt de prostituerede til. Skete der ikke noget spændende, kunne de gå tilbage til Tarantella.

Inde bagved Sherlock Holmes i Frederiksgade lå Maritza. Finn A husker, at det ikke kostede noget at komme ind, men man skulle lægge sin jakke i garderobe, hvor garderobepigerne skulle have en skilling - en krone eller 50 øre.

Maritza var en kæmpe restauration med både danserestaurant, bar - Kaptajns Kahyt, og »Den blå Fugl«, hvor de lette damer holdt til, og hvor der blev serveret en kvart lunken and med rødkål og rugbrød til at gå hjem på - til 39 kroner. Nogle gange blev han ved helt til klokken 5, når de lukkede, men oftest splejsede vennerne om en taxa hjem noget tidligere.

»Vi elskede at gå i byen. Jeg havde det lige så godt med kammeraterne som med at møde nogle piger. Så fik vi nogle bajere og snakkede sammen. Det var det primære formål. Men selvfølgelig skulle vi også holde øje med pigerne. På den måde er der ikke så stor forskel til i dag.«

»Jeg havde adskillige kærester dengang. Det holdt nogen tid. Maritza var et godt sted at finde dem, men selvfølgelig også i privat sammenhæng.«

Men forskel er der på det de drak. Det var øl - helst Ceres Top. Til private sammenkomster med sildebord kom der også snaps på bordene. Gin og Tonic fandtes også, men det var for dyrt. Finn A's personlige teori er, at han slap for mange tømmermænd, fordi han kun drak øl - modsat nutidens unge, der blander det ene med det andet.

I dag bor FO Byen i Maritzas lokaler, og hvor der i dag er kontorlandskab dansede Finn A engang.

»Ja, der gik man ind og kom ud på dansegulvet«, fortæller han og peger ned ad en flot viadukt-lignende gang.

Han og Torben Drejer samler sig om et skab for enden, hvor FO Byen har samlet gamle effekter fra Maritza-tiden. F.eks. det berømte sanghæfte, som de fleste nok ikke behøver for at kunne synge med:

»I skal skilles en stund, glem kun sorgen, for vi ses i »Maritza« i morgen. Nu til afsked - på gensyn, men ikke farvel, for vi mødes i morgen igen.«

Helt sådan gik det nu ikke, for Finn A Jensen og vennerne gik kun i byen om lørdagen.

»Vi glædede os til lørdag. I hverdagene rendte vi jo til alt muligt. Arbejde, aftenskole, fodbold, basketball. Jeg synes vi havde en ordentlig masse kræfter dengang,« funderer han.