Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Stort portræt: En kvinde af mange ord og endnu flere tanker

Dorthe Jørgensen, der både er doktor i filosofi og i teologi, efterlyser både plads til og respekt for fordybelse ? også i universitetsverdenen, hvor hun insisterer på vigtigheden af at kunne være en indadvendt og frit skabende filosof. Som rigtig mange i øvrigt gerne vil lytte til. Foto: Kim Haugaard

Foto: Kim Haugaard/Scanpix Denmark

Stort portræt: En kvinde af mange ord og endnu flere tanker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er nærvær og eftertanke, der gør os klogere, mener filosof Dorthe Jørgensen ? en forsker af den gamle skole, der er blevet en af stjernerne på den akademiske himmel.

»Hvad er erfaring egentlig,« spurgte Dorthe Jørgensen en vinteraften i 1980'erne under en diskussion med nogle studiekammerater fra Idéhistorie på Aarhus Universitet. Og hun har aldrig sluppet den undren.

»Spørgsmålet krævede udforskning, og jeg har forfulgt det lige siden,« siger Dorthe Jørgensen med tilføjelsen:
Dorthe Jørgensen
<ul><li>Professor i filosofi og idéhistorie ved Aarhus Universitet</li><li>Født 1959</li><li>Vokset op på en gård i Blegind ved Hørning</li><li>Nysproglig student fra Skanderborg Amtsgymnasium</li><li>Begynder i 1978 at læse litteraturhistorie på Aarhus Universitet men skifter i 1981 til idéhistorie</li><li>1984-1986 studier i Berlin og i 1991 gæsteforsker i ni måneder ved Columbia University, New York </li><li>1995 ph.d.-grad i idéhistorie</li><li>1998 lektor ved Institut for Idéhistorie</li><li>2003 modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Videnskabspris</li><li>2006 doktor i filosofi og idéhistorie</li><li>2010 professor MSO ved Institut for Filosofi og Idéhistorie</li><li>2014 doktor i teologi</li><li>2014 »Den skønne tænkning« nomineret til Årets Danske Forskningsresultat og modtager læserprisen Hædrende Omtale</li><li>Har netop udgivet bogen »Nærvær og Eftertanke. Mit pædagogiske laboratorium« på forlaget Wunderbuch</li></ul>

»Det vigtige er ikke svaret, men det spørgsmål, man forstår at stille.«

Den 56-årige Dorthe Jørgensen er i dag professor i filosofi og idéhistorie ved Aarhus Universitet og en af stjernerne på det akademiske himmeltæppe. En verden, der vrimler med store og ambitiøse hjerner, men det er stadig de færreste, der som Dorthe Jørgensen kan sætte hele to doktordisputatser på hylden.

I 2006 blev hun Danmarks første kvindelige doktor i filosofi og idéhistorie og i 2014 doktor i teologi med disputatsen »Den skønne tænkning«. En moppedreng på 1000 sider - eller seks-syv centimeter tyk for dem, der måler bøger på den måde.

Det forunderlige i hverdagen

Hendes gebet er filosofisk æstetik, men lidt lettere forståeligt bliver det måske, hvis vi koger det ned til, at Dorthe Jørgensens filosofiske projekt er at undersøge det forunderlige i hverdagen, vi som regel overser. At nærvær og opmærksomheden på, at vi er en del af et hele, og at eftertanken - altså refleksionen over vores erfaringer - bidrager både til personlig udvikling og til, at vi kan komme tættere på at indfri vores potentiale som mennesker. Kort sagt: Det er sådan, vi bliver klogere.

»Man kan indimellem støde på mennesker, hvor man oplever, at de ikke rigtig flytter sig. De reflekterer ikke over deres erfaringer og kommer dermed let til at stå i stampe. Men det er vigtigt, at vi tager vare på den evne, vi besidder som mennesker, til at tænke over det, vi gør, og det, vi oplever,« mener Dorthe Jørgensen.

Kongen af tidsånden

Hun har ikke mindst vakt gehør med sin kritik af tidsånden, hvor økonomien er blevet konge, og hvor der måles, tælles og testes - også i hendes egen verden, mens man ser bort fra, at noget så dyrebart som kvalitet ikke kan mases ind i et regneark:

»Jeg har selvfølgelig forståelse for, at der er økonomiske forhold, der gør sig gældende, men vi risikerer at miste en dannelsesdimension, som vi i stedet burde pleje. Vi har store årgange på de videregående uddannelser, og der er stor diversitet i både det faglige niveau og de unges ambitioner og ønsker for fremtiden, men indimellem kommer der studerende, hvor man allerede på 2. semester kan se deres talent, og der burde være rum til at skole disse talenter.

Man overser tit, at de virkelig talentfulde også har brug for sparring, eksempelvis i en slags mesterlære,« mener Dorthe Jørgensen.

Hvad går vi som samfund glip af, hvis vi mister den dannelsesdimension?

»Det optimale er at uddanne mennesker, der ikke bare kan løse de opgaver, de bliver sat til, men som selv kan formulere problematikken. Det er ikke nok at kunne brainstorme i øst og vest. Det vigtige er at kunne forholde sig tænkende og kreativt til et felt og derpå selv være i stand til at formulere genuine spørgsmål og tage emnet op og arbejde med det,« siger Dorthe Jørgensen.

»Universitetsuddannelserne bliver mere og mere skoleagtige. Man styrer, måler og skemalægger, men når man lytter til erhvervslivet, som jeg også har kontakt med, så er det slet ikke det, de efterspørger. De har tværtimod brug for mennesker, der kan tænke så dybt, så højt, så vidt og så bredt som muligt,« fortsætter hun.

Al pædagogik kræver nærvær

At sidde fordybet i de store værker og at skrive er essensen af Dorthe Jørgensen. Hun beskrives ofte som en forsker af den gamle skole, der insisterer på retten til at arbejde alene i uforstyrret indadvendthed, men når hun så træder ud i den offentlige verden igen, er det ikke kun som en populær underviser på Institut for Filosofi og Idéhistorie ved Arts (tidligere Det Humanistiske Fakultet) på Aarhus Universitet.

Dorthe Jørgensen er også en efterspurgt foredragsholder overalt i samfundet fra kunstnere til erhvervsliv og fra politiske partier til højskoleverdenen. I Norge indgår hendes tanker på så forskellige felter som teologi-, arkitektur- og politiuddannelserne, og i Danmark underviser hun også bl.a. sundhedspersonale, lærere og pædagoger.

»Nærvær er en uomgængelig forudsætning for overhovedet at kunne drive pædagogik. Er man nærværende som underviser, så kan man også forvente et engagement hos eleverne eller de studerende, hvor de slukker mobilen, stopper med at surfe og i stedet begynder at fokusere,« fastslår Dorthe Jørgensen både under interviewet og i sin bog »Nærvær og eftertanke. Mit pædagogiske laboratorium«. Den er for nyligt udkommet på det eksklusive forlag Wunderbuch, som i øvrigt drives af en af hendes tidligere studerende på Idéhistorie, Klaus Gjørup.

Bogen, der især henvender sig til undervisere på alle niveauer, tager afsæt i Dorthe Jørgensens egne erfaringer på det felt. Foruden undervisningsmateriale består den af essays og interviews om tænkning, pædagogik, dannelse og uddannelsespolitik.

På universitetet har Dorthe Jørgensen eksperimenteret med mange former for undervisning, men hendes sigte er altid at anspore til spørgsmål, der ikke kan besvares med et ja eller et nej, men som både igangsætter og kræver tænkning, der kan føre til forståelse i vid forstand, altså indsigt.

Der er brug for æstetisk tænkning, skriver hun i bogens forord. »At tænke æstetisk forstået som frit reflekterende er nærmere bestemt at bringe konkret og abstrakt eller individuelt og alment sammen på måder, så begge dele er medtænkt, uden at det ene er underlagt det andet, eller de bare står goldt over for hinanden,« forklarer hun for dernæst at understrege, at der er brug for frihed til denne form for tænkning overalt i samfundet:

»Dens spørgen forstummer, når friheden går tabt, sådan som det sker, når der bliver krævet »faktura« fremfor »forskning«.«

Livsform frem for arbejdstid

»Vi kan trække universitetet i to retninger. Enten imod en uddannelsesfabrik, hvor vi får et arbejdsliv, som vi stempler ind og ud af - i så fald bliver det et sted, hvor jeg i hvert fald ikke skal være. Eller vi kan se det som en livsform, både for forskere og undervisere og for de studerende,« siger hun og trækker et spor tilbage til sin egen opvækst på en gård i Blegind ved Hørning med 20 køer og 19 tønder land ned mod Solbjerg Sø.

»Mine forældre var dybt optagede af det, de lavede, men de delte ikke deres liv op i arbejde og i fritid. Deres liv var et hele, som de befandt sig i,« fortæller Dorthe Jørgensen.

Bogen »Nærvær og eftertanke« har hun tilegnet sin mor, der arbejdede som lærer i 39 år - de fleste af dem på Bakkeskolen i Hørning, hvor Ruth Jørgensen varetog specialundervisningen. En viljestærk kvinde, der kom fra små kår, men fik en uddannelse. Og som fastholdt vigtigheden af sin lærergerning - også i forhold til den hjemlige økonomi - selv om hendes elskede af hele sit hjerte ønskede, at hun skulle vende hjem og blive landmandskone på fuld tid.

»Mine forældres liv var en helhed, og jeg tænker på det som en ubetinget positiv livsform. Min far var altid hjemme. Selvfølgelig arbejdede han, men mentalt var han altid til stede. Når han var i gang med at malke, befandt jeg mig gerne i kostalden. Jeg gik frem og tilbage i midtergangen og talte med min far, der havde god tid til at svare mig, mens han arbejdede. Det minde har aldrig forladt mig,« siger Dorthe Jørgensen.

»Vi børn blev ikke pisket til alt muligt, men vi indgik naturligt i livsformen på gården, hvor der altid var nok at lave, så jeg ved godt, hvordan man hakker roer, kører hø ind og vasker gulv,« fortsætter Dorthe Jørgensen.

Hendes far var landmand på den gammeldags måde. Han var i sin tilværelse og kendte ikke til arbejdsrelateret stress, fortæller hun. Til gengæld kom han til at kende til konjunkturbetinget stress:

»Min far var ikke interesseret i jordopkøb og et stort landbrug. Så historien var imod ham, og han døde som kun 49-årig, hårdt mærket af den ødelæggelse af dansk landbrug, der begyndte i hans tid. Det sidder dybt i mig.«

Mønsterbryderen

I dag har Dorthe Jørgensen kontor på filosofgangen på sjette etage i Nobelparken. Der er digre værker på hylderne og fri udsigt til himlen. Som sin mor blev hun en mønsterbryder.

»I mit hjem kendte vi intet til den akademiske verden. Man læste romaner, og i virkeligheden var min far en stor æstetiker, der tegnede og plukkede blomster til min mor, men ordet æstetiker kendte vi bestemt ikke. Den akademiske verden var heller ikke til stede i gymnasiet. Først i 3.g begyndte jeg at tænke på, om en universitetsuddannelse kunne være noget for mig,« mindes Dorthe Jørgensen.

Med sin spinkle statur havde hun som lille pige været en brunøjet vims, der nærmest kunne svæve gennem stuen som en fe. Allerede inden hun lærte at læse, elskede hun fordybelsen i at putte sig i et hjørne bag en bog. Helst en med lidt patina, så valget faldt f.eks. på hendes fars fagbøger om landbrug og husdyrsstatistikker.

»Jeg blev meget glad for at gå i skole, og jeg elskede at skrive stil. Jeg lå på maven i min seng lørdag formiddag og skrev. Det var det bedste, jeg vidste, og jeg tænkte længe, at jeg nok skulle være forfatter. I skolen forsøgte jeg at slå op, hvordan jeg kunne blive forfatter, men den stilling fandtes ikke. Det nærmeste, jeg kom det, var oversætter, så jeg forestillede mig selv sidde i et lysthus og oversætte romaner,« erindrer Dorthe Jørgensen.

Det fuldstændige

Forældrenes nærvær og livsform plantede en forventning og en ambition om det fuldstændige i Dorthe Jørgensen. At kunne være fuldstændigt til stede i noget.

»Jeg kalder det kunstnerens skisma. Det tænkte jeg meget over som ung. Enten skulle jeg gøre det, jeg gør nu, og være fuldstændigt til stede i det. Eller også skulle jeg få børn og være fuldstændigt til stede for dem. Man kan ikke være fuldstændigt til stede to steder på én gang,« fastslår Dorthe Jørgensen, selv om mange moderne familier dagligt gør forsøget.

Og det gik sådan, at der ikke kom egne børn ind i hendes liv, endda uden hun selv helt valgte, at det skulle være sådan.

»Men jeg er også en stærk modstander af, at vi alle skal leve livet på præcis samme måde,« tilføjer hun.

Som student forkastede hun en flygtig tanke om at blive lærer og begyndte i stedet at studere litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Det lød friest, syntes hun, men valgte senere at skifte til idéhistorie.

»Nej, jeg følte ikke, det var svært at afkode og gebærde mig i det akademiske miljø. Jeg oplevede, at det faglige konstituerede mig i den verden, og jeg er meget taknemmelig for, at min baggrund netop gav mig mulighed for at blive mønsterbryder. Der er stor forskel på, om man som jeg kommer fra et hjem, hvor mine forældre ligefrem en overgang måtte droppe deres ene øl til mellemmadderne lørdag aften for at spare, eller om man kommer fra eksempelvis et lægehjem. Hvad har de børn at søge efter at opnå? Hvordan skal de bryde ud og nå længere end deres forældre?« siger Dorthe Jørgensen.

En kvinde af mange ord og endnu flere tanker. Med velformulerede holdninger om retten til at være indadvendt i en verden, hvor det udadvendte temperament tilgodeses allerede i folkeskolen, og om sit ubetingede ønske om et selvstændigt virke med forskning og undervisning som en livsform - også på sine studerendes vegne.

Sansninger fra Rom og Damaskus

Men også med et umiddelbart kunstnerisk talent, som hun bl.a. har fået mulighed for at udforske under studieophold på de danske institutter i Rom i 2005 og i Damaskus i 2010, da det stadig kunne lade sig gøre.

Indtrykkene fra Damaskus blev i et samarbejde med billedkunstneren Bettina Winkelmann til udstillingen og bogen »Verdenspoesi« på Kvindemuseet i 2011, mens tekstsamlingen »La bella vita« fra hendes fem måneder i Rom i øjeblikket indgår i en udstilling på Sophienholm i Kgs. Lyngby.

I begge tilfælde korte, tætskårede sansninger, så man uvilkårligt hører muezzinernes kalden i Levanten eller føler sig hensat til en regnvejrsaften i Rom.

»Jeg tænker på alt det, jeg har lavet, som én lang, progressiv udvikling. Det betyder noget for mig, at andre mennesker kan tage det til sig. At det kalder overvejelser frem og vækker tænkning - ikke kun hos mig selv, men også hos andre, og jeg bliver altid dybt taknemmelig, når der er interesse for det, jeg laver. Både fra studerende og fra anden side,« siger Dorthe Jørgensen.