Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Historien om AGFs klubhus: De piller de tre bogstaver ned og så vælter de den gule mur

Et foto fra midtfirserne. Nogle drenge træner på Fredensvang. Drengen i midten - ham med bolden, selvfølgelig - hedder Stig Tøfting. Arkivfoto

Historien om AGFs klubhus: De piller de tre bogstaver ned og så vælter de den gule mur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lørdag morgen rives AGFs gamle klubhus ned. Det er jo egentlig bare nogle mursten, som skal bygges op på en ny - og bedre - måde, men det er også en stor del af AGF's lange historie, som man fjerner.

Det har stået der i 75 år det gulstenede klubhus på Fredensvang. Snart er det ikke mere.

Vil man se voksne mænd græde, skal man slå et smut forbi Terp Skovvej lørdag formiddag, for her bliver der nemlig banket hul på muren, de tre store bogstaver A og G og F bliver pillet ned, ja, man river det hele ned. Væk skal det.

Huset, indviet i 1942, med de små, snævre omklædningsrum, cafeteriet, det konstant løbende fællestoilet og alle minderne og stunderne og historierne bliver jævnet med jorden. Alt det indvendige er såmænd allerede forsvundet, det har håndværkerne knoklet med henover vinteren, men ydermurene mangler, står og svajer i vinden, men må nu lade livet endegyldigt. Stolte mursten bliver til murbrokker.

Der bliver dermed også banket hul på et AGF-hjerte eller to hos dem, der i flere generationer har haft deres (næsten) daglige gang i den ikoniske bygning.

Den store mosaik af AGF-logoet - udført af den tidligere AGF-løber og terazzo-mester Ole de Paoli og dennes far i forbindelse med klubbens 100-års jubilæum - der har været indmuret i klubhusets så ofte fotograferede facade, har man dog på forhånd reddet, og den ligger i dag i en kasse i Ceres Park, klar til også at pryde den kommende facade på det nye, der i øvrigt også kommer til at bestå af gule sten: Et topmoderne klubhus, der efter sigende bliver et af Skandinaviens bedste og mest tidssvarende.

Nødvendigt, hvis man vil følge med tiden, men derfor er det alligevel noget, der gør ondt langt ind i AGF-sjælen.

AGF-legende hyldes: John Stampe får sin egen plads
Klubhuset på Fredensvang
  • AGF begynder nedrivningen af klubhuset på Fredensvang lørdag morgen klokken 10.00, hvor man symbolsk vil fjerne de tre store, hvide bogstaver AGF på muren.
  • Tidligere og nuværende spillere i AGF er inviteret til at overvære dette lille stykke historie. Klubben byder på kaffe og rundstykker.
  • Klubhuset blev taget i brug 15. juni 1942, og er altså dermed knap 75 år gammelt.
  • Opførelsen af det nye klubhus vil begynde om en måneds tid.

Cyklede i traktorspor

Det var i 1935, at Aarhus Gymnastikforening købte de 14 tønder land - "ude på landet" - i Viby sogn, for man ville væk fra det kommunalt ejede anlæg på Dalgas Avenue, som man siden 1902 havde delt med andre århusianske klubber som AIA, AFC og Aarhus 1900.

Nu skulle AGF være AGF, herre i eget hus, men det var bestemt ikke en beslutning, et køb, der behagede alle i fodboldafdelingen.

For nej, Viby lå godt nok alt for langt væk fra Aarhus midtby, nej, det kunne slet ikke gå, lød det fra ikke så få medlemmer.

En tredjedel meldte sig faktisk ud.

For dem, der blev hængende, stod den nu på cykeltur ud ad Jyllands Allé. Når man - tilbage i 1942 - nåede til Havreballe Skovvej, der i dag fører ind til parkeringspladserne til Århus Stadion, så stoppede gadebelysningen. Og endnu værre. Asfalteringen.

Herfra måtte man følge et traktorspor imellem markerne. Alle, der har taget turen op ad bakken på cykel i dag ved, at det er hårdt nok på asfalt. Og det var decideret umuligt i et hullet traktorspor.

Fredensvang Runddel var dengang ikke en runddel, men man var så småt begyndt at lægge an til det stjerneformede vejnet, der binder området sammen i dag. Og de første huse var ved at blive bygget.

Og så havde man altså anlagt et par fodboldbaner og et klubhus deroppe på toppen af bakken ved vandtårnet. Helt ude på Lars Tyndskids mark.

Banerne tog man i brug i 1941 og året efter indviede man så et helt nybygget klubhus: 15. juni 1942.

Dengang hed området endnu ikke Fredensvang, men det kom det altså til - inspireret af gården Fredensgård, der lå på den anden side af Chr. d. X's Vej.

Tjente 200.000 kr. i København

Det nye fodboldanlæg var blevet anlagt på et gammelt gartneri. Jorden var derfor muligvis blød og god til planter og træer, men også knoldet og fuld af sten.

Så ungdomsspillerne i klubben havde en opgave hver lørdag klokken 10.00 i krigsårene.

De mødte op og stillede sig på række ved den ene baglinje. Og så gik de ellers derudad og samlede sten op indtil klokken 12.00 og kirkeklokkerne ringede. Herfra stod den på sodavand og wienerbrød som belønning. Og så ses vi ellers igen næste lørdag.

I starten ejede man bane ét og to, som de stadig hedder. Men man købte så småt flere og flere baner op.

AGF var efter hovedstadens KB den første klub, der var herre i eget hus. Og det skulle vise sig at være en god idé.

For når man havde været til kamp ovre på Sjælland, så havde man en kuffert med penge med hjem. Der kunne være flere hundredetusinde kroner deri, fortæller Steffen Olesen, der er formand i amatørafdelingen i AGF.

- Og dengang skulle man jo ikke betale løn til spillerne, de var amatører, så klubkassen var fyldt. Sådan en kamp mod KB, B1903 eller AB kunne blive overværet af 40.000-50.000 tilskuere og klubberne delte indtægterne.

Så levede man nok med, at det dengang i 1950erne og 60erne var lidt besværligt at komme til hovedstaden. Det var før motorvej og brobizz, hvis man skulle være i tvivl.

Overskuddet blev brugt til at købe jord. Dengang marker. I dag nærmest uvurderlige stykker land i ét af de mest attraktive områder i Aarhus.

Sand i hele klubhuset

Og de festede inde i klubhuset, gjorde de. Især i gamle dage. Tiden op til indførelsen af Superliga i halvfemserne var den bedste.

Der var et andet sammenhold i klubben dengang. Der var ikke så langt mellem divisionsspilleren og ungdomstræneren. De havde måske nok endda spillet på hold sammen - i AGF - som små. I dag er der en verden imellem de to, hvis de overhovedet taler samme sprog.

I de gode, gamle dage afholdte de spontane fester, afslutningsfester og tipsfester. Sidstnævnte var en stolt tradition især i firserne. Hver første lørdag i december skulle bødekassen brændes af.

Så divisionsspillere, ungdomstrænere og sponsorer (dem var der kun en 30-40 stykker af dengang) mødtes på Fredensvang klokken 9.00 til lidt morgenmad. Og så stod den ellers på fodbold på den frosne grusbane.

Efterfølgende var der sauna og bajere og så festmiddag og vist nok flere bajere.

Det var dansk hygge, som ikke engang Olsen Banden kunne portrættere den.

Engang til en afslutningsfest havde man Hawaii-tema. En vognmand læssede 100 kubikmeter sand af og fyldte klubhuset med strandstemning og palmer. Klubben betalte, fordi pengene skulle jo bruges til et eller andet.

Og Aarhus' kulturliv kom forbi på skift og optrådte, de fleste før de blev rigtigt kendte. Jacob Haugaard, De Nattergale og en bred vifte af firsernes musikere, der gjorde Aarhus så landskendte.

Skældud af Rou og Stampe

Der blev hygget i det lille hus, som slet ikke syntes så småt dengang.

Og de har allesammen haft deres gang. Alle AGF-ikonerne. John Stampe, Henning Jensen, Aage Rou, Lars Lundkvist, John Amdisen, Håvard Flo, Troels Rasmussen, Henry From, Martin Jørgensen, Geza Toldi, Stig Tøfting og brødrene John og Erik Jensen. Ja, man kunne jo blive ved.

Men selvom de festede, så passede alle på tingene. Der skulle være respekt om klubhuset på Fredensvang.

En tilgang, som den legendariske klub-inspektør Ras Rou - far til Aage Rou - fik indført i de 20 år, fra 1946-66, hvor han styrede løjerne, passede og kridtede banerne, vaskede tøj og støvler - og pumpede bolde, som han malede hvide om vinteren, så spillerne sådan nogenlunde kunne få øje på dem i det sparsomme lys fra den ene prokjektør på klubhuset.

Som det står skrevet i 100-års jubilæumsbogen "Svede for samme sag", så passede Ras Rou banerne på Fredensvang, "som var det hans egen urtehave". Og ve den tumling, der formastede sig til bare at træde ind på bane 1 eller 2, når der ikke blev spillet.

En af de mest klassiske anekdoter om Ras Rou er den om Chelseas besøg i Aarhus i 1964, hvor de to klubber skulle mødes i Århus Idrætspark. Englænderne tog straks efter ankomsten på Fredensvang og hoppede over snoren ind til bane 1.

Det fik AGFs inspektør til at fare i flint, han kom farende ud af klubhuset og lod på en blanding af århusiansk og skole-engelsk de store stjerner - med manager Tommy Docherty i spidsen - forstå, at de godt kunne pille ud af banen.

Om det var Chelsea eller en retningsforvirret 12-årig knægt fra Galten, fik man altid samme besked: "Så er det ud".

Og det er en stemning, der altid har præget klubhuset og banerne fra Fredensvang.

- Jeg tror aldrig, at der er blevet lavet så meget som én streg graffiti på bagsiden af en toiletdør i klubhuset. Tag ud på et hvilket som helst kommunalt anlæg i byen, og se hvordan det ser ud. Men i AGF passede man på dét, der var klubbens. Var der nogen, der forsøgte at gå indenfor med støvler på, så blev man stoppet af en flok 14-årige og påskrevet reglerne, siger Steffen Olesen.

Og han tilføjer.

- Hvis altså ikke John Stampe havde set overtrædelsen inden.

Man foretrak vist nok at få reprimanden af ungerne...

Sørgeligt, men nødvendigt

Med alle disse minder kan det være svært at skulle sige farvel. Og det er også derfor, at en tårer nok vil trille lørdag, selvom der i bund og grund blot er tale om sten, der bliver væltet for at rejse nogle nye.

AGF-målmand Steffen Rasmussen har - med et enkelt års undtagelse - været i klubben, siden han var juniorspiller, og har i 14 år været en tro væbner i førsteholdstruppen med 409 kampe i buret til følge.

- Jeg har godt nok tilbragt mange timer her, og jeg tror ikke, at jeg skal begynde at tælle dem sammen. Det vil tage alt for lang tid. Min bil kan jo efterhånden også selv finde herud, så ja, det er mange gange, jeg er gået ind ad den dør. Det kommer jeg så til igen. Det bliver bare en anden dør, kommer det fra Steffen Rasmussen, der trods det at have haft klubhuset, som sit "andet hjem" ikke føler noget decideret vemod ved at skulle sige farvel.

- Der er selvfølgelig mange historier og mange gode timer forbundet med huset, så det er da specielt, at det nu skal væk, men jeg har det også sådan, at hver ting til sin tid. Det har stået her i 75 år og har udtjent sin værnepligt. Nu trænger klubben også til noget nyt og bedre. Det er jo bygget om og bygget til, jeg ved ikke, hvor mange gange. Så det går bare ikke mere. Det er ikke tidssvarende. Men det ændrer jo ikke ved, at det har en historie, der er speciel og lang, smiler han.

- Det er en epoke, der slutter, men det gør kun, at en ny kan begynde.

Hvad der syntes luksuriøst engang er gammeldags i dag. Omklædningsrummene er designet til 11-12 spillere, i dag har en trup med respekt for sig selv det dobbelte antal. Og så er vi slet ikke nået til det hav af trænere, fysioterapeuter, læger og holdledere, som den moderne fodbold fylder sådan et hus med.

Og der er ikke plads til meget mere, end at de kan komme på toilet én af gangen.

Det nye klubhus bliver dobbelt så stort som dét, man river ned lørdag. Og det er på grund af alskens moderne teknologier og energikrav kun halvt så dyrt i drift. Det er planen, at det skal stå færdigt 1. april 2018.

Så beslutningen om at sige farvel til det gule klubhus på Fredensvang er naturlig. Om end den ikke blev truffet på en eftermiddag.

- Det er nostalgisk, specielt for sådan en som mig, der er kommet der hele mit liv. Umiddelbart vil jeg jo sige, at nej, det skal ikke rives ned. Men selv for en inkarneret som mig, så vinder det rationelle over det nostalgiske, når jeg ser det samlede billede. Det er sørgeligt, men der synes ikke at være et alternativ, siger Steffen Olesen.

Klubhuset på Fredensvang er snart ikke mere. Der kommer et nyt, men det bliver jo nok aldrig det samme, som det var engang.

Men mon ikke, at AGF-sjælen flytter med?

Murstene får i hvert fald samme farve, mosaikken får plads på den nye facade ud mod parkeringspladsen og det samme gør de tre hvide bogstaver: A, G og F.

AGF: SENESTE VIDEO
Afspil video
Highlights: Lyngby besejrer David Nielsen og ti-mands AGF på udebane
Tidligere Lyngby-træner David Nielsen fik sig ikke det bedste møde med sin tidligere klub. Med AGF tabte han nemlig 0-2 på hjemmebane, hvor Dino Mikanovic fik rødt kort for at skubbe til et sæt havestole.
Afspil video
Kom med David Nielsen på arbejde i AGF!
Vi var med på sidelinjen, da David Nielsen havde sin første arbejdsdag som træner for AGF.
Afspil video
Top 3 mål fra Superligaen: Lækkert langskud og suveræn solotur!
Vi har samlet og udvalgt de tre bedste mål fra Superligaens 11. spillerunde.
Afspil video
Povlsen om trænerrokaden i AGF: Det spillemæssige indhold har været for dårligt!
Flemming Povlsen og Lars Jacobsen analyserer fyringen af Glen Riddersholm i AGF og ansættelsen af David Nielsen.
Afspil video
Seneste nyt om trænerfyringen i ?galehuset? AGF!
I studiet gik vi tæt på trænerfyringen i AGF.
SUPERLIGA: SENESTE VIDEO
Afspil video
Landstræner eller Real Madrid? Vi kom helt tæt på Bo Henriksen og hans store drømme!
Vi kom helt tæt på AC Horsens træner Bo Henriksen til en snak om fremtid, spillestil og meget mere.
Afspil video
Lars Jacobsen analyserer Mukhtars styrker og svagheder!
Lars Jacobsen analyserer Brøndbys Hany Mukhtar og de styrker og svagheder, midtbanekreatøren besidder.
Afspil video
Zorniger om at skulle være far: Forhåbentlig får barnet min selvtillid!
Alexander Zorniger skal være far. Det har han snakket med Flemming Povlsen om.
Afspil video
Mål, mål og atter mål! Se alle rundens Superliga-kasser!
Vi har samlet alle målene fra 12. runde af Superligaen.
Afspil video
Top 3: Se supermålene fra Superliga-runden!
Vi har kåret de tre bedste mål fra 12. runde af Superligaen.