Annonce
Debat

Åbent brev til folketingskandidaterne: Engagér de unge for jeres egen skyld – og for demokratiets

Kære folketingskandidater. Der er nu ganske kort tid til næste folketingsvalg, og I har alle sammen travlt med at overbevise os vælgere om, hvorfor det lige præcis er jer, vi skal stemme på.

Selvfølgelig er det vigtigt, at I får slået fast, hvad I mener om skattepolitik, indvandringsproblematikker og sundhedsreform. Spørgsmålet er dog, om de fleste danskere på nuværende tidspunkt ikke allerede har en ganske udmærket fornemmelse af, hvad I hver især har af holdninger til disse emner – hvormed I nok ikke kommer til at rykke så mange stemmer, som I kunne håbe på. Dér, hvor der imidlertid er mange potentielle stemmer for jer at hente, er blandt de unge. De er markant mindre interesserede i politik end resten af befolkningen, hvilket blandt andet kom til udtryk sidste gang, der var folketingsvalg: Bortset fra borgere over 90 år var de 19-21-årige den aldersgruppe, hvor valgdeltagelsen var lavest, og deltagelsen var kun en smule højere blandt de 22-29-årige.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor Danmarks unge ikke er ligeså ivrige som deres forældre og bedsteforældre, når det drejer sig om at aflægge stemmeurnerne et besøg. Den bedre verden, som I politikere har det med at skildre for vælgerne, tager nemlig i langt højere grad udgangspunkt i de ældre generationer og deres ønsker. Men hvis I snarere skildrede en verden, der kunne inspirere håb, drømme og visioner blandt de yngre generationer, ville I uden tvivl også kunne erobre en markant større andel af deres stemmer. Et godt udgangspunkt at tage ville være FN’s 17 Verdensmål. De yngre generationer forstår generelt bedre end de ældre, at de globale dagsordener i sidste ende altid vil trumfe de nationale, og hvis I savner inspiration til, hvordan I kunne skildre en bedre verden, har FN med Verdensmålene allerede gjort en betydelig del af arbejdet.

Et andet oplagt sted for jer at starte er uddannelsesområdet. Frem for den evige snak om besparelser, så tegn en ambitiøs og vidtrækkende vision for, hvordan et styrket uddannelsessystem på én og samme gang kan øge såvel den videnskabelige som den menneskelige begavelse. Hvordan vi ikke blot kan blive rigere gennem effektivisering, men også hvordan vi kan blive mere kreative og kampdygtige i den globale konkurrence gennem et helt nyt ideal for, hvad Danmarks unge skal have ud af at tage en videregående uddannelse.

Endelig kunne I også kaste jer over kulturen. Den letteste måde at spille med åbne kort på som politiker er netop ved at afsløre sit kultursyn. Trods ganske forskellige tilgange til, hvordan vi skal nå disse mål, er I alle sammen enige om, at danskerne skal være sunde, kloge og trygge borgere. Men når I diskuterer kulturen, afslører jeres dybereliggende menneskesyn sig med markant større tydelighed. Det er i kulturdebatten, at vi fornemmer om I er ytringsfrihedsforkæmpere eller fortalere for censur. Om I synes kulturen skal bruges til at øge vores nationale stolthed eller åbne os op over for resten af verden. Om kultur er noget, man kan hygge sig med i sin fritid, eller om det snarere udgør selve fundamentet for vores demokrati. I fanger næppe mange unge vælgere gennem endnu en debat om, hvordan sundhedsreformen kan raffineres yderligere. Men tag fat i hvilken som helst af førnævnte kulturpolitiske problematikker, og I vil potentielt kunne vække mangt en ung dansker fra sin apolitiske dvale.

I disse opbrudstider – med Brexit og Trump som de til stadighed altoverskyggende eksempler – er der om noget brug for, at vi som samfund forstærker vores forkærlighed for den demokratiske proces. Her bærer I, i kraft af jeres forbilledlige ønske om at repræsentere alle os andre, et særligt ansvar. Så selv om motivationen for at appellere til unge vælgere i første omgang naturligvis vil være, at det kommer jer selv til gode hver især, bør dette ikke være den ultimative motivation. Det bør snarere være, at I ved at engagere en større andel af de stemmeberettige borgere gør selve det repræsentative demokrati den bedst tænkelige tjeneste. Derfor: Engagér de unge. Lyt til dem. Tal til dem. Fortæl dem om den vision, I har for det samfund, de befinder sig i her og nu – og som de inden for en overskuelig fremtid skal overtage fra de ældre generationer. De ældre generationer, som i øvrigt nok skal finde vej til stemmeurnerne uanset hvad.

Kærlig hilsen, Christian Have

Annonce
Christian Have
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce