Annonce
Debat

Åbent brev til Kvindemuseets stiftere: Kære forkæmpere, jeg er megaskuffet over jer

"Hvorfor er det mandlige direktører og politikere, der skal fremhæve Kvindemuseets og dets yngre, kvindelige direktørs strategi som fornuftig og relevant for fremtidige generationer, og ikke jer, der selv engang satte feministiske fodaftryk og formede Kvindemuseet netop for at skabe rum til modige, fremsynede kvinder", skriver Mette Bjerrum Jensen. Arkivfoto: Jens Thaysen
Annonce

DEBAT: Kære forkæmpere for og initiativtagere til Kvindemuseet i Aarhus. Jeg har lyttet til jer, og I har været mine forbilleder. I har tilhørt den generation af kvinder, som har banet vejen for mig. I har gjort samfundet opmærksom på uoverstigelige uligheder mellem kønnene, der i næsten alle tilfælde var i mændenes favør. I har ændret dagsorden og sørget for, at min vej til direktørposten i en kulturinstitution var væsentlig mindre besværlig end i jeres generation.

Nu er jeg holdt op med at lytte. Hvordan kan I være forbilleder, hvis I fastholder, at ordet kvinde vil forsvinde ud af vores sprog, hvis det ikke længere optræder i navnet Kvindemuseet. Hvordan kan I mene, at Tessa, mine lesbiske venner og min kvindesagskæmpende mor vil holde op med at være kvinder blot, fordi vi også ser os selv som et køn? Er det ordet Køn, I ikke bryder jer om, fordi I plejer at bruge det om jeres yoni? Ja, selv kønsdele får nyt navn med nye generationer, og det er lige så naturligt som, når det sker for museer.

Jeg er – for at sige det på århusiansk – megaskuffet over, at I ikke siger fra overfor den kvindenedgørende retorik, der har præget debatten, møntet på den kvindelige direktør for et kvindemuseum, som I har keret jer om netop for at komme den slags til livs.

Hvorfor er det mandlige direktører og politikere, der skal fremhæve Kvindemuseets og dets yngre, kvindelige direktørs strategi som fornuftig og relevant for fremtidige generationer, og ikke jer, der selv engang satte feministiske fodaftryk og formede Kvindemuseet netop for at skabe rum til modige, fremsynede kvinder?

I debattråde på Facebook er jeg blevet belært, at Kvindemuseet stadig er relevant, fordi det skal vise, at kvinder har naturlig ret til deres børn i modsætning til mænd. "Det er noget biologisk", som min kvindelige moddebattør skrev. Det er noget fis, kan jeg kun svare.


Jeg tolker jeres debativer som et forsøg på at trække ledelsesbeslutninger ud i det offentlige rum. Det er uskønt. Det er fyldt med usaglige argumenter. Det har slukket forbilledlige lys for mig.


Gennem menneskets historie er børn opfostret og opdraget af begge køn. I, der argumenterer for et kønssyn, der hører til før 1980'erne, har vist netop brug for et museum, der har et nuanceret blik på kønsproblematikker og ligestilling – for kvinder og mænd. I 1980'erne havde vi brug for et kvindemuseum for at se verden fra et kvindeperspektiv og skabe mere ligeværd. I 2020'erne er det vist næsten omvendt?

I avisdebatten forholder I jer til mandekønnet, som mænd i generationer har forholdt sig til kvinder, og som vi nu har kæmpet i hundrede år for at stoppe. I fortæller mandlige direktører, at deres argumenter ikke vægter i debatten på grund af deres køn. I overser de tiltag, som museer bredt dagligt arbejder med for at nuancere kønsbilledet.

I beskylder den mandlige direktør på Moesgaard Museum for at have en overvægt af mænds historier i udstillingerne, men overser, at fortidens scenarier bevidst er skabt, så I møder kvinder og mænd, unge og gamle. I fremhæver, at bestyrelsen i Den Gamle By er mænd, men glemmer, at den historie, der vises, er nuanceret. I ærgrer jer over, at Aros køber værker af mænd, men fortæller ikke, at de seneste års udstillinger har præsenteret kvindelige kunstnere.

I bruger ordet identitet, som om det var et skældsord. Men identitetsdilemmaer fylder alverden hos mennesker i dag. Nutidens gymnasieelever skal definere sig selv ud fra ekstremt mange flere parametre, end da skomagerens søn blev ved sin læst, og den nykonfirmerede pige blev sendt hjemmefra for lære at drive hus ved at passe andres børn.

I skriver, at I altid har defineret jer som kvinder, og det er fint. Men mon jeres børnebørn vil skifte identitet og måske også køn, om ikke andet mentalt, flere gange i deres liv?

Jeg har tænkt over, om I bliver så vrede over, at Kvindemuseet forandrer sit formål og navn, fordi det betyder en accept af den nye virkelighed – og måske også tab af magt? Da I oprettede Kvindemuseet, var I modige og baserede det på en ny styreform, som kun er forsøgt i få andre kulturinstitutioner, f.eks da DR2 i en periode havde delt ledelse mellem to kvinder.

Hos jer ville I tage beslutninger i fællesskab. Jeg tror ikke, alle ved det, men I besluttede jer for ikke at have én leder, men at deles om magten. Det var et anerkendelsesværdigt forsøg på en ny kulturledelse, og jeg er selv inspireret af den, om end jeg finder det meget svært i praksis ikke at have - eller være - en klart defineret leder.

Det gjorde Kvindemuseet også, og det har længe ligget i kortene, at når en ny generation skulle til, blev det med én direktør for bordenden.

Er det i virkeligheden det nye ledelsessystem, som I har svært ved at acceptere? Direktøren og hendes bestyrelse træffer beslutninger nu. Det er faktisk ikke til demokratisk afstemning, hvilken strategi museet skal formes efter, eller hvilket navn det skal brandes under.

Jeg tolker jeres debativer som et forsøg på at trække ledelsesbeslutninger ud i det offentlige rum. Det er uskønt. Det er fyldt med usaglige argumenter. Det har slukket forbilledlige lys for mig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce