Annonce
Sport

Åge Hareide: Ingen er udelukket på livstid

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Tidligere uenigheder med spillere må ikke være en hindring for at udtage dem til landsholdet, siger Hareide.

Det er vigtigt at sende et signal til fodboldspillere om, at døren til det danske landshold ikke er lukket, fordi man er blevet valgt fra flere gange.

Det siger landstræner Åge Hareide, efter at Daniel Wass og Riza Durmisi onsdag blev udtaget til landsholdets EM-kvalifikationskampe mod Irland og Georgien, efter at begge havde været ude i landsholdskulden i lang tid.

- Det er vigtigt at vise for vores omgivelser, at uenigheder eller noget, der kommer ud som en konflikt, ikke er vedvarende. De bedste fodboldspillere skal repræsentere Danmark til enhver tid, og på landsholdet skal vi kunne håndtere alle typer mennesker.

- Hvis der er spillere, jeg ikke udtager, er det, fordi de er for dårlige, eller fordi vi er uenige om ting. Men det betyder ikke, at man er udelukket på livstid. Jeg vil have de bedste med, siger Åge Hareide.

Nordmanden understreger også, at de øvrige landsholdsspillere har præsteret så godt, at der ikke har været stor grund til at skifte for meget ud i truppen.

- De spillere, der er kommet ind i stedet, har gjort det godt. Landsholdet har gjort det ganske godt i de sidste par år, og derfor holder man også fast i sin trup, siger han.

Landstræneren har flittigt prædiket om den gode harmoni, der er på holdet. I pressen er det tidligere blevet udlagt som, at Wass og Durmisi ikke har bidraget til den gode stemning, og at det har været en medvirkende årsag til fravalget af dem.

Landstræneren viger uden om den præmis, men forsikrer, at han ikke har betænkeligheder i forhold til holdånden ved at udtage de to spillere.

- Jeg er ikke bange for holdets harmoni. Jeg er mere bange for pressen. Jeg er ikke bange for uenigheder med spillere, for de må gerne være uenige med mig. Men når en uenighed bliver opfanget af pressen, bliver den viderebragt uden eksakt at vide, hvad der er sket mellem spillere og trænere.

- Journalister skal beskrive de faktiske forhold, og det kan være svært, når man ikke ved alt om alle forhold, og så må I spekulere. Så kan det udlægges, som om der er en konflikt mellem træner og spiller.

- Det har der ikke været, der har været en uenighed. Det vil der altid være i en trup, og jeg er ikke bange for at bringe spillere, der er uenige med mig. Jeg vil vise, at man har en plads på vores hold, hvis man spiller god fodbold, siger Åge Hareide.

I efteråret udtog han Pierre-Emile Højbjerg efter to års fravær, og han er ifølge nordmanden et eksempel på, at en pause fra landsholdet kan føre noget positivt med sig.

- Pierre-Emile Højbjerg er kommet tilbage på landsholdet og er meget bedre. Det tror jeg også, Daniel Wass vil være. Han vil vise endnu mere lyst til at være på landsholdet, siger Åge Hareide.

Valencia-spilleren Daniel Wass spillede sin seneste landskamp i november 2016. Lazios Riza Durmisi spillede sin seneste landskamp i marts sidste år.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Hvorfor er fødevarer blevet et brand?

"Goddag, hr. fiskemand. I dag kunne jeg godt tænke mig en Gucci-rødspætte og en torsk fra Louis Vuitton." Ja, man kan næsten tro, at jeg har tabt sutten. Men ærligt talt, hvorfor taler vi om madvarer, som var de et brandet tøjmærke? Jeg har undret mig i et stykke tid over en stigende tendens inden for madverdenen. Hvorfor snakker vi så meget om mærker, i stedet for at snakke om kvaliteten af de råvarer, vi spiser? Er forbrugeren blevet hjernevasket til at købe fødevarer med hovedet under armen, uden at have nogen rationel tilgang til at vurdere, hvad det egentligt er, man putter i munden? Jeg er 5.-generations-fiskehandler i en forretning på Aarhus Havn. Jeg plejer at sige, at jeg har fået fisk ind med modermælken, da jeg var lille, for det har været i mit liv, så langt tilbage jeg kan huske. Og som fagmand er jeg rigtig stolt af det arbejde, jeg lægger for dagen. Men hvor kan det nogle gange være svært at overbevise den danske befolkning om at spise det, man synes, er det ”rigtige”. Og jeg må indrømme, at jeg nogle gange ryster på hovedet over den tilgang, folk har til deres indkøb. For at inddrage et eksempel har jeg tit og ofte stødt på kunder, der udelukkende ønsker, at fisken skal være økologisk. Men hvad skal jeg så sælge dem? Når jeg forklarer dem, at de fisk, jeg har liggende, er fanget ude på det åbne hav og er friske og lækre, bliver svaret nogle gange – ”jamen, er det økologisk?” Og jeg kan godt forstå, de spørger. For så længe jeg kan huske tilbage, har snakken gået på, at økologiske fødevarer, at det bedste og sundeste alternativ, hvis man skal kigge på både klima og næringsværdi. Men når jeg til mine kunders forbavselse forklarer, at en økologisk fisk kommer fra opdræt og har fået foder og måske medicin, hvilket er tilladt i et mindre omfang, og ikke er friskfanget af en kutter langs Vestkysten, så tror de, jeg er tosset. ”Det kan da ikke være rigtigt,” lyder det ganske ofte. Men jo, det kan det godt. I mit hovedet tænker jeg altid på en ko, der går og græsser, en grøntsag, der bliver hevet op af den rene muld, og en fisk, der bliver fanget på det åbne hav, når mine tanker driver over i mod det røde Ø-mærke. Men sådan er det ikke! Men er det forbrugeren, der skal stå til regnskab for denne tendens? Er det vores dovenskab og dårlige købevaner, som har gjort, at vi har tilbøjelighed til at vælge så bestemt efter et mærke, i den tro at vi tager det bedste og rigtige valg. Og hvad er det rigtige valg? Når vi tænder for fjernsynet, ser vi timevis af reklamer med grønne græsmarker, nærmest azurblå have og smukke grønne skove. Alt sammen produceret for den danske fødevareindustri. Og alle disse reklamer slutter af med enten ordet klima, bæredygtighed eller økologi. Vi bliver tvangsfodret med dårlig samvittighed hver eneste dag og efterfølgende fortalt, hvad vi skal gøre for at redde os selv og Moder Jord. Spis grønt, undgå kød, køb pap, genbrug … Der er ingen tvivl om, at vi skal gøre noget for at ændre de dårlige vaner, som industrien selv har skabt hos forbrugeren. Men er det ærligt talt i orden, at det er dem, der førhen har skabt de dårlige tendenser, som nu skal fortælle os, at vi gør tingene forkert? Jeg ønsker ikke at sælge opdrættet fisk i større omfang, end hvad vi gør i dag, tværtimod skulle det reduceres gevaldigt, men det er da svært, når forbrugeren bliver prajet i retning af netop dette. Som fagmand sætter jeg en ære i at være ærlig og korrekt over for mine kunder. Og det ved jeg, at der er mange specialbutikker i kongeriget Danmark, der gør. Men vi skal også huske på, hvad vi står for – service og kvalitet. Og det skal man huske at stole på. Vi pakker ikke vores varer væk i vakuumposer og plastbakker, og smækker et rødt ”Ø” eller en blå fisk på mærkatet, for at overbevise vores kunder om, at det er den rigtige vare. I mange år har den blå fisk – MSC-mærket – været en tryghed for forbrugeren, når de handler fisk i et supermarked. Og igen må vi også kaste blikket på tv-skærmen fredag aften, når vi i pauserne under Vild Med Dans får fortalt en smuk historie om den danske kystfisker, der fanger bæredygtigt fisk og passer på miljøet. Og herigennem får at vide, at man altid skal købe MSC-certificeret fisk, og husk for guds skyld at holde øje med den blå fisk på pakkerne. Men hvad skal jeg som fiskehandler gøre ved dette bedrag? Når du kommer ind i min butik, har jeg ikke blå fisk hængende fra vægge og loft, og min fisk har ikke noget klistermærke på fileten. Men størstedelen af de fisk jeg sælger, er fanget fra MSC-certificerede fiskere. Faktisk er over 80 procent af alle fisk, der fanges af danske fiskere fra et certificeret fiskeri. Men må jeg have lov til at skilte med det? Ikke medmindre jeg betaler for det. Så selvom jeg køber den ”rigtige” fisk, så må jeg ikke fortælle forbrugeren det, medmindre jeg følger med de store firmaer og køber mig rettigheden til at skilte med det? Hvad skal det så til for? Er det lavet for at passe på miljøet og klimaet, eller er det lavet som endnu et markedsføringsstunt, der gør det nemmere for storindustrien at sælge fisk og sværere for de små at råbe højt? Som fagmand kigger jeg altid på én ting først – kvaliteten. Og vi skaffer den bedste kvalitet ved at købe fra det bedste, mest bevidste og sikreste fiskeri. Og så går jeg ikke op i, om fisken er kastet ind i butikken med en økologi-, MSC-, FSK-certificering under finnen, som kom den med sit CV i hånden. Og er det ikke rimeligt, at vi er ærlige omkring disse ting? Hvorfor tror mine kunder, at økologi er det eneste rigtige, og at de ikke køber bæredygtigt, fordi jeg ikke har MSC-mærket skudt ned i nakken på mine fisk? Hvem har lært dem disse tendenser? Hvornår har vi glemt at forholde os til kvaliteten i vores råvarer? I dag kan fru Jensen i god tro gå i supermarkedet og købe en luft- eller vakuumpakket fisk, sminket med det økologiske mærke med en holdbarhed på 18 dage, gå hjem og tilberede den, selvom den har været pakket i 12 dage og stadig har seks dages løbetid, og alligevel sidde i god tro og tænke, at det er det bedste, hun kan gøre for sig selv. Jeg synes, det er synd og skam. En fødevare er ikke en mærkevare, og vi skal ikke behandle det som et ”brand”. Nej, vi skal som forbrugere lære at bruge vores sunde fornuft, når vi køber ind, og lære at filtrere alt det andet fra. Så simpelt vil jeg mene, det er. Og hvis man er i tvivl om, hvad man skal gøre, så gå til de fagfolk, du har i nærheden. Ikke nødvendigvis dem med studenterhuen på hovedet, men dem der rent faktisk står og arbejder med råvarerne hver dag. Vi har også noget at skulle have sagt.

Annonce