Annonce
Debat

Åh, de smukke unge mennesker...

Susanne Hoeck, journalist, udviklingschef, Club La Santa

Jeg stod i forreste række, da Thomas Helmig tyvstartede festugen i godt selskab med 12.000 euforiske århusianere.

Det lykkedes mig at zig-zagge mig vej frem til scenekanten ved at vifte lidt med pressekortet, undskyld, hvis jeg trådte nogen over tæerne. Men jeg skal helst helt tæt på, hvor man både kan se, høre, næsten smage og røre.

Derfor var jeg også kronvidne, da koncertens midtpunkt, Helmig Senior, i et glimt blev overraskende berørt. Selvom det var iscenesat, lignede det faktisk en tåre i øjenkrogen, da Helmig Junior flettede ind i en far-søn duo. Den unge Hugo indtog scenen som 100 procent sig selv. Ingen skygge af farmand, ingen købt applaus fra det bølgende folkehav, vi tog imod ham og hyldede ham, som var en ny stjerne født. Og så er det, jeg er sikker på, at jeg så glimtet af noget sårbart i moderstjernens øjne (dybt diskriminerende, der er faktisk ikke noget, der hedder en faderstjerne!).

Jeg oplever præcis det samme i øjeblikket. Hvordan håbet om, at dem, man har investeret alt i, får sine egne pladser på stjernehimlen, hvor de kan sprede deres stråleglans ud i hele universet. De søvnløse nætter, skole-hjem-samtalerne, tanker og bekymringer, kejsersnit, timer med legoklodser, højtlæsning og perleplader, mængder af madpakker for ikke at glemme antallet af overførsler på MobilePay, særligt her i udflytningsfasen! Men ikke mindst ønsket om, at rødderne har givet dem fodfæste og vingerne modet til at flyve.

Det er nemt at lade sig smitte af de smukke unge mennesker, når scenelyset udsender magiske stråler, og folkemassen er en bølge af glæde og begejstring. Straks sværere, når der kun ligger de fladtrådte plasticglas tilbage. For så skal man jo turde mærke, hvad der kommer til at mangle, når de smukke unge mennesker får deres eget liv. Hvad skal det nye rum fyldes ud med? Hvem var det, man var engang?

Jeg kender ikke svaret, men støtter mig altid gerne op af andres vise ord. Særligt når de kommer fra mennesker, jeg beundrer. Som Pippis mor, vidunderlige Astrid Lindgren, der har sagt så uendeligt meget klogt med sine fiktive figurer som talerør. Et af mine yndlingscitater lyder: "Ind i mellem må man gøre ting, man ikke tør - ellers er man bare en lille lort". Det læner jeg mig op af, når alt opleves som én stor tvivl, eller når jeg skal give 'mine' smukke unge mennesker et forsigtig skub, når de overvejer eller skal finde modet til det næste skridt.

Hermed en opfordring til at nyde den sidste aften i Aarhus Festuge ved at gå en tur gennem byen. Lad være med at blive irriteret over skårene fra fadølsglassene eller pizzabakkerne, der ikke har ramt skraldespanden. Sug energien fra de smukke unge mennesker og deres umiddelbare glæde og begejstring. Måske tager de for let på det hele, men hvorfor belaste dem med alt det, som livet også er, når de nu stadig er der, hvor de er lalleglad lykkelige, bare musikken spiller?

Med ønsket om en smuk weekend. (...gid de længe leve må...)

Annonce

Det er nemt at lade sig smitte af de smukke unge mennesker, når scenelyset udsender magiske stråler, og folkemassen er en bølge af glæde og begejstring. Straks sværere, når der kun ligger de fladtrådte plasticglas tilbage. For så skal man jo turde mærke, hvad der kommer til at mangle, når de smukke unge mennesker får deres eget liv. Hvad skal det nye rum fyldes ud med? Hvem var det, man var engang?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hellere nedrivning end alibi-bevaring: Randersvej-eksemplet er komisk

Se nu den stakkels ensomme røde murermestervilla på Kalmargade ved Randersvej. Alene tilbage på en kæmpe byggegrund står den bevaringsværdige villa fra 1933 og vidner om et spøjst forløb fyldt med kompromiser. Hærget, brændt, grafittiovermalet. Fire andre bevaringsværdige bygninger på samme byggegrund måtte lade livet, så omdannelsen af området kunne gå i gang og 171 nye lejligheder og 15 rækkehuse snart kan begynde at vokse op af jorden. Men DEN villa skulle blive, så man ikke fra kommunen gav en bygherre grønt lys til uden videre at fjerne fem boliger, som var udpeget som bevaringsværdige. Men var det nu også den rigtige beslutning? Ingen er i hvert fald særligt tilfredse med resultatet, der er spøjst og en smule fjollet, som formand for foreningen Bykultur Aarhus også tidligere har kaldt det. Den omtalte villa er nemlig bevaringsværdig i kraft af den kontekst, den var opført i. Men når hele konteksten forsvinder, og den i stedet bliver omringet af højt nybyggeri, så er bevaringen decideret komisk. Og nu skal den endda død og pine opføres igen, selvom en brand har spist hele 1. sal, loft og tag og den kommer til at fremstå ny og langt fra original.

Annonce