Annonce
Kultur

Årets koncerter i 2019: Smashing Pumpkins overgik alle forventninger

Forsanger og guitarist Billy Corgan var i topform, da The Smashing Pumpkins optrådte på Heartland. Arkivfoto: Michael Bager
Musikredaktør Simon Staun har rekapituleret de største liveoplevelser fra det forgange år. Her er et uddrag af de fem bedst anmeldte koncerter af de cirka 70 koncerter, han anmeldte i 2019.
Annonce
Annonce

1: Smashing Pumpkins, Heartland Festival, 1. juni - seks stjerner

Det amerikanske rockband The Smashing Pumpkins med Billy Corgan i front er hverken afdanket, ufokuseret eller uskarpt på Heartland, som mange havde frygtet. Bandet stiller op med noget nær original besætning med guitaristen James Iha og trommeslageren Jimmy Chamberlain, der har været vitale for skabelsen af gruppens ikoniske, pompøse lyd. De medvirkede på de to skelsættende udgivelser "Siamese Dream" og dobbeltalbummet "Mellon Collie and the Infinite Sadness" fra 1993 og 1995.

Det betyder, at numrene fra de to udgivelser fylder meget på sætlisten, hvor blandt andet "Today", "Soma" fra førstnævnte og "Tonight, Tonight", "Zero", "Bullet With Butterfly Wings" og "1979" fra sidstnævnte understreger, at The Smashing Pumpkins var ét af 1990'ernes ubetinget vigtigste bands. Fordi de stræbte efter at forny rockmusikken. Og havde held med det.

Sangene skifter konstant tempo, tone og udtryk. Fra hårdtslående kyniske heavyudladninger med tre flænsende guitarer i åben kamp til de sårbare ballader, hvor Billy Corgans stemme kun er omgivet af en enkelt guitars delikate spil. Det er helt klart i de absurd hektiske, fortættede øjeblikke, som i orkanens øje i "Zero" eller klimakset i "Bullet With Butterfly Wings", at jeg mærker The Smashing Pumpkins og Billy Corgans urkraft i hvert eneste fiber i min krop. Det er så kompromisløst og altfortærende, at jeg giv Corgan ret, når han synger: "We will never be the same" på rocksymfonien "Tonight, Tonight".

"1979" og "Cherub Rock" opsummerer alt det, The Smashing Pumpkins mestrer, og efter halvanden time i kronisk ekstase er det svært ikke at konkludere, at årets festivalkoncert meget vel kan blive denne. Billy Corgan og band overgår alle forventninger og sender mig hjem fra Heartland med en komplet mørbanket krop samt en ubeskrivelig glæde over at have oplevet The Smashing Pumpkins i absolut storform.

The Smashing Pumpkins havde gigantiske dukker med på scenen, Greenfield Stage, på Heartland. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce

2: Claus Hempler, Tobaksgaarden, Assens, 27. april - seks stjerner

Claus Hempler er én af landets bedste mandlige sangere, og det klæder ham ubetinget at synge på sit modersmål. Det er umuligt at fremhæve alle de fortræffelige passager fra de ni nye sange, som han former lydefrit. Samtlige sange er læsset med sproglige genialiteter.

Det er i mine ører prisværdigt, at flertallet af sangene er fem-syv minutter lange. "Jeg drømmer om en sang", "Vejen frem" og "Lang lang dans" er ikke et sekund for lange, og selv om det kan være en kliché, nærmer man sig en næsten meditativ tilstand midtvejs i sangene. "Gammel travhest takker af" kunne bandet for min skyld godt strække endnu længere live, fordi det swinger med en nærmest hypnotiserende melodi.

Hypnosen hjælpes godt på vej af Hemplers monumentale stemme, der vel aldrig har lydt bedre end lørdag på Tobaksgaarden. Ja, han slægter Cohen på i tonation og diktion, men fraserer bedre end sit canadiske forbillede, som han flere gange kækt refererer til i sine tekster. Allerede i andet vers af albumåbneren "Navnet er Hempler" lyder det: "Jeg synger hallelujah", så man ikke er i tvivl om, hvem den hyldest er møntet på.

Det er ikke kun på "Kuffert fuld af mursten"-sangene, at alt går op i en højere enhed. De fem indledende numre sætter barren for en gennemført toppræstation, som rundes af med "Ride Upon the Storm", "Chainsaw Tongue" og "Chincilla". På sidstnævnte holder Claus Hempler tonen så længe, at de fleste andre sangere ville besvime af iltmangel.

Annonce

3: Jamie Cullum, Jam Days, Odense, 7. august - seks stjerner

Jeg har sjældent, hvis nogensinde, overværet en musiker leve så meget op til festivalens mantra om at danse ubesværet hen over genrerne, som Jamie Cullum gør det. Onsdag aften omdøber han festivalen til Jamie Days ved at padle generøst gennem nærmest alle genrer, som har været præsenteret på festivalen. Jazz, blues, funk og soul smelter ubesværet sammen til en fortættet masse af rytme og musikalsk magi.

Jeg havde håbet - og forventet - at "Get Your Way" var på sætlisten. Mere funky fortolkning af en sang skal man lede længe efter. Lee Dorseys sang "Get Out of My Life Woman" er sublim, men Cullums version er aldeles umulig at stå stille til.

Jamie Cullum er kendt for sine fortolkninger af andre musikeres numre, og hans version af The Killers' "The Man" og Nina Simones "Sinnerman" er fremragende onsdag aften. Det er dog hans egne sange, der endegyldigt overbeviser mig om, at denne koncert fortjener absolut topkarakter. Hvis "Mankind" er god og førnævnte "Drink" bedre, er den hyper-emotionelle "The Age of Anxiety" bedst. Den til en vis grad selvbiografiske sang rammer mig med en kraft som et slag fra en sværvægtsbokser. En melodisk og lyrisk uppercut, som kommer til at kunne mærkes i flere dage.

Nogle gange bliver man skuffet, hvis man har glædet sig længe. Det er ikke tilfældet onsdag aften, hvor Jamie Cullum af ren og skær begejstring springer ned fra scenen og danser euforisk rundt med publikum. Jeg kan ikke mindes at have set en musiker af hans kaliber gøre noget tilsvarende.

Claus Hempler har haft et imponerende år med et sublimt album og bunkevis af udsolgte koncerter. Arkivfoto: Simon Staun
Annonce

4: Neil Young, Tinderbox, 29. juni - fem stjerner

Jeg kan knap finde ord for min begejstring for åbningsnummeret ”Love and only Love”, der ender som en 17 minutter lang åbenbaring. Det er som at blive taget i hånden af en urkraft og instinktivt følge med. Efter syv-otte minutter befinder jeg mig i trance, hvor jeg glemmer alt om tid og sted.

Neil Young taler til mig på sit helt eget sprog med guitaren, som sender på frekvenser, der har direkte adgang til hjerte og mellemgulv. Bandmedlemmerne agerer korsangere på stribe og afbøder helt bevidst de værste vokale skæverter fra Neil Young, der ikke kommer som en overraskelse. Det er nærmest et varemærke. Livet er både grimt, smukt, forfærdeligt og fantastisk. Præcis samme ord kan man bruge om Neil Youngs spil, der til trods for løjerlige greb rammer plet emotionelt. Foruden at underbygge og komplementere vokalen.

Det er altid interessant at falde pladask over sange, man ikke havde forventet at blive overrumplet af. Sådan en sang er ”Alabama” fra hovedværket ”Harvest” anno 1972. Alt går op i en højere enhed med Youngs brutale udladninger, som får sublimt modspil fra Promise of the Real.

Det er en smule forkælet at brokke sig over, hvad man ikke får. I stedet glæder jeg mig over, at både ”Hey Hey My My”, ”Words (Between the Lines of Age)”, “Cowgirl in the Sand” og “Down By the River” giver koncerten på Tinderbox en em af historisk rocklektion. Neil Young siger ikke meget til publikum, men man kan tydeligt se, hvor fornøjet han er, mens han valser rundt på scenen og spiller bold med sine opmærksomme lakajer.

Hovednavnet til årets Jam Days, Jamie Cullum, skuffede ikke. Arkivfoto: Simon Staun
Annonce

5: Anne, Sanne og Lis - Ceres Arena, Aarhus, 17. maj - fem stjerner

Allerede fra åbningsnummeret, Anne Linnet Bands "You're Crazy", konstaterer jeg, at de tre ikoniske, danske sangerinder synger markant bedre end flertallet af deres jævnaldrende mandlige kolleger. I de første sange er det især Sanne Salomonsens soulede stemme, som imponerer mig. Jeg har ikke hørt hende synge bedre i 15 år. Det er sikkert, selvsikkert og sprudler af determination.

Jubelbrølet kan formodentlig høres helt til Brabrand, hvor Lis Sørensen voksede op, da hun indleder "Mine øjne de skal se", som leveres med et vokalt overskud i særklasse. Jeg har skrevet det før, men Lis Sørensens modnede stemme er ganske enkelt formidabel. Det giver ordene i den danske evergreen tyngde, og hendes indlevelse resulterer i, at jeg opdager helt nye nuancer i sangen.

Anne Linnet konstaterer, at det er første gang siden 1982, at de tre står på samme scene i Aarhus. Dengang var det Stakladen, som lagde scene til, og det er grotesk at tænke på, hvor stor betydning de siden har haft for dansk musik. Anne Linnet er uden tvivl den af de tre, som har skrevet flest sange med potentiale til at blive sunget om 100 år. Denne aften kan man ikke gøre andet end at falde på halen over "Venus", der i en revitaliseret og hæsblæsende version sætter sig tværs, mens "Tusind stykker" rammer publikum som en vemodig lægtehammer.

Naturligvis handler den enorme interesse til en vis grad om nostalgi. Men heldigvis rummer det monumentale comeback så megen kvalitet, glæde og determination, at det på intet tidspunkt føles, som om at trekløveret hænger fast i fortiden.

Neil Young var et trækplaster for det modne publikum på Tinderbox og skuffede ikke. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Anne, Sanne og Lis spillede i en udsolgt Ceres Arena i maj. Det var trioens blot anden koncert efter 38 år, hvor de ikke har stået på scenen sammen. Arkivfoto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Positiv eller negativ: Alt for mange borgere forstår ikke forskellen på corona-svar

Aarhus For abonnenter

Afgående letbaneformand er ikke overbevist om, at mere letbane er det rigtige for Aarhus

Annonce