Man skal forføres som ind i helvede

Den seneste forestilling i december var lavet i samarbejde med Carte Blanche »En sand røverhistorie«. Her står Bodil Alling under den store teltdug, der forførte publikum fra hver sin hængekøje. Foto: Axel Schütt
Foto: Axel Schütt

Man skal forføres som ind i helvede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Teatret Gruppe 38 er ikke alene et børneteater, men de spiller også for børn. Sådan vil den karismatiske teaterleder siden 1988 Bodil Alling gerne karakterisere teatret.

Teatret der er internationalt fejret for sine skæve, tankevækkende forestillinger. Bodil Alling om teatrets vandmærke: intimitet, omhu og enkelhed. Og om gru og grå hår.

frise
frise
Foto: Axel Schütt

Inde i en baggård i Mejlgade kan alt ske. Her bliver magi til virkelighed og virkelighed til scenekunst.

Bodil Alling
<p>Født 1957 i Holstebro.</p>

<p>Opvokset i Himmerland og i Esbjerg.</p>

<p>Autodidakt skuespiller, instruktør og teaterleder.</p>

<p>Baggrund med drama på Kerteminde Husflidsskole med metalsløjd som hovedfag.</p>

<p>Dramalederkursus på Herning Højskole.</p>

<p>Dannede børneteatret De Lattergale med base i Fredericia.</p>

<p>Kom i 1981 til Børneteatret Gruppe 38 i Aarhus.</p>

<p>Blev i 1988 kunstnerisk leder og teatret skiftede siden navn til Teatret Gruppe 38.</p>

<p>Modtog i 2013 Ole Haslunds Kunstnerlegat for sin helt særlige tilgang til scenekunst og publikum. </p>

<p>Teatret Gruppe 38 har i årenes løb modtaget stribevis af hædersbevisninger.</p>

<p>I 2003 og i 2006 modtog de Årets Reumert for forestillingerne »Den lille pige med svovlstikkerne« og »Du må være en engel, Hans Christian«.</p>

<p>I 2010 blev det hædret som Årets Børneteater af Danmarks Teaterforeninger.</p>

<p>Teatret turnerer i store dele af verden.</p>

<p>Gift med cand.mag. i engelsk, forfatter og dramatiker Sven Ørnø.</p>

<p>Har en datter på 26 år og to bonusbørn. </p>
frise
frise
Foto: Axel Schütt

Blokken er fuld af udråbstegn i margenen efter et interview med teaterleder, skuespiller, instruktør og tekstforfatter Bodil Alling. Ét for hvert stærkt udsagn. Så hvor skal man begynde?

Foto: Axel Schütt

Hun drister sig sågar til at sige, at alt teater i princippet er unødvendigt. Vi kunne end ikke mærke det i vores hverdag, hvis det var fraværende.

frise
frise
Foto: Axel Schütt

»Men når det nu ér her, kan det være så vildt. Hvis det er godt, bliver man et ordentligt menneske. Når jeg selv skriver, kan jeg lide, at man et øjeblik tænker: hvad skal det betyde? Vel som et maleri, hvor man skal grunde lidt. En forestilling skal først og fremmest være en fantastisk historie, der kommer folk ved. Den skal have sin egen kraft og rumme små finurligheder og snedigheder, så vi får vores forestillingsevne med. Der er ingen smutveje i teater. De, der kommer til forestilling nr. 35 skal mærke det samme, som dem der kom første gang. Ellers giver det ikke mening,« siger Bodil Alling.

frise
frise
Foto: Axel Schütt

Hun har netop modtaget Ole Haslunds Kunstnerlegat 2013 for sin helt særlige tilgang til scenekunst og publikum.

frise
frise
Foto: Axel Schütt

Hun hylder formen frem for mega mekanik, drejescene og særlige effekter som høj musik og blå røg. Og at plante et træ på scenen for at illustrere en svensk skov ligger hende fjernt.

»Nej, det ville være katastrofalt.«

Hun bliver lykkelig, når hun blandt publikum kan mærke stilhed på de helt rigtige tidspunkter. Når skuespillere og publikum nærmest trækker vejret som i ét fælles åndedræt. Hvor omverdenen forsvinder, og teatret bliver så virkeligt, at børnene må gribe fat i Bodil Allings kjole for at mærke efter: »hold kæft, det er en ægte kjole, hun har på«.

Da Teatret Gruppe 38 satte den forfærdelige og triste historie om »Den lille pige med svovlstikkerne« på programmet, vinder af Årets Reumert i 2003, kom en mor og hendes datter op bagefter for at snakke med Bodil Alling. Pigen græd voldsomt.

Når magien lever

»Jeg blev helt ked af det og sagde, at jeg godt kunne forstå hende. Det er jo en grum historie. Pigen fortalte så, at hun troede, det var et eventyr, men tilføjede så: jeg vidste ikke også, at det var virkelighed!«

»For mig var det afgørende. Og pigen med svovlstikkerne var slet ikke på scenen! Når virkeligheden og teatret har opløst sig. Det skal ske,« siger Bodil og banker den ene hånd oveni den anden.

»Det er en måde at skabe magi på, når en forestilling har momenter af, at det er virkeligt. Da vi havde en gul orpington høne i en forestilling, da spurgte børnene filendansemig bagefter: Er den ægte?«

»Det afgørende for mig er, at det ikke bliver en moralsk lære. Selv i den mest grusomme fortælling må der ligge en gave. Ikke noget tutte-nut, der er ingen formildende omstændigheder, men et håb.«

Hun skal selv være smask forelsket i en forestilling, før den sættes på programmet. I december var det »En sand røverhistorie«, hvor titlen i sig selv sprogligt er en genistreg. Her lå publikum i hængekøjer med blikket op i en teltdug, som befandt de sig i et beduintelt. Eller var det Göringskoven med sære væsener og blomsterranker fra danske kalkmalerier? To projektorer sørgede for af kaste billeder op på lærredsdugen over publikums hoveder. Se det er teater. For børn fra syv år til 103. Alle generationer er nemlig repræsenteret i teatret.

Lokalerne på førstesalen over vestibulen og teatersalen, der kan rumme 80-90 mennesker, er moderne indrettet med glasvæg mellem det store kontor og Bodil Allings med det lange, rustikke træbord. Det var tidligere en sæbefabrik og husede indtil 2004 Statens Film Central. Uden for huset i Mejlgade 55 hænger et meget lille skilt og forkynder, at inde i gården ligger et teater. Det gør ikke meget væsen af sig men dingler lidt i vinden.

Vi vælger begge Oolong fra kassen med tebreve og varmer hænderne på krusene, mens snakken går.

Som ung i 70-ernes socialrealistiske teater, hvor de voksne også kunne være bange, og hvor hver forestilling rettet mod børn måtte have et tema, gerne med en løftet pegefinger: den truende forurening, skilsmissebarnets svøbe, mobning i skolen. Verden måtte ikke ses eller fortælles gennem eventyr. Og slet ikke gennem fantasi.

Bodil var bidt af teatrets verden uden helt at vide, hvor langt hendes talent rakte, og hvad hun ville med det. Efter nogle år med truppen De Lattergale med base i Fredericia og medspillerne Ib Søby (speedwaykommentator på P4), Peter Kjær (TV-mand, konferencier) og Li Have Lehmann (præst i Kalundborg), fik Bodil bud om at komme til det, der dengang hed Børneteatret Gruppe 38 i Aarhus.

Hårdt brud

Det blev en god læreplads, men efter få år måtte hun sande, at hun ville noget andet end det politiske børneteater. Det kom til et hårdt brud mellem teaterfolkene, og det hele endte med, at Bodil og to andre piger førte teatret videre. Det var i 1983.

For hende blev forestillingen »En Saga i Blåt« et vendepunkt. Bort fra det politiske teater.

Her gik det op for hende, at man ikke krampagtigt skulle forsøge at skabe et teater, som børn kunne gå hjem og referere. Man skulle skabe fantastiske forestillinger, der bibragte børn og voksne et fælles univers i den periode, en forestilling varede.

»Man blev helt skæv i hovedet af at se på det,« husker hun.

»Da jeg begyndte med mine eventyr, var det utilstedeligt. Vi var opdraget til, at man ikke skulle bilde børnene noget ind. Hvor kunne man fortælle dem om dværge og trolde? Men det politiske har aldrig sagt mig noget, og jeg famlede og famlede for at finde ud, hvad der virkelig betog mig. Teater er kun noget i kraft af, at alle os, der befinder os i det samme rum, laver en aftale om, hvad det er. Vi er ikke nede i pytlipyt-teater. Jeg synes, det er en kliché at inddrage børnene,« siger Bodil og fremsiger med en anden stemme:

»Hvor løb han hen? Og børnene svarer i kor: Han løb deeen vej.«

»Jeg bryder mig ikke om det. Jeg er ikke en legestue. De skal inddrages totalt, men det kan man godt gøre med lukket mund. Børn må gerne lære, at man opfører sig forskelligt, alt efter hvilket rum man træder ind i. Om det er et teater, en kirke, et museum. Man behøver ikke at lave et børnerum i rummet. Sæt jer ned, og prøv så at se hvad der sker.«

»Forestillingen skal opstå langsomt, det er en vej, vi krabber os hen ad sammen. Man skal forføres som ind i helvede. Kom her (Bodil krummer sin pegende finger dragende, red.) du vil aldrig have forestillet dig, at Hans & Grete kan være sådan. Det er liv og død, ikke bare et sødt eventyr.«

Børneteatrets førstedame

Bodil Alling er blevet kaldt dansk børneteaters førstedame, også selv om hun insisterer på, at hendes teater først og fremmest er for mennesker, dog nok over de syv år. Ingen målgrupper, for hvem ved dog noget om dem? Alle skal udfordres og forlade teatret i eftertænksomhed. Måske lidt klogere på en flig af livet. Måske lidt klogere på sig selv.

Som da et barn med sin bedstemor i hånden forlod teatret i stilhed, kun med to små ord fra barnet: »Ik´os bedstemor?,« som svarede: »Jo.« Hverken mere eller mindre.

»Det forandrer ikke verden, men det er forunderligt at glemme tid og sted for en familie. Der er så mange tilbud til børn i dag, hvor vi spørger: Var det ikke sjovt? Barnet kan mærke, at det kun er for barnets skyld. For mig er det vidunderlige, når det sker i samhørighed på tværs af generationer.«

Hendes store erfaring har kastet mange priser af sig, både her og i udlandet. Og aktivitetsniveauet er stadig tårnhøjt. Teatret er efterspurgt over hele verden. Til efteråret går turen for fjerde gang til Operahuset i Sydney, og 2015 er allerede fuldt booket. De sætter omkring 15 forskellige forestillinger op om året med mere end 100 opførelser. Et skøn er, at 10.000 mennesker ser forestillingerne over et år.

Bodil Allings karakteristiske strittende troldehår har fået en farve, der vist er altings farve. Hvid.

»Jeg tror, at mine grå hår har båret historien med sig. Jeg er meget, meget tro mod mine ambitioner og min grund til at være her på teatret, hvor vi er en lille kerne på syv-otte stykker. Uden mine kolleger gik intet. Jeg ville ønske, jeg kunne give dem bonus....«

Man skal forføres som ind i helvede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce