Annonce
Østjylland

2018: Så meget steg huspriserne i Kronjylland og på Djursland

I Randers Kommune er boligpriserne i løbet af det seneste år steget 12,7 procent. Foto: Richard Sylvestersen

Priserne på solgte villaer og rækkehuse steg i løbet af 2018 i 69 af landets kommuner. Både Randers, Norddjurs og Syddjurs er blandt de ti kommuner, hvor priserne steg allermest.

Randers/Djursland: 2018 var endnu et godt år for husmarkedet i Danmark. Helt nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at priserne på solgte villaer og rækkehuse i 2018 samlet steg med fire procent, og tager vi de lokale briller på, oplevede både Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner, at priserne på huse blev højere i løbet af 2018. Helt konkret steg de med henholdsvis 12,7, 17,3 og 15,4 procent i de tre kommuner.

På landsplan steg priserne i 69 ud af 98 kommuner.

- Det vidner om en vækst i priserne, der er bredt forankret i hele Danmark, og det er særdeles positivt, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos boligsiden.dk.

Faktisk er der kun 15 kommuner landet over, som i 2018 oplevede faldende priser.

- Aalborg, Silkeborg, Roskilde og Kolding er blandt de 15 kommuner, hvor priserne falder. Generelt har en række af de store byer haft et 2018, hvor priserne enten falder, eller hvor prisstigningerne er væsentligt lavere end i det rigtig gode 2017, forklarer hun.

Annonce

Top-10: Største prisændring i 2018


  1. Stevns Kommune: Prisændring på 27,1 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 12.170 kroner.
  2. Tønder Kommune: Prisændring på 27,0 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 5074 kroner.
  3. Ringkøbing-Skjern Kommune: Prisændring på 20,5 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 7521 kroner.
  4. Odsherred Kommune: Prisændring på 19,8 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 8532 kroner.
  5. Norddjurs Kommune: Prisændring på 17,3 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 7384 kroner.
  6. Assens Kommune: Prisændring på 15,9 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 7568 kroner.
  7. Syddjurs Kommune: Prisændring på 15,4 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 10.908 kroner.
  8. Randers Kommune: Prisændring på 12,7 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 10.814 kroner.
  9. Lolland Kommune: Prisændring på 11,2 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 4652 kroner.
  10. Fredericia Kommune: Prisændring på 11,2 procent. Kvadratmeterprisen i 4. kvartal 2018 lå på 12.171 kroner.

Tallene er baseret på en sammenligning af priserne på solgte villaer og rækkehuse i fjerde kvartal af 2017 og fjerde kvartal af 2018. Kilde: Boligsiden.dk

Her kan du få et overblik over, hvordan det står til med boligpriserne i din kommune. Illustration: boligsiden.dk

Største vækst i yderområder

Selv om prisstigningen ifølge Birgit Daetz er bredt forankret i hele landet, er der i yderområderne, den er allerstørst. Således er Stevns, Tønder og Ringkøbing-Skjern at finde i top-3 med prisændringer på over 20 procent, mens prisstigningen i Aarhus på fem procent gør, at Danmarks andenstørste by lige kan snige sig med i top 50, og Randers lander på en ottendeplads med en prisændring på 12,7 procent.

- Det er en klar tendens, at priserne stiger mest i yderområderne. Det skyldes dels, at de seneste års høje vækst i de store byer nu har spredt sig så meget, at det kommer hele landet til gavn. Dels har det rod i højkonjunkturen og den lave arbejdsløshed, der gør folks mobilitet større end i nedgangstider. Alt i alt kan vi i nøgletallene spore gode vibrationer på boligmarkedet, siger Birgit Daetz.

Mens priserne steg i 69 og faldt i 15 kommuner i 2018, er der yderligere 14 kommuner, hvor priserne enten er uændrede, eller hvor der var for få handler at lave statistik på, oplyser boligsiden.dk. Det gælder blandt andet Mariagerfjord Kommune, hvor prisændringen ligger på 1,4 procent og dermed betegnes som uændret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce