Ekkoer af anarki


Ekkoer af anarki

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk plakatmuseum vover en forfriskende gentænkning af værkskategorierne i ?Punk, Protest og Provokation?.

"I wanna be anarchy".

Johnny Rottens vrængende vokal høres dæmpet, idet man træder ind i plakatmuseets underetage. Lyden kommer fra en graffitiovermalet kasse i rummets fjerne ende.

Punk, Protest og Provokation
<ul><li>Dansk Plakatmuseum, Den Gamle By</li><li>7/2-6/9 2015<br /> </li></ul>

På rummets vægge hænger et kaotisk flimmer af plakater i alle størrelser. Nogle i sort/hvid, nogle med farver, nogle ukendte og nogle velkendte - ja, ligefrem ikoniske, som eksempelvis Jamie Reids berømte pladecovers for The Sex Pistols.

Udstillingen "Punk, Protest og Provokation" samler i alt 132 værker, hvoraf mange er indhentet fra private samlinger. Værkskategorierne tæller, ud over plakaterne, også pladecovers, pamfletter, t-shirts, et scenebagtæppe fra Café Ratata og en serie mandsstore gengivelser af ikoniske punkmusikere, udført af den danske punkpioner og billedkunstner Knud Odde. Udstillingen kommer godt omkring i krogene, og favner både ældre og nyere materiale fra både ind- og udland.

No future - 45 år senere

For en generation, der levede efter parolen "No future", blev mange af værkerne ikke fremstillet som "kunst", med tanke for eftertiden. At det overhovedet er lykkedes at samle så mange værker så længe efter er i sig selv en bedrift. Men selvom punken var fokuseret på nuet var den langtfra historieløs. Punken var måske den første egentlige postmoderne massebevægelse. Ikke fordi dens budskab og virkemidler var nyskabende (betænk f.eks. Burroughs eller situationismen), men fordi det faktisk lykkedes at sprede disse ideer ud i populærkulturen.

45 år er gået, og i dag kan det være vanskeligt at blive provokeret af punken. Men selvom punken måske har mistet betydning i dagens Danmark, er den langtfra død, men lever videre i f.eks. Rusland, i form af Pussy Riot, hvor der er rigeligt at protestere imod. Selvom udstillingens fokus måske nok er på det historiske, er det ikke desto mindre interessant at der også er noget, der peger på nutiden, og at bevægelsen stadig har politisk og kulturel berettigelse i dag.

Flot multimedieudstilling

Plakatmuseet fortjener ros for at prøve kræfter med nye udstillingsformer og for at udvide plakatbegrebet til også at dække andre medier. For kan man overhovedet adskille punkplakatens udtryksform fra graffitiens eller pladecoverets - ja, selv tøjet blev en slags "plakatsøjle", hvor slogans og ikonografi flyder sammen i et samlet, visuelt politisk statement. Det er forfriskende, og giver et langt mere dækkende billede af punkens visuelle udtryksform, end hvis man kun havde begrænset sig til traditionelle plakater.

Formidlingsmæssigt fungerer udstillingen også glimrende. Historierne er enkelt fortalt på en serie plancher, der med en blanding af fakta og underholdende citater, gør fortiden levende og nærværende.

Mest nyskabende er dog det lydisolerede rum, der lokker med en skøn blanding af punk-klassikere og mere obskure danske optagelser. Træder man indenfor transporteres man straks til en skummel undergrundsklub engang i senhalvfjerdserne, med graffiti på væggene, oplyst af ultraviolette neonrør. Sanseoplevelsen tilføjer en helt ny dimension til forståelsen af det visuelle, og gør det anderledes nærværende. For realismens skyld kunne man måske godt ønske sig at lyden var tre gange så høj (manglen på den særlige aroma af øl, røg og urin er dog bekvem). Men det er selvsagt ikke praktisk muligt.

Er man gammel nok til at have oplevet perioden, er mødet med effekterne et nostalgisk flashback. Men også yngre publikum kan have stor fornøjelse af at opleve en "vild" fortid, hvis arv lever videre bedste velgående.

Ekkoer af anarki

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce