Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kulturpatruljen fælder dom: Hvor er glasskårene på gulvet?

Bandet Clean Boys sørgede for den hårdtslående, musikalske underholdning ved udstillingens officielle åbning forleden. Foto: Axel Schütt.


Kulturpatruljen fælder dom: Hvor er glasskårene på gulvet?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk Plakatmuseum stiller skarpt på punkens efterhånden 40 år gamle oprør. En god idé, men rammerne er for pæne, lyder det fra Stiftens Kulturpatrulje.

Der er dømt kaos.

Dagens tre medlemmer af Stiftens Kulturpatrulje er spredt for alle vinde. Sådan da.

Kulturpatruljen
<ul><li>Århus Stiftstidende har dannet en kulturpatrulje, som i skiftende konstellationer anmelder og kommenterer på aktuelle, kulturelle begivenheder i Aarhus og omegn.</li><li>Kristina Holgersen, sanger og komponist</li><li>Nønne Svalholm, danser, koreograf og kulturel iværksætter</li><li>Carsten Holst, leder af Filmbyen og konstitueret 2017-programdirektør</li><li>Mona Juul, adm. direktør, reklamebureauet Envision</li><li>Astrid Gade Nielsen, koncernkommunikationsvicedirektør Arla Foods</li><li>Lene Tanggaard Pedersen, professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet</li><li>Hanne Trap Friis, teaterinstruktør og teaterleder</li><li>Chadi Abdul-Karim, skuespiller og filminstruktør</li><li>Kim Bisgaard, kulturkonsulent og lektor</li><li>Palle Granhøj, danser, koreograf og teaterleder</li><li>Line Daugbjerg, direktør, Øst for Paradis</li><li>John Fogde, talsmand for Northside</li><li>Per Smedegaard, teaterinstruktør og leder af Svalegangen</li><li>Niels Rønsholdt, komponist</li><li>Aage Rais-Nordentoft, filminstruktør og byrådsmedlem</li><li>Hans Krull, kunstner og caféejer</li><li>Rani Hørlyck, skoleleder, Søndervangsskolen</li><li>Søren Jessen, forfatter, illustrator og billedkunstner</li><li>Marie Louise Wille, skuespiller</li><li>Lars Holleufer, historiker og anmelder</li></ul>

Filminstruktøren og den socialdemokratiske byrådspolitiker Aage Rais-Nordentoft er her i det mindste - på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By. Med blikket rettet mod den nærmest ikoniske plakat for Kliché's debutalbum »Supertanker«.

Mona Juul. adm. direktør i reklamebureauet Envision forsøger et sted ude i byen at vriste sig fra af et kundemøde, der trækker ud.

Og billedkunstneren Hans Krull?

Han er sidst set det ene øjeblik filme punkbandet Clean Boys oppe på første sal og i det næste i tæt samtale med to kvindelige studerende fra Hong Kong, der har været med til at bygge udstillingen op.

Vi er til fernisering på Dansk Plakatmuseums »Punk, Protest og Provokation«, der i hidsige og farverige motiver fortæller historien om et 40 år gammelt oprør.

En knytnæve i sylten på 1970'ernes hæslige brune og orange nuancer. En fuckfinger til oliekrisen, arbejdsløsheden og velmenende pædagoger i uendelige rundkredse.

Mere længsel end skrig

Tilbage til Aage Rais-Nordentoft og hans drømmende blik.

Aage: Jeg var meget begejstret for Kliché. Jeg opdagede dem godt nok først i 1982, da videoerne til »Okay Okay Boys« blev vist på tv. Jeg var solgt på stedet og skyndte mig at få fat i »Supertanker«. Sangen »Aldrig Mere« er jo poetisk set sindssygt smukt. Den har salme-kvaliteter.«

»Jeg var mest til den melodiøse punk. Den, der stadig havde desperationen, men som var mere længsel end skrig«.

Kom du til koncertene?

»Da mine forældre blev skilt, flyttede jeg fra Aarhus ud på Lars Tyndskids mark. Når jeg besøgte min far hver tredje weekend inde i Aarhus, var jeg ind i mellem dejligt overladt til mig selv. Men så gik jeg mere i biografen end til koncerter.«

Hvad synes du om plakaternes grafiske udtryk?

»Det er fedt! Det er jo vældigt præcist. Den har det samme som musikken; den er nøgen og kan ramme lige i kødet og hjertet«.

Lad os skide på gulvet!

Hans Krull dukker pludselig op:

»Hvorfor helvede er mine Lost Kids plakater ikke med? Hvorfor er mine pladeomslag ikke med? Hvor er glasskårene på gulvet? Hvorfor er der ingen, der bløder? Hvorfor er der ingen, der har sikkerhedsnåle igennem hovedet?«

Han griner selv af sit udbrud.

Det med glasskårene kan vi da nå endnu?

»Ja! Vi smadrer sgu bare nogle glas. Og skider på gulvet, haha!«

»Her er godt nok pænt, hva'?« siger han og kigger på Aage Rais-Nordentoft.

Aage: »Ja, det er er et lidt mærkeligt rum at opleve punk i.«

Hans: »Man lavede også en udstilling nede i Kunstbygningen om Aarhus; det var så kedeligt, at jeg var ved at gabe kæberne af led. Det her er ikke så slemt, men det ligger lige i røven af det.«

Hvorfor?

Hans: »Jamen, der er jo ikke noget punk over det. Plakaterne er her, men stemningen mangler.«

Men er det ikke for meget forlangt at kunne tage noget, der skete for 40 år siden...

»Jojo, det er rigtigt nok. Du kan ikke genskabe det. Ligesom du heller ikke kan genskabe dadaisterne.«

Aage: »Når du nævner glasskårene, har du en pointe. Hvis man forestillede sig noget andet, end det her store, flotte, lyse rum - at her var sort. At det var klaustrofobisk iscenesat...«

Hans: »Ja! Og så skulle musikken brage ud af højtalerne for fuld hammer!«

Fremfor at være lukket inde i en lydtæt boks?

Hans: »Ja. Det er der sgu ikke noget punk over.«

Hvad synes du om plakaterne?

Hans: Det, der kendetegner dem er, at de alle sammen er lorteplakater. De er lavet af amatører - og sådan er stilen bare.«

»En god plakat skal man efter bogen kunne aflæse i halvtotal, heltotal og close up. Du skal være i stand til at aflæse den, når du kører forbi den i en bus.«

»Nogle af de dér Sort Sol plakater er jo æstetiske nok. Ellers er det noget rod. Det er fluxus. Punk og fluxus hænger også sammen.«

Larmende plakater

Småstresset, men smilende slutter Mona Juul sig lidt efter til selskabet.

Hun har netop taget fingrene ud af ørerne.

»Hold da fast! Jeg havde helt glemt, hvor grimt punk er!« griner hun med henvisning til bandet Clean Boys' knaldperlende officielle åbning af udstilling.

Aage Rais-Nordentoft takker af. Hans Krull går ud for at ryge en cigaret.

Vi sætter os.

Mona: »Nogle ord på alt det her: Det er ungt, energisk og larmende. Ikke kun musikken, men også plakaterne.«

»Det er død og had. Og protest med protest på. Jeg synes hver enkelt plakat er interessant; samtidig med, at der er noget ufrivilligt komisk over det.«

Punken - en død tidslomme

»Der blev sagt i åbningstalen (af Jan Poulsen, journalist og forfatter, red.), at punken lever. Han sagde det endda to gange, som om, nogle tvivler på det.«

Gør du det?

»Ja, for mig lever den ikke. Jeg tænker på den som noget gammelt - som en tidslomme.«

Du mener ikke, at genren punk eksisterer som rock, jazz eller klassisk musik gør?

»Nej. Det er for mig som nævnt en tidslomme, som man gerne vil tage frem; som nogle få gerne vil dyrke. Og som man kan se, at folk her har et meget passioneret forhold til.«

»Der har sandsynligvis været noget at protestere imod dengang, men hvad pokker skal man protestere imod i dag? Eller jo; jeg kan godt komme i tanke om nogle ting, men er det måden at gøre det på?«

»Det kommer til at virke lidt ligegyldigt at stille sig op og råbe og tegne grimme plakater. Det rykker ikke rigtigt. Det rammer i hvert fald ikke mig, det bliver bare støj.«

De andre efterlyste en mere »sort« stemning og at musikken skulle buldre løs. Er du enig?

»Ja, 100 procent. Vi skulle slet ikke kunne tale sammen. Der er alt for nydeligt her.«