Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Stan Getz til Ilse: Jeg elsker dig

En særlig hilsen fra Stan Getz gemmer Ilse Vestergaard i ?skuffen i midtbyhjemmet. ?Foto: Axel Schütt


Stan Getz til Ilse: Jeg elsker dig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ilse Vestergaard har været med i ledelsen af Aarhus Jazz Festival siden 1989. Men intet overgår den første festival og mødet med en døende Stan Getz.

Pludselig får hun tårer i øjnene og læner sig lidt ind over bordet på altanen.

»Jeg bliver altid berørt, når jeg tænker på den koncert,« siger Ilse Vestergaard.

Det var i 1989, det første år med Aarhus Jazz Festival, og saxofonisten Stan Getz var blevet fløjet ind på et afbud fra en dødssyg Sarah Vaughan.

Hun kunne ikke komme - og hun døde faktisk lidt over et halvt år senere - men det kunne Stan - på trods af, at han selv var terminal kræftpatient og medbragte sygeplejerske og alt muligt andet til at holde sig i live på.

»Det blev en fuldstændig fantastisk koncert. Den var så rørende,« husker Ilse, stadig med våde øjne.

Stan Getz døde halvandet år senere, men efterlod et varigt minde hos den århusianske koncertarrangør.

Det tidligere arrangementschef i Musikhuset Aarhus og nuværende sekretariatsleder for Aarhus Jazz Festival er på vej mod de 67 år og har indtil videre haft et på alle måder oplevelsesrigt liv, så er der rigeligt at tage af, når der dykkes ned i skuffen med erindringer.

Med hovedet i radioen

Hun er vokset op på en landevejskro, der tillige var et hjem med klaver. Far og bedstefar spillede, og en af brødrene hjembragte en singleplade med Chris Barber. Dét vakte for alvor små Ilses nysgerrighed. Men alt, der gav lyd fra sig, havde i det hele taget hendes interesse.

Hun sad gerne med hovedet helt inde i radioen, når unge Jørgen Mylius - dengang uden 'de' - spillede plader, ligesom Radio Luxembourg var et fast indslag i pigens dagligdag. Hun nød desuden det store privilegium at være dén, der måtte vælge musikken til kroens jukeboks, og hun udmærkede sig ved at have en bred smag.

Det har hun stadigvæk.

»Jeg elsker en smuk salme ... eller en smuk jazzballade ... eller en avantgardekoncert,« opremser hun og fortsætter:

»Jeg går også til klassiske koncerter, opera, dans og ballet. Og jeg har et hjerte for latin og brasiliansk musik. Men ellers hører jeg meget klassisk - musik af Bach for eksempel. Jeg hører det, jeg lige er i humør til. Generelt kan jeg godt lide de skæve gangarter; det må godt skurre i øret, være anderledes, vride sig lidt - det er sjovere. »

Men tro nu ikke, at musikken flyder i en lind strøm fra højttalerne i midtbyhjemmet, fra Ilse Vestergaard slår øjnene op, og til hun går i seng.

»Jeg hører faktisk ikke ret meget musik herhjemme. Jeg elsker stilheden. Og om formiddagen skal jeg altid have ro - ingen musik, ingen morgen-tv, ingenting. Når jeg skal ud i naturen, sætter jeg heller ikke propper i ørerne, som mange andre gør. Man lukker sig ude fra omgivelserne og fællesskabet på den måde. Og desuden er der musik overalt, hør bare,« siger Ilse og peger ud over altankanten mod byens lyde, mens hun klirrer med kaffekoppen på det lille havebord.

Hjerte for kræ

En gigantisk humlebi har forvildet sig ned bag altankanten, og Ilse springer op af kurvestolen med et »skal jeg lige hjælpe dig?« Kræet når dog selv at finde ud, inden hun får givet en hånd, og hun dumper ned i stolen igen:

»Jeg plejer at hjælpe dem ud, når de kommer indenfor.«

Hendes kat er for nylig død, men hun påtænker at anskaffe sig en ny, når der kommer lidt luft i kalenderen til efteråret. Eller måske først senere hen. Indtil videre har hun i hvert fald ladet kradsebrættet sidde på karmen mellem entré og køkken.

Ilse har været foretagsom hele livet. Hun havde lavet lidt af hvert i årene, inden hun i 1981 blev ansat i Musikhuset Aarhus. Her blev hun arrangementschef og gjorde Musikhuset til koncertarrangør. Det var derfor også med Ilse i spidsen, da byen på blandt andet hendes initiativ i 1989 fik sin jazzfestival.

De seneste tre år har hun boltret sig som pensionist, men har aldrig sluppet Aarhus Jazz Festival. Hun ser dog frem til, at festivalen atter skal få et lønnet sekretariat, så hun stoppe som ulønnet leder og nøjes med at gøre det, hun synes er sjovt.

»Jeg vil gerne have tid til at lave enkeltprojekter og trække på mit netværk og mine gode idéer i stedet for at være med i den daglige drift. Det skal jo helst være sjovt, når man gør det for ingen penge. Men jeg slipper ikke festivalen - den er jo nærmest mit barn og skal nurses. Jeg sætter ingen grænse for,hvor længejeg bliver ved, men kun for,hvadjeg vil.«

En gulnet T-shirt

Lige nu er hun til op over halsen begravet i praktiske detaljer med den festival, der begynder lige om lidt, og som man kan læse meget mere om på kultursiderne andetsteds i denne avis og i de kommende. Hun får som arrangør ikke tid til at høre det hele, men hun har plukket lidt i programmet, og der er nogle ting, som hun absolut skal forbi:

Domkirkens midnatskoncert med Cæcilie Norby, flamencojazzen på Klostertorvet med Jens Viggo Fjord, italienske Luca Ciarla Quartet, der spiller både i Bispejazz og på Klostertorvet, og så skal hun også lige rundt om Ridehuset og se, hvad der foregår der.

»Men ellers tager jeg det meget gelinde og hen ad vejen. Jeg spadserer lidt omkring til alt, hvad jeg kan nå.«

Ilse springer atter op af altanstolen med et »hov, jeg har for resten da noget, du lige skal se.«

Hun løber indenfor i den toværelses lejlighed, der er virkelig rummelig, fordi den engang var en treer, indtil Ilse lagde en væg ned for at skabe luft omkring sig. Hun vender tilbage med en gulnet T-shirt, der nok engang var hvid. Den er fra den allerførste jazzfestival, og i et hjørne har Stan Getz skrevet på dansk med tusch:

»Ilse, jeg elsker dig - Stan Getz.«

»Det var det første år med jazzfestivalen. Det bliver aldrig større,« siger Ilse og får atter lidt vand i øjnene.