Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Hjemme hos Bent med de røde seler

Jazzklubben var et helle, ofte brugt som trøst. Nøjagtig som en plakat på væggen skriver: ?Hvis du går på gaden og føler dig som et skod, så kom ind og få en bajer på jazzbaren Bent J?. Foto: Axel Schütt


Hjemme hos Bent med de røde seler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tiden fløj på jazzværtshuset Bent J, som havde besøg af fornemme gæster til mandagsjazz.

»Doris Day kunne ikke komme, men jeg har hørt, Lady Gaga kommer!«

Humøret var aldeles fint hos de aldrende herrer, som havde fundet vej til hjørnet for at spille eftermiddagskoncert. Direktørtrioen var samlet igen. Næsten da. Trommeslager Janus Jørgensen havde meldt afbud. Men heldigvis spiller bassisten Bent Knudsens søn Jesper Bo Knudsen trommer, så han kunne være stand in.

Jens Søndergaard & Mogens Lauridsens Trio
<ul><li>Bent J, Den Gamle By, mandag kl. 14</li><li>17. april kl. 14 inviterer Bent J til jamsession med Ole Ulvedal.</li></ul>
Jazztips: Det skal du høre tirsdag
<ul><li>For nogle år siden udgav den danske sangerinde Sinne Eeg albummet ?Don?t Be So Blue?. En lidt drillende titel. For hun befinder sig bedst i netop det element, det vil sige omgivet af standards af dem, vi kender. Eeg er ved at få et navn i USA, hvor mange anmeldere har fået øjnene op for den danske vokalist. som i 2007 brød igennem med albummet ?Waiting For Dawn?. Hun spiller på Aros kl. 17.15. </li><li>Er eftermiddagstristesse ikke noget for dig, og du bare insisterer på noget mere hardcore sadness, så må du møde op i Musikhuset.Jazzfestivalens hovednavn er vel nok John Hiatt. Han spiller lede sange fra Americana-land. Selvfølgelig tilsat en god portion humor (kl. 20). </li><li>Vil du ikke hjem til kæresten endnu, eller har du bare slet ikke fået din tirsdagsration af swingende rytmer, kan du fortsætte på Ny V58, hvor der er Late Night Jazz Jam (kl. 22.30). </li></ul>

Ved pianoet var Mogens Lauridsen, Jesper Carlsen på bas. Og så blev der spillet, så støvet løftede sig i det gamle århusianske jazzlokale, som for nylig er flyttet ind i Den Gamle By.

»Montmartre Blues«, »All The Things You Are«, »The Days Of Wine and Roses«. Behøver jeg sige mere?

Bent Knudsen var kun med i et nummer. Men hvor kunne man bare se på hans måde at gribe om bassen, at hans fingre stadig huskede. Intet var glemt. Han var altså med i en trio, som var husorkester på Bent J gennem 35 år!

Fra hjørnet spejdede musikerne ud i lokalet og forestillede sig, at Bent J. sad for bordenden med sine røde seler: »Bent, der er ingen strøm. Er regningen betalt?«

Der var mange følelser i luften. Og i røgen. For pulset blev der.

»Det måtte man jo dengang«, forklarede en mor sine unger, som allernådigst fik lov at stikke hovedet ind. En mand omkring de 70 filmede løs med sin smartphone. En kvinde dokumenterede flere af soloerne til Bent J.'s Facebook (han er skam stadig med på noderne). Under den herlige »I Remember April« stod en kvindelig kinesisk turist og smilede til saxofonisten. Lidt måbende kiggede også en langhåret gut i lædertøj og alt for ung til at have været med, da den moderne jazz kom til byen.

En ældre herre råbte »Yeah« til Jens Søndergaard, som stod lige ved siden. Som tak for en saftig solo.

Boppende vellyd

På det gamle Bent J stod alle »lige ved siden af«. Altid. Og dengang var man nok ret ligeglad med, at der, som i dag, står max pladser: 49.

En kvinde sagde til sin veninde: »Min mand boede her. I mange år«.

Hun kunne sikkert have udpeget den stol, hendes musikelskende mand havde siddet på.

Her trivedes også Direktørtrioen. Og direktører var de skam. For et eller andet ude i det virkelige liv.

Men bortset fra kameraerne lignede alt sig selv. Mogens Lauridsen havde gang i triller og spjættende forløb af bebop-skolen. Søndergaard leverede lange bølger af boppende vellyd på sin saxofon. Midt i »Secret Love« blev der diskuteret akkorder. Og sludret.

Hvis Søndergaard har spillet her over 200 gange, tør man ikke tænke på, hvor ofte Jesper Carlsen har slæbt sin bas ind i baren, som hurtigt blev berømt. Det var her, mange musikere udviklede et særligt internt sprog. Jesper Bodilsen, som er blevet en verdenskendt bassist, kom her jævnligt. Bedre jazzskoler fandtes ikke. Måske var det en klike. Ikke åben for alle. Men hallo - det er jazz. Man kan ikke være venner med alle. Og så var konkurrencen hård. Musikerne stod i kø bare for at få lov til at nærme sig dét hjørne.

Da jeg fangede Jens Søndergaard efter koncerten, var hans første ord: »Surrealistisk«. Og det var ikke, fordi en inspektør i Den Gamle By har placeret Bent J i Havnegade og ikke Nørregade, men fordi alt ligner sig selv, så man må gibbe. Men som Søndergaard opdagede efter et kvarter: »Man falder jo ind. Det er som et lydtapet, som bare er der«.

Ja, tapetet vil nok skulle udskiftes, hvis nogen engang vil slette erindringen om de mange toner, som tusindvis af jazzfolk har klistret op på væggen gennem årene. På alle ugens dage. Også på mandage.

Denne mandag kom Doris Day og Lady Gaga aldrig. Godt det samme. Bent var der.

»There Will Never Be Another You« var sidste besked fra banden i hjørnet. Til manden med de røde seler.