Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Anmeldelse: Sublimt holdspil

Hvis man oplevede Jakob Bro (yderst til venstre) spille med Bill Frisell og Lee Konitz for nylig, ved man, hvorfor kollegerne kalder ham den stille guitarist.


Anmeldelse: Sublimt holdspil

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bros store musikfællesskab greb Laugesens ord i en times opvisning i smukt jazzarbejde.

Den stille guitarist bliver han kaldt af kolleger. Hvis man oplevede Jakob Bro spille med Bill Frisell og Lee Konitz for nylig, ved man, hvad det handler om. Ikke mange guitarister formår at vende et så tyst, indadvendt udtryk til så effektfulde klange. Men det er sådan, han komponerer sin musik. "Balladeering" har Konitz forklaret det, der sker, når et hold musikere spiller stykker af Bro.

Han markerer sig på sin helt egen måde. Guitaren kommer stiller sig sjældent i front uden (meget) gyldig grund. Og så er der hans valg af samarbejdspartnere. Tentetten er en paraply for de mange musikere, som Bro (født 1978) gennem årene har samlet omkring sig. Adskillige folk har indgået i spændende projekter. Det ellevte medlem, Peter Laugesen (født 1942), har været med ad flere omgange.

Mandagens en time-lange koncert på Atlas var fremragende. Saxofonisterne Chris Speed, Andrew D'Angelo og Jesper Zeuthen stod i front på scenen som målmænd, der ikke lod nogen forkerte toner slippe igennem og sparkede en ny solo op, så snart den foregående var endt. Bagved var resten af det klagende kollektiv med trommeslagerne Kresten Osgood og Jakob Høyer fine lyttende holdspillere, der både skabte flow og stabilitet.

Til højre var manden med digtene. Som performer er Peter Laugesen én, som tilpasser sig det, der sker omkring ham. Observerer, om det går hurtigt eller langsomt. Han kan gå solo, men foretrækker at spille sammen med andre.

På Atlas smed han sine ord, om planer, der bryder sammen og løssluppen calypso. Som spredte sig som ringe i vandet. Og blev opfanget af kollegerne. Det var som at stå ved en flodmunding og blive skyllet over af noget, som er svært at forklare. Et gyldent øjeblik opstod, da de tre kontrabasser Anders Christensen, Thomas Morgan og Nicolai Munch-Hansen huggede til på deres instrumenter og udviklede linjerne til en stille buldrende konversation. En samtale, som Laugesen hørte og begyndte at blande sig i. Sublimt.

Bro, som altid har haft hang til poetiske albumtitler, mener, at Peter Laugesen har en meget vigtig stemme. Det kan man sige om dem begge.

De forstår at tale. Den stille guitarist og digteren. Hver for sig og sammen.

Jakob Bro Tentet feat. Peter Laugesen, Atlas mandag kl. 22