Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Stort portræt: Den nye biskop i Aarhus Stift

Foto: Jeppe Carlsen/jeppe carlsen

Stort portræt: Den nye biskop i Aarhus Stift

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På søndag bliver den nye biskop i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, bispeviet i Aarhus Domkirke. Han har både Indre Mission og Socialdemokratiet kodet ind i sin DNA.

Nu er han vendt tilbage til det Østjylland, han er rundet af.

I hans prædiken under bispevielsen på søndag bliver et af temaerne imidlertid den enorme skare af flygtninge, der ikke længere har et hjem at vende tilbage til. Tragedien og det dilemma, den sætter os i, har forstyrret vores moralske kompas, mener Henrik Wigh-Poulsen.

Om ikke før så ville de da altid kunne vende tilbage til Aarhus, når de engang var blevet pensionister. Sådan har Henrik Wigh-Poulsen indimellem tænkt, siden han i 1989 forlod Aarhus for at tiltræde sit første præsteembede i sognene Lejrskov og Jordrup vest for Kolding.

Men så længe kom han ikke til at vente. 7. maj i år vandt Henrik Wigh-Poulsen valget om at blive ny biskop i Aarhus Stift.

Tirsdag 1. september havde han første arbejdsdag - den udspandt sig i Ebeltoft, hvor han var med til at tage imod dronningen - og søndag 6. september bispevies han i Aarhus Domkirke.

»Jeg har altid elsket Aarhus højt og længtes tilbage hertil. Bare det igen at kunne gå gennem byen, som vi gjorde i fredags efter åbningen af festugen,« siger Henrik Wigh-Poulsen.

Han er lidt højere end Kjeld Holm, så Aarhus Stifts grønne bispekåbe er blevet lagt lidt ned ovre hos Selskabet for Kirkelig Kunst i København, men Henrik Wigh-Poulsen er også på andre måder en anden støbning end sin forgænger.

Den ramsaltede nød

»Kjeld er Kjeld. Det har jeg altid beundret ham for. Som udgangspunkt er jeg nok selv et lidt mere tilbageholdende gemyt, men det er først, når man sidder i stolen, at man ved, hvilke udfordringer der kommer rullende. På den anden side vil jeg da bestemt også være opmærksom på de tider, vi lever i,« tilføjer Henrik Wigh-Poulsen, og dermed glider talen med det samme over på strømmen af flygtninge, der søger ly i Europa.

Temaet rumler i baghovedet, når han skriver på sin prædiken til søndagens bispevielse, fortæller han, for nok er der fremfor alt brug for politiske løsninger, men det kræver også en evangelisk replik.

»Jeg tror, vi er i en form for chok. Vi har været vant til at bo i et lille, harmonisk land, hvor vi bevæger os nogenlunde i takt, men nu ser vi pludselig den her ramsaltede nød lige uden for vores dør. Det sætter os i et forfærdeligt dilemma. Vores moralske kompas er forstyrret, for vores tro og samvittighed siger, at vi selvfølgelig skal hjælpe mennesker i nød. På den anden side må vi forholde os til, at vi ikke har mulighed for at hjælpe alle dem, der nu søger mod Europa. Nogle, der 'kun' kommer for at få et bedre liv, vil vi være nødt til at sende tilbage igen, men hvordan gør vi det? Det vil kun kunne ske med en kynisme, der vil skære os i hjertet,« siger Henrik Wigh-Poulsen.

»Det farlige er, hvis vi kun ser flygtningestrømmen som en truende masse på vej op gennem Europa. Det er jo mennesker, der søger i sikkerhed, og som også har ret til lykke. Men en sådan integrationsproces vil kræve en kæmpeindsats og også afsavn hos os og dermed også kræve nogenlunde enighed om det i befolkningen. Det er en stor politisk debat, men folkekirken skal være villig til at gå ind og være med til at præge den,« mener han.

Trævlerødder

Henrik og Grete Wigh-Poulsen flyttede for tre uger siden ind i bispeboligen på Dalgas Avenue i Aarhus, sammen med Johannes, den yngste af deres tre sønner, der blev student i juni og snart skal på en rejse til Kina.

Huset, der er fra 1994 og tegnet af Kjær og Richter, har rene linjer og svag duft af nyistandsættelse. En dør er blændet, og en stor, ny bogreol sætter dagsordenen i havestuen. Alene biografierne fylder flere hylder fra Kierkegaard og Martin A. Hansen til en moppedreng om rockmusikeren fra The Who, Pete Townshend.

Tirsdag 1. september var det 30 år siden, han til alt held - men måske ikke helt tilfældigt - traf sin Grete på en af gangene på det teologiske fakultet på Aarhus Universitet. Grete Wigh-Poulsen, der fortsætter i embedet som provst i Kolding, er lærer- og lektordat-ter fra Brabrand, mens Henrik Wigh-Poulsen er vokset op i Vejlby nær Grenaa, hvor hans far var præst, indtil han i 1971 blev provst i Ålsø.

Vejlby var dengang et lille samfund centreret omkring skolen, kirken og brugsforeningen. Man kendte hinanden og hver en revne i murværket, fortæller Henrik Wigh-Poulsen, der stadig kan genkalde barndomsstemningerne af moren, der sang i stuerne, faren, der fortalte historier under gåturene, og lugten af komøg og tørverøg, når han en vintermorgen traskede ud til kælkebakkerne øst for byen.

»Der var flere lugte dengang. Det var meget beroligende. Når man kom ind i Brugsen i min barndom, kunne man nærmest lugte, hvem der også var der. I dag er vi blevet så lugtforskrækkede,« siger Henrik Wigh-Poulsen.

I hans forældres ægteskab mødtes to ellers næsten adskilte verdener. Hans mor kom fra et socialdemokratisk hjem i Randers med kolonihave, klassebevidsthed og muntre familiefrokoster med cerutter og Thor-øl. Faren stammede til gengæld fra et missionsk hjem i Vestjylland, hvor man havde store slid-vante hænder og ikke ruttede med ordene.

»Min far tog sit opgør med den pietistiske side af Indre Mission, der forekom ham klaustrofobisk, men det var også stærke tro, der gav min bedstefar styrke, da de mistede gården under krisen i 1930erne og skulle klare sig videre med en stor børneflok,« fortæller Henrik Wigh-Poulsen, der med sine syv år som leder af Grundtvig-Akademiet har kunnet tilføje en tredje markant indflydelse til sit ståsted.

»Det var stærke strømninger, der hver især var med til at opbygge det Danmark, vi har i dag. Jeg har ikke pælerod i én ting, men trævlerødder mange steder,« som han siger.

Musik som mentalt tapet

Henrik Wigh-Poulsen var barn af 1960erne og er dermed vokset op med The Beatles og senere - i 1970erne - med The Who, Procol Harum og Genesis' pompøse rock.

Musikken satte i de år et dybt præg på hans generation. Den var næsten en dannelse, der løb parallelt med den officielle dannelse, der blev varetaget i skolen og gymnasiet, mener Henrik Wigh-Poulsen.

»Så snart jeg havde tjent 50 kroner, så var det af sted på cyklen til Grenaa for at købe en LP. Det blev en del af vores mentale lydtapet. Vi lyttede til musikken, og vi læste teksterne.«

I dag er han for eksempel begejstret for den engelske musiker Damon Albarn, men han lytter også til både Bach og The Kinks, Tom Waits og Vaughan Williams og til Leonard Cohen og jazz.

Henrik Wigh-Poulsen opdyrkede i de unge år også en interesse for danskfaget og litteratur. Han blev student fra Grenaa Gymnasium og begyndte et år senere på teologistudiet inde i Aarhus - den rigtigt store by fra hans barndom. Han skrev speciale om den engelske romantik, og tanken om at blive præst meldte sig først, efter han i 1987 var blevet gift med Grete.

Kaldet af en menighed

»Men det havde jo nok ligget der som en slags uudtalt formodning langt tidligere. Det var lettere for os præstebørn at tænke tanken. Vi kendte til de store stuers og havers velsignelser,« som Henrik Wigh-Poulsen skrev i sin levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet, da han blev ridder af Dannebrogsordenen.

Som 30-årig cand.theol. og ligeså nybagt far kom han i 1989 til landsognene Lejrskov-Jordrup vest for Kolding som præst.

»Noget af det smukkeste og mest meningsfyldte er at være kaldet af en menighed. Man døber deres børn og begraver deres døde. Det er en livsform at være præst. For mig på sin vis velkendt på grund af min far, men man kommer jo stadig lige fra studiet, og næste dag er der måske en i sognet, der er død. Så forventes det, at du kan sige og gøre det rigtige og bringe dem noget af det, du har lært. Man bliver kastet ud på de dybe favne, men hvad har man af livserfaring dér som 30-årig,« tilføjer Henrik Wigh-Poulsen.

Som sognepræst bliver man en del af et fællesskab, der inviterer indenfor, når alt er godt, og når alt er uoverskueligt svært. Det lærte han i sit første embede, men også, at præsteembedet indimellem kan være ensomt. Præsten og hans familie skiller sig ud, og de slår ikke nødvendigvis rod i netop det samfund, for måske skal de videre.

Det glade vanvid

I 1997 flyttede familien Wigh-Poulsen selv ind til Kolding, hvor Grete Wigh-Poulsen nu skulle være præst, mens Henrik Wigh-Poulsen blev lærer på Askov Højskole og senere tekstforfatter på et reklamebureau i Kolding, mens han udfoldede sig som skribent på forskellig vis.

Han skrev også ph.d.-afhandling om forfatteren Jakob Knudsen, den grundtvigske bevægelse og Grundtvig selv, som han fandt vej til via sin interesse for historie, litteratur og kirke. I 2001 tiltrådte han som leder af Grundtvig-Akademiet på Vartov i København, der er en formidlings- og forskningsvirksomhed. Meget kan også skrives om den periode i den nye biskops liv, men her springer vi frem til 2007, da han deltog i en 'intens' valgkamp om at blive biskop i Roskilde.

»Det glade vanvid, når man betænker, at jeg ikke havde nogen som helst forhistorie i stiftet,« konkluderede han efterfølgende i sin levnedsbeskrivelse og fortsatte med at fortælle om nederlaget:

»Jeg delte alle tidligere og senere bispekandidaters erfaring af at være klædt på til fest, men pludselig uden nogen fest at gå til.«

I stedet blev Henrik Wigh-Poulsen i 2008 domprovst over Fyn og fire år senere kastede han sig ud i en ny valgkamp. Denne gang om embedet som biskop i Aarhus Stift - hans hjemegn.

En gigantisk jobsamtale

»Jo, sådan en valgkamp er da virkelig hård. Vi er jo præster og er ikke skolede til at stille op og føre valgkampagne - men det kan man så have nogle, der kan hjælpe en med. Men valget giver også den styrke, at vinderen jo virkelig kommer med et mandat. Det giver et rygstød og en moralsk legitimitet,« mener Henrik Wigh-Poulsen, der også har kaldt valgkampen en gigantisk jobsamtale.

1258 af Aarhus Stifts præster, menighedsrådsmedlemmer og repræsentanter for valgmenigheder havde stemt på ham ved bispevalget i maj, mens forstander på Diakonhøjskolen Jens Maibom Pedersen fik 761 stemmer.

»I en organisme som folkekirken er der så mange mennesker og så mange forskellige måder at gøre tingene på, og jeg kommer ikke som en ny koncernchef, der vil lave det hele om. Først og fremmest skal jeg lære folk og stederne at kende. Med 360 kirker er det ikke muligt at nå rundt til dem alle, men jeg kan være tilgængelig,« siger Henrik Wigh-Poulsen, der ser det som en altafgørende fordel, at han selv har været præst, for »det er i sognene, det hele foregår«.

Med lempe og ydmyghed

En problemstilling, som han umiddelbart kan få øje på, er den skæve fordeling mellem land og by. Befolkningen flytter til byerne, og dermed vokser bysognene, men der er flest kirker i landsognene.

»Procentvis er der lige så mange, der går i kirke på landet, og vi skal ikke ødelægge noget, der fungerer. Omvendt er vi nødt til at anlægge en helhedsbetragtning. Der er noget her, der skal løses, så bypræsterne ikke bliver overbebyrdede, men mit mål vil da bestemt være at fare frem med visdom og lempe,« siger Henrik Wigh-Poulsen, der peger mod Hadsten som en god løsning på et større pastorat.

»På en post som denne kan man ikke undgå at skulle træffe upopulære afgørelser, men jeg vil bestræbe mig på, at det sker med ydmyghed,« siger han lidt senere.

Først og fremmest gælder det om at få et overblik over landets største stift, der strækker sig fra Horsens til Hobro via Silkeborg og tæller 340 præster til 360 kirker.

Derfor har Henrik Wigh-Poulsen som noget af det første bestilt et stort landkort, og han har også et velforberedt svar parat på spørgsmålet om, hvorvidt han vil følge i sin forgængers fodspor, når det gælder fodbold.

For nok vil han bestemt holde med AGF i mange kampe, men han har jo dybe rødder i Randers, og Hobro ligger jo også i hans nye stift.

»Så når AGF møder Randers, må jeg nok hellere gå en tur,« som han siger.