Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Tyske Bernd søger gamle venner fra 1950'ernes Saralyst

Bernd-Michael Lyko, da han i 1954 var plejebarn i tre måneder hos ­familien Hansen på Olaf Rudes Vej 9. Privatfoto.


Tyske Bernd søger gamle venner fra 1950'ernes Saralyst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For 10-årig tysk krigsbarn var tre måneder hos familie på Olaf Rudes Vej i Højbjerg i 1954 det rene paradis. Nu leder han efter sine gamle venner.

I en mindre by langt nede i Tyskland skærper en godt 70-årig mand instinktivt blikket, når han ser en bil med danske nummerplader.

Skulle der mon i bilen sidde nogen, han kan genkende fra sine tre måneder i paradis - på Olaf Rudes Vej i Højbjerg for lidt mere end 60 år siden?

Det gør der selvfølgelig ikke.

Heller ikke gennem Facebook, Lokalhistorisk Arkiv i Højbjerg, og »Forsvundne mennesker« er det lykkedes Bernd-Michael Lyko at komme på sporet af nogen af dem, han mødte, da han 10 år gammel i 1954 var på opfedningsferie hos malersvend Helmer Hansen og hans familie, der boede på Olaf Rudesvej 9 Saralyst pr. Højbjerg, som det hed dengang.

Nu prøver Bernd-Michael Lyko, om han gennem avisen kan komme i kontakt med nogle af de mennesker, han mødte i Aarhus dengang.

»Jeg har så mange vidunderlige minder fra det tid og så meget, jeg gerne vil takke for,« siger han.

Familien Hansen havde en lille søn, der hed Leif.

»Lige ved siden af boede familien Rasmussen, som var venner med mine plejeforældre. De havde en søn, som var noget yngre end mig. Vi legede herligt, selv om vi ikke forstod, hvad hinanden sagde,« fortæller Bernd-Michael Lyko.

Familien Rasmussen havde også en datter, Hanne. Mere om hende senere.

Først lidt om, hvorfor den tyske dreng havnede i Højbjerg.

Et fattigt krigsbarn

Tyskland var endnu i 1954 langt fra på fode igen efter 2, Verdenskrig. Ved krigsafslutningen i 1945 var Bernd-Michael Lyko sammen med sin mor og sin storebror flygtet til fods fra Breslau/Wroclaw i det nuværende Polen til Mainz, hvor faderen sad i en amerikansk krigsfangelejr. I 1954 boede familen - nu med fire børn - i en bolig på 40 kvadratmeter i en lille by i Sydtyskland og havde kun det allernødvendigste.

»Jeg havde det held, som det flest ikke havde. Mine forældre fortalte mig på et tidspunk, at jeg måtte komme tre måneder til Danmark og bo hos en familie. Danmark var et eventyr, som jeg glædede mig næsten feberagtigt til,« fortæller Bernd-Michael Lyko.

»Med et tog, hvor kupeerne var fyldt med børn ledsaget af sygeplejersker fra Røde Kors, kom vi til Aarhus. Her steg vi ud og stillede os op i en stor halvkreds. Børnene blev råbt op en efter en og derefter præsenteret for deres familie. Jeg bukkede dybt for hr. og fru Hansen, sådan som min mor havde sagt, at jeg skulle,« fortsætter han.

Den første forelskelse

De følgende måneder var som en drøm for Bernd-Michael Lyko.

»Jeg sov i en rigtig seng - uden halmmadras - i mit eget værelse. Fik mad i rigelige mængder og masser af leg. Jeg spillede minigolf, var i zoologisk have, spiste slik, cyklede og var omgivet af rare mennesker. Af og til passede jeg den lille Leif. Det var faktisk den eneste pligt, jeg havde. Jeg følte mig som i Paradis,« husker han og fortsætter:

»Jeg blev for første gang i mit unge liv forelsket: I Hanne, familien Rasmussens datter. Mit sværmeri for hende var åbenbart så tydeligt, at man hurtigt lærte mig at sige: »Jeg har dig kær.« Jeg vidste ikke, hvad det betød, men man forklarede mig, at jeg skulle sige denne - fandt jeg senere ud af - kærlighedserklæring til hende. Hun modtog smilende min uskyldige erklæring og omfavnede mig.«

I løbet af de tre måneder lærte han at klare det danske sprog fint, var med familien til et kæmpe bryllup på Fyn, og var på besøg på en gård i nærheden af Saralyst hos en bonde, som plejeforældrene var i familie med.

»Jeg fik endda lov til selv at styre et hesteforspand,« husker han og fortæller, at han stadig kan tage sig selv i at gå rundt og nynne: »Jeg har min hest, jeg har min lasso.«

I paradis er man som bekendt kun på lånt tid. En dag gik turen med tog tilbage til Tyskland. Med i bagagen havde Bernd-Michael Lyko et lille fotoalbum, som familien fra Olaf Rudes Vej havde lavet til ham.

Det har stadig sin plads i hans bogskab.

Trods megen søgen, er det ikke lykkedes det efterhånden godt voksne plejebarn at opspore nogen af dem, der var med til at gøre opholdet i Højbjerg paradisisk for ham. Det eneste, han har fundet frem til, er, at plejefaderen, Helmer Hansen, og hans kone, Astrid, blev skilt i slutningen af 1950'erne, og at han døde på Fyn i 1990 - 60 år gammel.

Hvis nogen kan huske det tyske plejebarn fra 1954, hører avisen gerne fra dem og kan formidle en kontakt til Bernd-Michael Lyko.