Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

At blive sig selv som musiker

Christian Windfeld nedfældede som 19-årig en karriereplan, som han i dag, i en alder af 32 år, fortsat holder fast i. Pressefoto


At blive sig selv som musiker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jazzmusikeren Christian Windfeld tager hul på et nyt år med et begivenhedsrigt gammelt i bagagen. I 2015 kunne han blandt andet føje Ung Elite-legatet til sit cv - en hæder fra staten på 230.000 kroner.

En suite for sølvpapirspræpareret flygel og trommesæt.

Hvorfor egentlig ikke?

Christian Windfeld
<ul><li>Århusiansk jazzmusiker, født 1983.</li><li>Uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2014. Samme år udgav han et eksperimenterende værk med titlen »Førstepersonental«.</li><li>Har siden 2003 indspillet og optrådt med et hav af kolleger fra ind- og udland- indenfor både jazz, pop, rock og avantgarde.</li><li>Studieophold ad flere omgange i Sverige, Italien og USA. Koncerter over hele Europa, Nordamerika og Australien. </li><li>Modtog i 2015 Statens Kunstfonds Ung Elite-legat på 230.000 kroner.</li></ul>

Det var i hvert fald bare ét af tilbuddene, da en flok riskovillige, århusianske jazzmusikere i sommer i en garage i øgaderne afviklede deres egen afdeling af den årlige jazzfestival.

Blandt dem var trommeslageren Christian Windfeld; en mildest talt innovativ skikkelse på scenerne i både ind- og udland.

Hans listige spil og indlevelse i projektet - der blev rundet af med, at de tilstedeværende fik overrakt det meste af sølvpapiret, så de kunne knitre videre, så længe de ville - er et meget godt billede på den 32-årige musikers skabertrang.

Hæder i særklasse

Det forgange år har på alle måder været givende for Christian Windfeld.

Han har rejst med sin musik, optrådt i et væld af konstellationer og modtaget hæder i særklasse.

Dels i form af et legat fra Statens Kunstfond, der skal bruges til at realisere en idé om at omsætte livemusik til 3D-skulpturer, dels i form af det statslige såkaldte Ung Elite-legat på 230.000 kroner, der, som det hedder, »skal bruges til kunstnerisk og karrieremæssig udvikling over en periode på to år«.

Den økonomiske støtte er ensbetydende med, at Christian Windfeld kan fortsætte sit virke, der i høj grad er internationalt orienteret.

Her blev takten slået an

Vi mødes i garagen i øgaderne. Dér, hvor de indledningsvist nævnte takter og toner blev slået an i sommer.

Windfeld sender tankerne tilbage i tiden. Fra barndomsårene i Ringkøbing med fodbold, skak og Bob Dylan over en jazzet åbenbaring bag trommerne til Det Jyske Musikkonservatorium, musicals og lærerige måneder i New York.

Foruden en ganske særlig karriereplan, som han nedfældede i en alder af blot 19 år.

Den vender vi tilbage til.

Først gælder det en turné i Schweiz i sommer - en oplevelse med underholdende elementer.

Schweizisk luksus

»Mens jeg gik på konservatoriet, var jeg på et ophold i Riga i Letland. Ved en åben audition var der pludselig én, der råbte:»You! Motherfucker!«

»Det viste sig at være en ældre bassist ved navn Gene Perla, som har spillet med store stjerner som Nina Simone, Miles Davis og Sonny Rollins. Han syntes åbenbart, at jeg var sagen, så han satte mig på en workshop i den uge, jeg var der.«

»Der var en god kemi imellem os, så jeg har siden besøgt ham i USA og spillet sammen med ham; og i sommer optrådte vi altså i Schweiz sammen med en yngre schweizisk saxofonist.«

»Ved den første koncert kunne folk donere, hvad de ville. De fleste blandt publikum var ret velhavende. Der var den her kvinde, som lagde, hvad der svarer til 7500 kroner i hatten. Hun havde lige arvet alle sin mænds penge.«

»Næste dag inviterede hun os med ud at spise. Det var helt »The Great Gatsby«-agtigt; dekadent og alt for meget. Men alligevel også ret sjovt«.

»Hun betalte for en overdådig middag på et meget fint sted i Zürich. Da vi rejste os for at gå, sagde hun til mig: »Hov, der faldt vist lige noget ned i din taske!« Der lå i omegnen af 1500 kroner. Om det var hendes »mor-gen«, der slog igennem, skal jeg ikke kunne sige«, griner Christian Windfeld.

Jazzens indtog

Han er født på Bornholm, men som nævnt vokset op i Ringkøbing. Derhjemme spillede moren og faren plader med blandt andre Bob Dylan, Leonard Cohen og Creedence Clearwater Revival.

Jazzen stiftede Christian Windfeld for alvor bekendtskab med, da han som 11-årig gik til trommer på den lokale musikskole.

»Vi fik forskellige rytmer, som vi skulle spille. En af dem hed »jazz«. Selvom det var det samme trommesæt, jeg sad bag, lød det hele bare pludselig meget anderledes,« mindes han.

»I stedet for en gængs rytme,« siger han og lillustrerer med et taktfastboom-tsch-boom-tsch, »kunne man »sanse« rundt og trække alt muligt ud af det. Der var en klang og et lydspektrum, som varheltsærligt«, forklarer han begejstret.

»Det var virkelig en åbenbaring.«

Forbandede alvor

Musikken greb mere og mere fat i ham.

Mens klassekameraterne flippede ud over Whigfield's plasticpop, var Christian Windfeld mere optaget af James Brown. Han kom ind på MGK (forberedelsen til konservatoriet,red.) i Holstebro og rejste frem og tilbage mellem Ringkøbing.

»Jeg var god til både fodbold og skak; jeg blev dansk mester i skoleskak i 7. klasse. Begge dele havde jeg en oplevelse af blev »ødelagt«, så snart det blev mere seriøst. Det sjove gik af det. I fodbold var det pludselig på et niveau, hvor man ingen fejl måtte lave.«

»Og netop det var jeg bange for også skulle ske, når det gjaldt musikken. Derfor var jeg ikke helt sikker på, om jeg skulle søge ind på konservatoriet.«

Men det gjorde han - i København. Og fik et afslag.

Karriereplanen

»På trods af afslaget kunne jeg alligevel mærke, at jeg havde hul igennem. Jeg spillede en masse koncerter og lærte en masse nye musikere at kende. Responsen, når jeg optrådte, var stærk.«

»Så var det, at jeg satte mig ned og skrev en karriereplan«, fortæller Christian Windfeld.

Han rejser sig og vender lidt efter tilbage med en bærbar computer. Den håndskrevne karriereplan har han scannet ind. Han læser op:

»Mål og visioner: Rejse med musikken. Turnere. Undervisning. Oplysning.«

»Udgive musik, der betyder noget for mig og som har mit personlige aftryk«.

»Dygtiggøre mig som musiker og som menneske«.

»Være i konstant udvikling. Skrive min egen musik og ikke drukne i kompromiser.«

Han stopper lidt op.

»At blive mig selv som musiker.«

Toppen af stigen

Lykkedes det mon så - at blive sig selv som musiker?

Ja, mener Christian Windfeld. Med tilføjelsen:

»Jeg ved godt, hvem jeg er som musiker, men man genopfinder jo hele tiden sin identitet,«

At rejse med sin musik, som han skrev ind i sin karriereplan, dyrkede han allerede på MGK med flere ture til udlandet. Det foreløbige trumfkort smed han dog til sig selv, da han besluttede sig for at rejse tre måneder til New York. En arv på 50.000 kroner fra sin afdøde gudmor gjorde det muligt.

»Jeg tænkte: Jeg står hernede for enden af stigen. Hvordan mon der er længere oppe mod toppen?«

»Så for at sigte efter toppen efter kransekagen - det vildeste, jeg kunne komme i tanker om; så gik jeg efter New York.«

I lære i New York

Med nogle få telefonnumre på lommen til et par bekendte, drog han afsted og indlogerede sig alene på Manhattan.

Han opsøgte den ene jamsession efter den anden og fik en fornemmelse af, som han siger, bedre at kunne træde i karakter, når nu han ikke længere befandt sig i den hjemlige andedam.

»Jeg tog noget helt essentielt med mig. Nemlig troen på, at dét her kan jeg bygge videre på. Derudover var der bare en anden energi i New York, som jeg kunne suge på længe efter.«

Hjemme igen ernærede Christian Windfeld sig i et helt år ved at medvirke som musiker i forskellige revyer og musicals. Så blev han optaget på solistlinjen på musikkonservatoriet i Aarhus.

På tværs af grænser

»Helt i tråd med mine tanker om, at jeg fortsat gerne ville orientere mig mod udlandet, sagde jeg som noget af det første, at jeg godt kunne tænke mig at komme på udveksling«, siger Christian Windfeld og tilføjer midt i en latter:

»Hvilket godt kunne lyde som om: Hvornår kan jeg komme væk herfra?«

Forespørgslen blev imidlertid taget positivt imod. Turen gik først til Italien og siden til Sverige, hvor en del af hans i alt otte års studier fandt sted.

Han har været bosat i Berlin i to år og skruet op for trangen til at eksperimentere med sin lyd. Lyd i det hele taget. For eksempel i form af field recordings; reallyde optaget i naturen.

Lydkunst på museum

Han dvæler lidt ved begrebet lydkunst. Vi taler om den prisvindende britiske kunstner Chris Watson, som har undret sig over, at folk gladeligt går på kunstmuseum for at betragte abstrakt kunst, men straks slår hælene i, når det handler om eksperimenternede lyd eller field recordings.

»Museerne i Danmark er lidt svære at få i tale, når det gælder lydkunst,« siger Christian Windfeld.

»Når der kommer en særudstilling om Asger Jorn til byen, trækker det fulde huse, for folk ved, at detskalman bare se. Men hvis nogen laver et avantgardistisk musikprojekt, er der bare ikke den samme interesse. Og det hænger selvfølgelig sammen med, at musikkens forbandelse på en måde er, at den til alle tider også har været at betragte som underholdning.«