Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Anmeldelse: Alvor på Aros

Foto: Sune Berg


Anmeldelse: Alvor på Aros

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efterfølgeren til Aros-udstillingen ?Out of the Darkness? er et stærkt politisk udsagn om kunstens rolle i en turbulent samtid.

"No Man is an Island - The Satanic Verses" italesætter to væsentlige temaer i samtiden: Pligten overfor fællesskabet og retten til forskellighed. Det er komplicerede emner, manifesteret i værker, der berører ytringsfrihed, globalisering, politik, identitet, økonomi, religion - mekanismer der definerer samfundet.

Ligesom forgængeren er "No Man is an Island" værker fra Aros egen samling, iscenesat med et stærkt dramaturgisk greb, der former en samlet fortælling, frem for at formidle traditionel kunsthistorie. Kunsten skal altså gøre noget, frem for blot at være.

I modsætning til forgængeren har de enkelte værker fået mere luft omkring sig, og der efterlades mere plads til ophold og eftertænksomhed, hvilket er særdeles klædeligt. Og som titlen også antyder, står værkerne ikke blot som enkelte udsagn, men går i aktiv dialog med hinanden, og skaber nye betydninger, så udstillingen fremstår som en samlet ytring.

Mest nyere værker

Udstillingens politiske aktualitet oppebæres primært at de nyeste værker, der typisk har været indkøbt og udstillet inden for de seneste par år. Det er således fristende også at se udstillingen som en slags opsamlende "greatest hits" fra den kurs Aros har udstukket med Kaptajn Høyersten bag roret.

Man forsøger med skiftende held at sætte disse værker i relation til ældre ting fra samlingen. En gammel traver som Bjørn Nørgaards hesteofring spiller udmærket sammen med en nutidig tematik. Noget svagere er f.eks. Thorbjørn Lausten eller Gilbert & Georges værker, der ikke rigtigt tilføjer udstillingen noget nævneværdigt.

Udstillingens mest spektakulære værk er muligvis Dolks "Low Key", hvor publikum inviteres til at skamfere en milliondyr Lamborghini. Det ville nok være forkert at kalde det et "billigt" kneb, men selvom der i bund og grund er tale om et forholdsvis enkelt værk, fungerer det faktisk godt i sammenhængen, og værket bliver så meget desto stærkere, når det sidestilles med Jani Leinonens indsamlede tiggerskilte.

Om der med ødelæggelsen af bilen også ligger en skjult kommentar til Aros meget omdiskuterede udstilling "Racing Cars", må vist være et åbent spørgsmål.

Skal det være med "Happy Ending"?

Udstillingen afsluttes med to positive værker af Rose Eken og Grace Weaver. Ekens meget fine genskabelse af en kunstners atelier i keramik bliver i denne sammenhæng en slags metakommentar til resten af udstillingen. Måske som et billede på kunstens rolle, som noget, der kan skabe mening i verdens kaos? Og Weavers maleri byder os farvel, med et fortrøstningsfuldt budskab om, at det hele nok skal gå alligevel, bare vi holder sammen.

Det virker lidt naivt og som en underligt påklistret "happy ending" til den ellers meget alvorstunge udstilling. Pointen er vel netop, at kunsten skal minde os om at stille spørgsmål ved verdens magtstrukturer. Ikke nødvendigvis at sætte sig selv i centrum og komme med løsninger og svar.

Politiske postulater

Politiserende udstillinger er en vanskelig kategori, for det det kan forekomme meget let for kultureliten at stå og belære om politisk korrekte meninger og utopiske løsninger i en realpolitisk verden fuld af kompromiser.

Selvfølgelig er det uretfærdigt at Goldman Sachs kan slippe afsted med at vælte verdensøkonomien. Selvfølgelig er det absurd at vi føler mere for en død giraf, end for millioner af krigsofre. Og selvfølgelig er det grotesk at betale en halv milliard for en Giacometti, når fattige sulter på gaden.

Men kan kunst hjælpe? Djævelens advokat er nødt til at spørge, om du selv går hjem og ændrer adfærd, efter at have stået og ridset lakken på en Lamborghini?
Når det så er sagt, er det dejligt at Aros viser at de er meget andet og mere end Olafur Eliasson og sanselig kunstunderholdning. No Man is an Island er måske ikke så spektakulær som sin forgænger. Til gengæld hænger den tematisk bedre sammen, og byder på mere stof til eftertanke, og det er trods alt en af kunstens allervigtigste opgaver.

Fakta - No Man is an Island - The Satanic Verses

Periode: 3. September - ?*
Kunstmuseet Aros, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C.
*Der er foreløbig ikke angivet slutdato på udstillingen.