Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Rent gætværk om Højbjerg-mordet

Lars Svendsen, formand, Gadeforeningen Strøget

Rent gætværk om Højbjerg-mordet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I år er det 50 år siden, ingeniørfruen Marie Loch-Hansen en fredelig formiddag i november 1967 blev skudt og myrdet i sit hjem på Hestehavevej i Højbjerg, hvilket givetvis igen-igen hen over året vil udløse en sand strøm af medieomtale omkring det mystiske drab.

Mordet på Marie er den største politisag i Danmarkshistorien, men på trods af tusindvis af efterforskningstimer og afhøringer af samtlige mænd i landet, der gik med hat, er det aldrig lykkedes politiet at finde hverken et motiv, endsige morderen.

Og det har derfor gennem de 50 år udløst en sand armada af artikler og bøger om mordet, forfattet af amatør-Sherlock Holmes'er i hobetal. Den ene mere fantasifulde teori efter den anden har i mange tilfælde antydet, og i andre direkte sagt, hvem morderen var. I hver eneste tilfælde dog uden nogen form for nagelfast bevis på påstanden.

Frihedskæmpere, søofficerer, spioner, ægtemanden, elskere og advokater har haft den tvivlsomme ære at blive udnævnt som morder - en del som fantasifuld tågesnak, andre udråbt med navns nævnelse. Det gælder især den vanvittige påstand om en af datidens højest estimerede Aarhus-sagførere.

Der er netop udkommet endnu en bog om drabet: "Maries Morder" af forfatteren Peer Kaae. Det er den til dato mest velskrevne bog om sagen, og vel også den mest spændende, fordi den placerer sig i "True Crime-genren" - altså som en kriminalroman, men fra virkelighedens verden.

Første halvdel af Peer Kaaes bog bringer som sådan ikke noget nyt frem. Det er en velskrevet gennemgang af de facto-hændelsesforløbet, baseret på hushjælpen Irma Frier Rasmussens vidneudsagn - et vidneudsagn som ligger til grund for alt vedrørende drabssagen, herunder også signalementet af morderen. Men tænk, hvis Irma Frier Rasmussen, liggende på entrégulvet, i sit smertehelvede med en kugle i underlivet, har misfortolket hele hændelsesforløbet ...

Anden halvdel af bogen er så Peer Kaaes bud på en morder. Men det er igen det rene gætværk. Og bortset fra, at hans teori aldrig før har været bragt til torvs i andre artikler og bøger, så er den lige så aparte, som alle de tidligere bud på Maries morder. Ja, måske endog den mest urealistiske af dem alle.

Hushjælp Irma Frier Rasmussen har altid hævdet, at morderen var en 35-40-årig mand. Peer Kaaes morder er på gerningstidspunktet 59 år, og billeddokumentationen af manden viser da også, at han umuligt kan gå for kun at være 40 år. Men igen: Hvis nu Irma Frier Rasmussen totalt har kludret rundt i hændelsesforløb, alder og signalement?

Peer Kaae løser med sin bog ikke en mordgåde, men begår et nyt drab. Et karaktermord på "Repræsentanten", hvis navn han ikke afslører - men til gengæld giver læserne så mange faktuelle oplysninger om, herunder også fotografier, at man med et mindstemål af research på få minutter kan finde frem til, hvem han var.

Heller ikke denne gang blev Marie Loch-Hansens morder afsløret. Og det bliver han nok heller aldrig. For én ting har været forkludret fra starten - nemlig dét, der altid går forud for et mord: motivet!

Og det er politiet, der bærer skylden. Politifolkene har hele vejen bedyret, at de med deres bedste vilje ikke har kunnet finde et motiv - og af dén grund heller ikke nogen morder.

Men når man nu ved, at enten økonomi eller kærlighed - eller manglen på begge dele - i stort set alle tilfælde er motivet for mord, så forekommer det fuldstændig uforståeligt, at politiet ikke fra starten gav det testamente, som var lavet otte dage før mordet, og som skulle tinglyses på morddagen, al opmærksomheden!

Her var der økonomi og kærlighed for alle pengene. Ægteparret havde underskrevet Danmarkshistoriens besynderligste testamente, som i tilfælde af skilsmisse ville blanke ægtemanden - der alene havde skabt hele formuen - fuldstændig af.

Heri ligger motivet naturligvis, hvilket alle amatør-detektiver da også tager udgangspunkt i. Herfra fabulerer de så videre om, hvem der kunne være morderen - men det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at det ikke var ægtemanden, for hans alibi var skudsikkert.

Men ...

Der kommer en dag
Og bortset fra, at hans teori aldrig før har været bragt til torvs i andre artikler og bøger, så er den lige så aparte, som alle de tidligere bud på Maries morder.