Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ressourcer bruges forkert. Ingen grænsekontrol kunne stoppe en ny Breivik


Ressourcer bruges forkert. Ingen grænsekontrol kunne stoppe en ny Breivik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Tidl. operativ chef, PET Hans Jørgen Bonnichsen
Claus Fisker/Scanpix Denmark
Debat. 

Politiet har siden 4. januar 2016 afvist 4.323 personer under grænsekontrol. 331 sigtelser er rejst for menneskesmugling.

Det var overskriften på Jyllands-Postens netavis søndag aften. Jeg var virkelig spændt på at læse artiklen, da alt tydede på, at det var "hårde data", så forførende, at jeg måtte bøje mig for kendsgerningerne og ændre min opfattelse af, at grænsekontrollen sammen med bevogtningsopgaverne er et eklatant misbrug af politiets ressourcer, og som har en række alvorlige følgevirkninger både aktuelt og på sigt.

Jeg blev fælt skuffet. Jeg fik intet oplyst om årsagerne til afvisningerne. Var det, fordi de pågældende havde glemt deres pas, kørekort, eller manglede et nationalitetskilt på bilen, eller at denne ikke var i forskriftsmæssig stand, eller hvad? Kilder har fortalt mig, at politiet faktisk ikke er i stand til at fortælle om årsagerne til afvisningen. Hvis det er rigtigt, må det være et spørgsmål til justitsministeren, om det virkelig kan være rigtigt.

På samme måde forholder det sig med menneskesmuglersagerne. Hvad er indholdet i sigtelserne? Er det "Zorning-sager", altså bødesager, hvor det gode hjerte er løbet af med én, og man har transporteret en flygtning over grænsen? Er det hårdkogte, professionelle kyniske bagmænd? Og helt ærligt, hvorfor dog ikke oplyse, hvor mange der er domfældte? Sidst, men ikke mindst: Hvor er tallene, der gør det muligt at sammenligne med tidligere års arbejde i "baglandspatruljerne", så man kunne se forskellene på før og nu? Kort og godt: Det er ganske enkelt tale om forførende, ufortolkede og uanalyserede tal.

Hvorfor i alverden er der ingen kritiske journalister, der har stillet spørgsmål til tallene, men blot ureflekteret har videreformidlet disse? Er det i resignation over, "hvad kan det nytte"? Det er jo lykkedes for et flertal i Folketinget at foregøgle den danske befolkning, at alt det onde kommer udefra, og at grænsekontrollen er et effektivt redskab til at bremse dette. En frygtdannelse, der har gjort, at et flertal i befolkningen er immune overfor fakta. Virkeligheden er, at "det onde" findes hos os selv, og ingen grænsekontrol kunne stoppe en Breivik eller vor egen Omar Hussein.

Fakta er - med den øverste af de sagkyndiges, rigspolitichefens ord: "At en fast grænsekontrol hverken er et nødvendigt eller hensigtsmæssigt redskab til at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Ud fra en politifaglig vurdering får vi et større udbytte af at anvende ressourcerne på den efterretningsbaserede indsats overfor den organiserede kriminalitet".

Vi lever ikke længere i en verden, hvor en Bonnie og en Clyde i deres Ford T med 40 kilometer i timen kunne krydse tre statsgrænser og begå lige så mange bankrøverier. I dag kan den grænseoverskridende kriminalitet ske med lysets hastighed og udøves af en person, der sidder på sin sengekant i Ukraine med en pc i hånden. Vi befinder os ikke i et Anders And-univers, hvor de kriminelle i Bjørnebanden vil kunne genkendes på deres maskering. Og alligevel synes det næsten håbløst at kæmpe mod populisterne i Folketinget, der har forført mange til at tro, at alt bliver bedre med en grænsekontrol, men hvor fakta er, at det har haft den stik modsatte effekt - på flere måder, men det vender jeg tilbage til.

Jeg kan ikke lade være med at nævne bevogtningsopgaverne, hvor politiet i realiteten bliver"lokkeduer og målskiver"" og medvirker måske mere til utryghed fremfor at skabe tryghed.

I nærheden af min sommerbolig findes der en synagoge, der bevogtes af to til tre politifolk hver fredag aften og lørdag formiddag, når den lille menighed fejrer sabbatten. En repræsentant for menigheden har fortalt, at før politiet dukkede op, var der næsten ingen, der vidste, at der lå en synagoge på stedet. Menigheden føler politiets tilstedeværelse som ubehagelig, og det vækker bekymring, når de ser politibilerne og betjentene udenfor synagogen, men må samtidig erkende, at bevogtningen nok er kommet for at blive. Den slags bevogtningsopgaver er der mange af, og de sluger ressourcer, der kunne have været bedre anvendt andre steder. Det helt paradoksale er, at der ikke er politibevogtning udenfor den bygning i Danmark, der efter alle trusselsvurderinger er den mest truede: JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. Der anvender man nemlig intelligent sikkerhed. En ide til efterfølgelse, der dog næppe vil finde gehør.

Nødtvunget er politikerne bevidstgjort om, at ressourcetrækket på de af dem indførte foranstaltninger har betydning for politiets indsats mod den borgernære kriminalitet, f.eks indbrudstyverier, hvor opklaringsprocenten er på sølle ca. seks procent - samtidig med, at skuddene brager på Nørrebro og rammer uskyldige mennesker. I stedet for at erkende, at de nævnte indsatsformer har mere symbolsk eller reel karakter og trækker ressourcerne tilbage, kom der nye "hovsa-løsninger" med et stigende fokus på hårdere straffe, på trods af, at al forskning viser, at straffe ikke afskrækker de kriminelle. Værre er dog, at politikerne har skåret et år af uddannelsesforløbet for politifolk, og dermed ødelagde en moderne fremtidsorienteret uddannelse på professionsbachelor-niveau.

Det var ikke nok og så blev der indført en politikadetuddannelse på seks måneder, specielt rettet mod grænsekontrol og bevogtningsopgaverne, og dermed en stigende militarisering i løsningen af politiopgaverne. I mellemtiden har man anvendt hjemmeværnet i aflastningen af politiet, og aktuelt forhandles der i øjeblikket med forsvaret om yderligere militære løsninger af politiopgaver.

Danmark har ikke brug for et gendarmerikorps eller en militarisering af politiopgaver. Vi har brug for et forskningsbaseret og analyserende politikorps, der kombineret med den rige menneskelig erfaring, der findes i politiet, er i kontakt med borgerne uden at være iført kampuniform. Et politi, som er i stand til at håndtere de kolossale udfordringer, der ligger i opklaringsarbejdet, nationalt som internationalt. Her er det ikke brug for forførende tal, men kritisk journalistik, der kan medvirke til, at frygtens første offer, fornuften, får lov til at vende tilbage hos vore politikere, inden der sker en ubodelig skade på dansk politi , som endnu er et af de bedste politikorps i verden.