Annonce
Kultur

50 år siden: Da Aarhus gik crazy over The Who

Efter koncerten lignede salen »en slagmark, som halvtreds vilde elefanter havde raseret«, hed det i Demokraten dagen efter koncerten.

Lørdag er det 50 år siden den unge generation smadrede Aarhus Hallen. The Who fik kun nogle få minutter på scenen og nåede ikke selv at smadre deres udstyr, som de ellers gerne gjorde.

For 50 år siden, søndag 26. september 1965, var Aarhushallen rammen om en koncert, der virkelig bragte de unge generationers musik op i overskrifterne - ikke blot i Aarhus, men over hele landet. Ikke på grund af musikken, men på grund af en hændelse, som endnu i dag står som den voldsomste begivenhed på den århusianske rockscene.
Annonce
Annoncen i Aarhuus Stiftstidende forud for koncerten, hvor The Who?s sceneoptræden betegnes som fantastisk, vild og crazy.
Anledningen var en koncert med London-gruppen The Who, som var slået igennem i England i 1965 og også hurtigt blev populær i Danmark.
Nøjagtig tre minutter spillede The Who, før publikum stormede scenen.
The Whos første to singleplader, I Can't Explain og Anyway, Anyhow, Anywhere, havde solgt godt, og i september arrangerede Bendix Music gruppens første Danmarksturné.
Hærværksmanden i Den Gamle By viste sig et par dage senere at være en fulderik, som ikke var vant til at drikke. Han anede ikke , hvorfor han var gået amok på kakkelovnene, ligesom han ikke huskede, hvor han havde lagt sit tøj og hvor han havde fundet indpakningspapiret, han havde på hjem fra den fugtige aften.
Turneen omfattede fire koncerter. Lørdag 25. september skulle gruppen spille i Folkets Hus i Helsingør efterfulgt af en midnatskoncert i K.B. Hallen i København. Dagen efter, som var en søndag, gik turen videre til Aarhushallen. The Who skulle på scenen klokken 20 og så direkte til Karoline Mælkepoppen i Aalborg, hvor de skulle spille senere samme aften.
Denne folder fungerede som en slags koncertprogram til Who-koncerten. I den fortæller de om meningen med at smadre instrumenterne ved koncertens slutning: »Det lyder så visuelt«.

My Generation

Det var kun godt en måned før The Who udsendte deres mest kendte nummer, det rebelske generations-epos My Generation, som efter udgivelsen 5. november bragede igennem både højttalere og hitlister.
My Generation fandt sin endelige form i september, så sandsynligvis spillede The Who den også i Danmark. Men det gjorde de ikke i Aarhushallen, hvor koncerten kun var få minutter gammel, da et vildt tændt publikum gik amok og stormede scenen med store ødelæggelser til følge - både i salen og i de omkringliggende gader.
Balladen ved Who-koncerten og de efterfølgende optøjer var dagen efter på forsiden af Aarhuus Stiftstidende ... men pudsigt nok var de skrevet ind i en artikel om andre, nylige bøllestreger, som intet havde med koncerten at gøre: I Den Gamle By var en hærværksmand gået amok på en kakkelovssamling, og i Tårnby ved København var dækkene på en række biler skåret op.

Fire eksplosive Londonknægte

The Who var dannet i 1964 af den mikrofonsvingende forsanger Roger Daltrey, møllehjulsguitaristen Pete Townshend, bas-ekvilibristen John Entwistle og den viltre trommeslager Keith Moon. Fire London-knægte, hvor de tre ældste var 19 år, Keith Moon kun 17. Sammen lavede gruppen en række sange, der mere end noget andet inkarnerede de store efterkrigsgenerationers oprør og selvstændighedstrang.
Gruppens fire medlemmer var stærke og indbyrdes konkurrerende individer. Musikken er blevet beskrevet som konstant solo for guitar, bas, trommer og sang. Alle bandmedlemmerne følte de var noget særligt, og de gjorde hvad de kunne for at skille sig ud; også i påklædning, hvor ikke mindst Pete Townshends Union Jack-jakke vakte opmærksomhed.
Gruppens performance var eksplosiv, poserende og uhørt kompromisløs, og The Who blev kendt for at smadre instrumenterne som afslutning på deres koncerter. Mikrofoner, Premier-trommesæt, Rickenbacker-guitar, Marshall-stacks(mandshøje højttalere med forstærker på toppen) og hele møget.

The Who og Hanne fra Holstebro

I Aarhus skulle The Who optræde som hovednavn i en typisk pakkekoncert med flere navne, og hvor der rundt regnet var en halv time pr. optrædende. De andre navne var dansk-engelske The Ex-Checkers, der på plakaten blev kaldt »Danmarks populæreste topgruppe«, The Beethovens, der blev kaldt »Danmarks Beatles«, Hanne fra Holstebro, der blev omtalt som »Danmarks Brenda Lee« samt de to århusianske grupper The Spitfires og The Snakes.
Der var ingen redaktionelle foromtaler af koncerten, for dengang midt i 60´erne var pigtråd ikke noget for pæne aviser. Men da det viste sig, at koncerten udviklede sig til voldsomheder af et omfang, der hverken er set før eller siden i Aarhus, blev The Who pludselig forsidestof.

Fantastisk, vild og crazy

Annonceringen op til koncerten i Aarhus-Hallen lagde da også op til, at nu skulle der være gang i den.
The Who blev kaldt »den engelske beat-sensation«. Og annoncerne beskrev gruppen som »den mest omtalte gruppe i England i dag - Gruppen, hvis sceneoptræden er så fantastisk, vild og crazy, at den er ubeskrivelig - Gruppen, der er The Rolling Stones favoritgruppe - Gruppen, der i vild ekstase i løbet af få måneder har smadret for ca. 60.000 kr. udstyr, bl.a. 8 guitarer, 20 mikrofoner, forstærkere m.m. - en engangsoplevelse af de store«.

Hallen lignede en slagmark

Både gruppens tekster og musik var noget, der virkelig rykkede for de store grupper af frustrerede unge, der længtes efter noget andet end det, de kendte fra barndommen i de trøstesløse halvtredsere.
I Helsingør og København forløb koncerterne uden ballade. Men i Aarhus-Hallen var stemningen voldelig helt fra starten. Der blev kastet papir og små jerndimser mod The Ex-Checkers, der var første band på scenen. Da guitaristen blev ramt af en flaske kastet fra nært hold, udvandrede gruppen, og næste gruppe, The Beethovens, gik kun på scenen, fordi lyset i hallen blev tændt, berettede Aarhuus Stiftstidende i omtalen mandag 27. september.
Helt galt gik det, da The Who kom på. »Nøjagtig tre minutter fik de lov at synge, før publikum stormede scenen og fuldstændig dækkede de optrædende for alle i salen, så koncerten måtte stoppes«, oplyser Demokraten. »Efter det korte nummer forsvandt The Who fra scenen, og publikum blev gennet ned. I raseri over at koncerten blev afbrudt, begyndte de at brække stolene fra hinanden og kaste med stoleben mod scenen. Salen lignede efter koncerten en slagmark, som halvtreds vilde elefanter havde raseret.«

De langhårede smadrede Aarhus

Jyllands-Posten mente, at der var tale om »ungdommelige optøjer fra København«, der nu bredte sig til Aarhus. Avisen fortæller, at det lykkedes kontrollørerne at få de unge drevet ud i Ny Banegårdsgade og få jerngitteret trukket for«. »Ude på gaden fortsatte urolighederne med hujen og skrigen og hærværk adskillige steder«.
Demokraten fortæller, at »de langhårede« herefter gik »ned gennem Strøget og knuste adskillige ruder, og nogle vendte tilbage og satte retningen mod Rådhusparken. Havde urolighederne været slemme før, gik det helt galt nu. Cykler blev kastet i springvandet ved Agnete og Havmanden, blomsterkrukker væltet og knust, og alt andet, som kunne ødelægges, led den triste skæbne at blive det.«
Jyllands-Posten oplyser, at politiet ikke foretog anholdelser. »Men fortsætter urolighederne i de kommende dage«, beretter avisen, »er det politiets hensigt at skride hårdere ind«.

»Jeg var med i forreste række«

Den Gamle By har oplysninger fra to af de unge, der oplevede koncerten.
En dengang 15-årig »husker tydeligt, hvordan kaos bredte sig. Jerntæppet gik ned foran scenen, brandvæsnet kom og sprøjtede vand ud over os alle, mens politiet stod klar med knipler i foyeren ... Faktisk var det min første store koncert - og jeg var rædselsslagen«.
En anden fortæller, at han var »en af de langhårede, som var med i forreste række«.
»Efter at vi var smidt ned fra scenen forsøgte man at lukke af ved at trække scenetæppet for. Jeg råbte til alle om at tage fat i tæppet med det resultat, at det faldt ned på scenegulvet. Vi forsøgte også at få gang i brandslangerne, som var skjult i paneler i væggen, det lykkedes ikke for os. Dernæst kørte man det store filmlærred ned fra loftet for at vi ikke kunne kravle op på scenen. Det fik os til at sætte stolerækkerne - 8-10 stole - op på højkant, og så væltede vi dem med det resultat, at de knustes mod gulvet. Vi kunne derefter bruge stumperne til kasteskyts mod filmlærredet. Der blev klappet hver gang et stykke stol satte sig fast i lærredet. Efter et stykke tid blev vi gennet ud i Banegårdsgade, hvor vi forsøgte at vælte et par biler, og det lykkedes at vælte noget af hegnet ned mod banen. På et tidspunkt kunne vi nede ved Rutebilstationen se en stor flok politibetjente med hunde, og vi tog flugten. Først ned gennem Strøget og så op til Agnete og Havmanden, hvor nogen forsøgte at knække tissemanden af Havmanden. Lidt senere drog flokken mod Boom i Frederiksgade. De var blevet advaret i forvejen, man havde lukket stedet med jernlåger. Efter et par timer ebbede det hele ud«.

Bønder?

Fra 1975 har vi en erindring fra en af hovedpersonerne, Who-guitaristen Pete Townshend, der tydeligt huskede koncerten i Aarhus-Hallen.
Townshend fortæller, at publikum i Danmark »were really wild«, og det hele kom »fuldstændig ud af kontrol«, og så giver han en skildring, der er helt i overensstemmelse med de ovenfor citerede beskrivelser.
Hans opfattelse af Aarhus var imidlertid langt fra byens selvopfattelse som en vigtig universitetsby med mange unge, ja, Danmarks næststørste by og med både Den Gamle By og Aarhus Festuge. Her skal man huske, at Pete Townshend bor i London og er født og opvokset dér. For ham var det naturligt at opfatte en lille by som Aarhus som »a farming area«, altså et landbrugsområde, og han opfattede det publikum, der smadrede Aarhus-Hallen som »young farmers« - et ret barsk og kontant publikum, tilføjer han.
Det første var ikke korrekt, men man må give ham ret i det sidste.

Min Generation

The Who blev en af rockens stilskabende og toneangivende grupper.
Siden 1965 har gruppen i alt udgivet 46 albums, heraf 11 egentlige studiealbums, seks livealbums samt et stort antal plader med upubliceret materiale, singler og andre former for opsamlinger. For mig - og sikkert for de fleste - toppede The Who i tiåret fra 1965 til 1975. I den periode var de måske verdens bedste live-band, og det var her de producerede mesterværkerne Tommy, Live at Leeds, Who's Next og Quadrophenia.
I 1978 døde den hårdtlevende trommeslager Keith Moon, og i 2002 døde også bassisten John Entwistle. Tilbage er guitaristen og sangskriveren Pete Townshend og forsangeren Roger Daltrey. Den 26. november sidste år indledte de to i Dublin jubilæumsturneen »The Who Hits 50«. Turneen fortsætter dette år ud med koncerter i Europa og Nordamerika. My Generation har været på sætlisten ved mange af koncerterne, hvor man har kunnet høre den nu 71-årige Daltrey stamme 70-årige Townsends udødelige statement »I hope I d-d-die b-b-before I get old«.
Har du billeder?
Århus Stiftstidende vil gerne bringe flere billeder fra koncerten og balladen i kølvandet på den. Og Den Gamle By er interesseret i at gemme og udstille billederne senere. Så hvis du har billeder fra det begivenhedsrige døgn for 50 år siden, hører vi gerne fra dig på red@stiften.dk
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce