Annonce
Aarhus

63 procent mænd: Østjyske folketingskandidater vil have flere kvindelige kolleger

Lørdag 10. november blev der afholdt tværpolitisk debat, hvor det helt store spørgsmål var, 'synes du, at der burde være flere kvinder i Folketinget?' Foto: Flemming Krogh

Lørdag formiddag var der lagt op til kvindedebat på Kvindemuseet i Aarhus. Her sad seks kvindelige folketingskandidater med et klart fælles mål om at få flere kvinder repræsenteret i Folketinget, så befolkningen endnu bedre kan blive repræsenteret i fremtiden.

AARHUS: Når man hører ordet 'paneldebat' kan man hurtigt komme til at tænke på stridigheder, beskyldninger og mudderkast. Men det var ikke tilfældet lørdag formiddag, hvor seks folketingskandidater fra hver deres parti havde indtaget Kvindemuseet til en debat om, hvorvidt der skal flere kvinder i Folketinget.

De var alle enige om, at der skal fokus på den underrepræsentation af kvinder, der er i Folketinget i dag, for at man på bedst mulig vis kan afspejle befolkningen.

- Der er nogle emner, der rent strukturelt interesserer kvinder mere end mænd. Det er blandt andet de lidt blødere områder som familieforhold, børnepolitik og bemanding i institutionerne. Det er ikke fordi, mænd ikke kan repræsentere kvindernes holdninger, men vi skal passe på ikke at tale ind i stereotyper om, at kvinder netop skal beskæftige sig med de blødere emner, mens mænd skal beskæftige sig med økonomien, sagde Britt Bager, der er politisk ordstyrer i Venstre.

Hun mener, at der altid vil være nogle naturlige forskelle mellem mænd og kvinder i forhold til livserfaring, barsel og opvækst, og som vil afspejle sig i den politik, som bliver ført på Christiansborg.

Annonce

Det er vigtigt at holde fast i forskellen mellem mænd og kvinder. Jeg mener, at kvinder skal stille op, fordi de kan noget andet end mændene, og de repræsenterer 50 procent af befolkningen. Derfor skal vi ud og kæmpe for mere ligestilling. Charlotte Green, Det Konservative Folkeparti

Efter debatten gik de seks folketingskandidater ud og uddelte flyers til århusianerne. Foto: Flemming Krogh

Samme holdning til kønskvoter

Man skal helt frem til slutningen af 1980'erne, inden andelen af kvinder i Folketinget nåede 30 procent. Fra sidste folketingsvalg udgjorde de kvindelige medlemmer 37,4 procent, hvilket panelet stadig mener er for lille en procentdel til at repræsentere hele befolkningen.

- Det er som om, vi er gået i stå. Jeg synes, det er pudsigt, at vi mener, vi har ligestilling, men samtidig ikke har været oppe på 50 procent, sagde Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Heller ikke Britt Bager var tilhænger af kvoterne.

- Jeg vil aldrig gå ind for kønskvoter. Som kvinde vil jeg aldrig bæres frem på grund af mit køn. Det vil jeg føle utrolig nedværdigende.

Charlotte Green, der til daglig er overlæge på Skejby Sygehus, var også på banen, da snakken faldt om kønskvoter.

- Det er ikke kun et spørgsmål om kvoter. Det er lige så meget et spørgsmål om nogle helt grundlæggende ting. Som kvindelig folketingskandidat bliver der stillet spørgsmålstegn til, hvorvidt du kan være en god mor, når du arbejder mere end 50 timer om ugen. Det spørgsmål bliver der aldrig stillet til faren, sagde Charlotte Green fra Det Konservative Folkeparti.

Stine Niebuhr (tv) var sammen med veninden Sofie Kohsen taget til køns-debat på Kvindemuseet. De læser henholdsvis statskunstskab og politik og økonomi og synes begge, det var fedt, at der var stablet en debat på benene, som var målrettet emnet om flere kvinder i Folketinget. Foto: Flemming Krogh

Mænd og kvinder bidrager forskelligt

De fremmødte kvinder, der aldersmæssigt spændte fra studerende til kvinder i pensionsalderen, deltog i debatten med både spørgsmål, kommentarer, anerkendende nik efterfulgt af et efterfølgende 'mhh'.

Ud af de fremmødte var veninderne Sofie Kohsen og Stine Niebuhr.

- Jeg synes, debatten blev meget løsningsorienteret, hvilket jeg på mange måder godt kan lide. Vi bliver nødt til at samarbejde om det her problem, og jeg er meget enig i panelet om, at det ikke skal være kvoter, der styrer antallet af kvinder, men at det nærmere skal være målsætninger og kompetencer, sagde Stine Niebuhr, der studerer statskunstskab i Aarhus.

Inden Folketingsvalget, som senest bliver 19. juni næste år, skal de østjyske folketingskandidater ud og kæmpe for flere kvindelige kolleger.

- Det er vigtigt at holde fast i forskellen mellem mænd og kvinder, da vi bidrager forskelligt. Jeg mener, at kvinder skal stille op, fordi de kan noget andet end mændene, og de repræsenterer 50 procent af befolkningen. Derfor skal vi ud og kæmpe for mere ligestilling i Folketinget, sagde Charlotte Green.

Selvom der langt hen ad vejen var enighed i panelet til den tværpolitiske debat på Kvindemuseet, havde Mette Hjermind Dencker fra Dansk Folkeparti én ting, hun synes særlig vigtig.

- Vi skal ud og opfordre kvinder til at stemme på kvinder, og vi skal ud og have flere kvinder til at blive valgt ind i folketinget, men vi skal aldrig trække offer-kortet, fordi vi er kvinder.

I panelet var Britt Bager fra Venstre, Iben Sønderup fra Socialdemokratiet, Katrine Robsøe fra Radikale Venstre, Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti og Mette Hjermind Dencker fra Dansk Folkeparti. Foto: Flemming Krogh
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Pris til århusiansk sangskriver

Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce