74-årige Knud siger modvilligt farvel til sine elever: - Jeg har altid sværget til vingummipædagogikken

Det var slet ikke meningen, at Knud Holm skulle have været lærer. Han startede med at læse psykologi, fordi han interesserede sig for mennesker, men der var kun ni timers undervisning om ugen, imens resten af tiden stod på selvstudie. Det passede ikke den unge Knud særligt godt - han kom direkte fra gymnasiet og var alt for aktiv til at sidde stille og læse for sig selv, så han skiftede til seminariet, hvor der var mødepligt og disciplin.

Heldigvis viste dét sig at være den helt rette hylde for Knud. Og selvom han fylder 75 år om et par måneder, er det ikke med hans gode vilje, at han nu må stoppe på Rosenvangskolen i Viby, hvor han har været lærer i hele 46 år.

– Jeg havde drømt om at kunne holde 50-års jubilæum, men jeg må desværre stoppe her et par år inden. Det har været en svær erkendelse. Jeg er ovre krisen nu, men den har altså været stor, siger Knud, der har sidste dag på skolen onsdag 4. maj.

I oktober traf han beslutningen om at gå på pension, selvom planen egentlig var, at han skulle have fulgt en børnehaveklasse de næste tre år. Men desværre ville hjertet ikke som Knud.

– I efteråret blev jeg akut indlagt på Skejby med hjerteflimmer og fik elektrisk stød. I samme ombæring fik jeg spinalstenose, som jeg havde for ti år siden, men ikke har været plaget af siden. Det var bestemt ikke med min gode vilje, men der var intet andet for end at give op, siger Knud og fortsætter:

– Efter min sygemelding har jeg været nede på skolen og sige hej til børnene flere gange, og et par af mine tidligere elever har også været forbi herhjemme med en kage, de havde bagt til mig. Jeg kommer virkelig til at savne dem, så jeg vil ned og sige ordentligt farvel på et tidspunkt med flødeboller og Dumle-karameller i tasken.

For selvom skolen har en politik om, at der kun må serveres sund mad, er Knud altså ikke så bange for sukker.

– Jeg må jo indrømme, at jeg sværger til vingummipædagogikken, siger han og griner.

– Jeg har i hvert fald god erfaring med at stille et stykke slik på højkant i undervisningen. Af samme grund har jeg altid haft et skab med slik i klassen, for jeg synes ikke, at man skal være så sukkerforskrækket, så længe man også får rørt sig og kommer ud i naturen.

Og netop at bruge naturen i sin undervisning er noget, som Knud har gjort i stor stil.

Under corona valgte han at være ude med eleverne i hele undervisningstiden, for som ældre lærer var han selv særligt udsat, men faktisk handlede det lige så meget om at gøre noget anderledes og ruske op i de traditionelle undervisningsformer.

– Vi mødtes på boldbanen hver morgen, og så gik vi sammen ned til eksempelvis Mindeparken eller Ballehage. Her kørte vi undervisningsintervaller af to gange tyve minutter, hvor man skulle sidde stille og læse, imens pauserne blev brugt på boldspil eller at fiske med net. Langt de fleste elever gav udtryk for, at det var virkelig fedt, og samtidig var de enormt koncentrerede, når det gjaldt. Det med at komme ud og få noget frisk luft, dét er altså smadderfedt, siger han.

Når Knud i dag tænker tilbage på sine bedste minder som lærer, er det da også særligt skolernes motionsdag og lejrturene, han mindes.

Han har arrangeret utallige ture for utallige klasser, og da han i sine unge lærerår havde en klasse med massive problemer, inviterede han alle børnene og deres forældre med til Tunø, så de kunne blive rystet sammen og få lagt en plan for elevernes fremadrettede trivsel.

– Og det endte faktisk med at blive en god klasse, siger Knud.

At få børn og unge godt på vej i livet har gennem alle årene været en af Knuds største drivkræfter.

– At mærke at jeg har været med til at gøre en forskel. Dét er fedt. For ikke så længe siden var jeg ude at gå en tur i skoven, og så kom der en ung mand løbende imod mig, som viste sig at være en tidligere elev. ”Hej Knud,” råbte han, ”det er faktisk din skyld, at jeg løber i dag.” Jeg havde ofte børnene med på løbeture omkring Skovsøen, og så er det jo bare skønt at se, at det har inspireret nogle til at fortsætte.

Idræt og biologi var Knuds hovedfag på seminariet, men han har gennem årene undervist i alt fra dansk og matematik til natur og teknik, kristendom og sløjd. Men selvom fagene har varieret, har elevernes klassetrin været nogenlunde konstant.

– Jeg er altid endt hos de små. Jeg kan ikke svare på hvorfor, men jeg tror, det handler om, at de er så åbne og villige til at lære. På et tidspunkt havde jeg en førsteklasse, imens det sneede helt vildt udenfor. De ville gerne ud at lege i det, så jeg sagde, at de måtte være ude, indtil det første skænderi opstod, eller indtil der var en, der følte sig udenfor. Den var de med på, og der gik altså meget lang tid, før de kom ind, husker Knud.

– Jeg mindes også tydeligt, da det var sidste skoledag, og min klasse og jeg skulle finde en god måde at fordele karamellerne. Efter nogle diskussioner frem og tilbage, blev vi enige om, at alle måtte samle så mange, som de kunne, og så måtte man selv beholde halvdelen, imens den anden halvdel røg i fællespuljen og blev delt. Det kunne de fleste godt se det rimelige i, og samtidig er der jo en stor læring i at dele med andre.

Knud har næsten udelukkende gode ting at sige om lærergerningen, men som i alle andre jobs, er udfordringer også en del af pakken.

– Personligt synes jeg, at den største udfordring har ligget i de mange krav, man forventes at opfylde som lærer. Der er både krav fra politikerne, ledelsen, forældrene og børnene. Lærere betjener hele Danmark, men den enkelte lærer er ikke nødvendigvis enig med hele Danmark i tilgangen til børn og læring, siger han og tilføjer:

– Men selvom meget har ændret sig gennem min tid, og selvom der er kommet flere krav, har folkeskolen på langt de fleste parametre ændret sig i den rigtige retning. Før jeg kom til Rosenvangskolen i 1976, var jeg på en anden skole, hvor inspektøren gik enormt meget op i, at man skulle være hård, så børnene udviste respekt. Men al ny forskning viser jo, at børn motiveres ved at have en god relation til de voksne, og det har jeg altid bestræbt mig på at skabe. Jeg lod også eleverne kalde mig ”du” fremfor ”de” allerede dengang, og for det blev jeg kaldt op på inspektørens kontor.

Der har i det hele taget aldrig været meget hårdhed over Knud. Og de mange kram og søde ord fra elever, som han på det seneste har modtaget, viser da også, at han i høj grad er lykkedes med at skabe en god relation til børnene.

Efter 46 år som lærer på den samme skole, kan Knud rolig gå på pension med visheden om, at han har gjort sit og mere til. Men helt rolig er han altså ikke endnu.

– Tilværelsen er selvfølgelig blevet roligere. Nu er der tid til at nyde kaffen og læse nyheder om morgenen, men jeg synes jo også, at noget af min frihed går fra mig ved ikke at være lærer. Men det skal nok blive fint. Jeg får mere tid til mine børn og børnebørn, og min kone og jeg vil gerne rejse mere.

Men én ting ærgrer Knud sig især over, at han ikke når at få med på lærer-CV ’et

– Jeg har haft mange elever, hvis forælder jeg også har undervist. Men jeg har endnu ikke haft en elev, hvis bedsteforælder jeg også har haft. Dét ville jeg altså gerne have prøvet.