Annonce
Kronik

9.april 1940: Myten om den meningsfulde, militære modstand.

Hvilke handlemuligheder havde den socialdemokratisk-radikale regering reelt den 9. april 1940?

Annonce

I 2003, da Danmark var blevet beriget med Anders Fogh Rasmussen som statsminister, blev jeg godt gammeldags provokeret i forhold til historien om den skammelige tirsdag morgen, hvor Danmark blev løbet over ende af tyske invasionsstyrker.

Årsag: Den famøse Berlingske Tidende-kronik fra marts 2003, hvor Fogh tillod sig at parafrasere over den gamle venstremand, Viggo Hørups, tale med overskriften ”Hvad skal det nytte?”. Hørup talte dengang mod de øgede forsvars-bevillinger, som Højre og størstedelen af hans eget parti ønskede.

At det var 120 år tidligere, bekymrede ikke Fogh, der med vold og (militær)magt ønskede, at Danmark skulle forlade sin traditionelle forsvarspolitik:

- Sådan var det fra 1864 til 1945, hvor vi lydigt tilpassede os signalerne fra den store tyske nabo. Det førte til hykleriet under Første Verdenskrig og den usle samarbejdspolitik med tyskerne under Anden Verdenskrig (Berlingske Tidende, 26.marts).

I stedet ville Fogh have Danmark til at indtræde aktivt som USA's væbner i Irak-krigen, hvilket var et markant skifte fra deltagelsen i hidtidige, internationale missioner, der var i FN-regi.

Men i 2003 kunne man tilsyneladende skamride historien så langt, blot for at forfølge egne ambitioner. I hvert fald, hvis man ville være generalsekretær i NATO.

Missionen lykkedes for Fogh, men ikke alle billigede. Såmænd heller ikke professor Anette Warring fra RUC, hvis forskning kritiserer danskernes kollektive erindring om besættelsestidens historie for at være et skønmaleri af nationens modstandsvilje og -indsats. Nu løb bægeret alligevel over, og Warring svingede øksen over Fogh:

- Fortiden ændrer sig ikke, men det gør historien om den hele tiden. Vi omskriver hele tiden historien i forhold til aktuelle politiske spørgsmål, men vi skal passe på, at vi ikke forenkler den i en sådan grad, at vi mister jordforbindelsen. Så bliver den et dårligt kompas i nutiden....Det nytter ikke noget at dømme fortiden efter nutidens moral og bedreviden. Historien bliver en dårlig læremester, hvis man forenkler den, og her rider statsministeren historien helt urimeligt. Man er nødt til at sætte sig ind i datidens historiske forhold som baggrund for de valg, der blev truffet (Politiken, d. 5. marts 2005, 2. sektion, s.1).

Hvilke handlemuligheder havde den socialdemokratisk-radikale regering reelt den 9.april 1940? Som resultat af den buldrende, økonomiske krise havde Staunings regering såmænd indgået et forlig med Venstre i 1932, hvor der blev skåret 15% af forsvarsudgifterne. I slutning af 30'erne tilførte socialdemokraterne flere penge til forsvarsbudgettet, men den traditionelle neutralitetspolitik var skrøbelig og umulig at effektuere over for den aggressive nabo mod syd, Tyskland. Danmark kunne aldrig have ført en krig som det ufremkommelige Norge, eller som Sverige, der med lige dele militær tyngde og eftergivenhed kunne holde tyskerne fra fadet.

Hvad var alternativet? At København skulle lægges i ruiner som Rotterdam? At tusinder af danske soldater skulle lade livet i en håbløs krig.

Tesen om det skammelige samarbejde med den tyske besættelsesmagt er blevet ”sandheden”, et urokkeligt fundament og indiskutabelt paradigme under den besættelseslitteratur, der i en jævn strøm flyder i tiden og vil gøre det med en kulmination i 2040'erne.

Men det ændrer ikke ved, at Stauning-regeringens forhandlingsstrategi reddede menneskeliv og på sigt var det eneste, fornuftige alternativ.

At det så lykkedes at få etableret en modstandsbevægelse, hvor mange ofrede liv og helbred for Danmarks frihed og status som allieret, skal ikke underkendes!

Befrielsen blev en lettelse for de fleste, men de, der deltog i de illegale aktiviteter, er blevet en del af en politisk, moralsk og etisk diskurs om samarbejde eller forhandling, eftergivenhed eller modstand, norske eller danske tilstande, hævn eller tilgivelse, retsopgør eller retfærdighed, dansk eller tysk, det nationale højre eller kommunisterne, værnemager eller arbejdsgiver, kærlighed eller feltmadras, stikkerlikvidering eller mord.

Dilemmaerne var lige så mange som faldgruberne. Blot tanken om at skulle finde sig selv efter besættelsestidens samfundsmæssige nedbrud, at kunne agere i et morads var svært for de mange, som var blevet tvunget til at blive voksne i en alt for ung alder.

Den nuværende krise stiller os som nation over for helt andre udfordringer. Dem skal vi nok klare – i fællesskab!

Hans-Henrik Christensen, cand.mag, løbeinstruktør, forfatter
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF For abonnenter

AGF-karakterer: Alt for mange ramte helt ved siden af i Slovenien

Annonce