Annonce
Aarhus

Aarhus' ældste værtshus: Mere end Aarhus-sæt og røde næser

Foto: Pernille Thorup

Bro Caféen er efter sigende Aarhus’ ældste værtshus. Træd med indenfor på en af byens beverdinger en helt almindelig fredag eftermiddag. Mens caféer, kaffebarer og store kæder indtager bybilledet, hvordan overlever så de små historiske værtshuse, der stadig er tilbage? Og er de brune værtshuse mere end røg og bajere?

Den gule bygning på hjørnet af Frederiks Allé og Kriegersvej står, som den har gjort de sidste 119 år. Siden da har man kunnet nyde en øl i det ikoniske hus ved siden af jernbanen. Det er fredag eftermiddag på Bro Caféen. Baren summer, og selvom et par borde endnu er ledige, forsvinder pladserne hurtigt. Værtshuset på Frederiks Allé er byens eftersigende ældste værthus, der stadig eksisterer på den plads, den har haft siden 1899.

Denne weekend, som så mange før, bliver skudt i gang med festmusik fra højtalerne, inden der også kommer levende musik senere på dagen. Over gæsternes hoveder på træpaneler med lamper, der giver et blødt skær i den lave forårssol, sidder skilte, der giver klar besked til beværtningens gæster: ”I tilfælde af halsbrand - søg mod baren.”

Annonce

Om Bro Caféen


  • Har fungeret som beværtning minimum siden 1899.
  • Ligger på hjørnet af Frederiks Allé og Kriegersvej.
  • Forpagter er Lars Wagtmann Pedersen.
  • Har to spareklubber, hvor stamgæster sparer op til sociale arrangementer som ture og påske- og julefrokoster.
Foto: Pernille Thorup

Nye tider for værtshusene

I baren møder man Lars Wagtmann Pedersen. Han overtog Bro Caféen i oktober 2017 efter næsten 13 år som ejer og bestyrer af Vennelyst Bodega på Nørrebrogade. Selvom det er nye tider, har han sørget for at forblive tro mod det gamle værtshus.

- Det er et klenodie i byen og værd at bevare. Vi har sat det nænsomt i stand, så vi har bevaret den gamle stil. Det er bare blevet shinet lidt op, siger han.

Den knækkede hvide farve på væggene og nye gardiner, der ikke er mærket af år efter år indhyllet i nikotin viser, at Bro Caféen er gået ind i et nyt kapitel. Ifølge Lars Wagtmann Pedersen har tingene generelt ændret sig for de gamle værthuse i byen.

- Der er ingen tvivl om, at det er gået ned ad bakke for ’de brune værtshuse’, som de bliver kaldt. Men jeg tror, der er mange, der godt kan lide at komme sådan nogle steder. Det er vigtigt, at det hele ikke bliver caféer med stål og blanke spejle. Det er også hyggeligt, at der er noget af det gamle, mener han.

For gæst Frede Døssing er det netop det unikke ved de gamle værtshuse, der får ham til at komme tilbage igen og igen. Han sidder med et par kammerater ved et bord overfor spillemaskinen i hjørnet længst væk fra døren ud til vejen.

- Jeg kommer for stemningen og atmosfæren. Der er ikke så meget plads til sådan nogle steder som her i vores moderne samfund. Der mangler plads til et voksent publikum. Det hele skal være caffé latte og pizzaer nu om dage, siger han.

Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup

Ingen fordrukne banditter

Der er godt fyldt op i baren, og ved bordene rundt omkring i det lille, tilrøgede lokale på under 40 kvadratmeter. Det ene hjørne forbliver troligt ryddet for at gøre plads til dagens underholdning. Den ene musiker begynder så småt at sætte op, men tager sig god tid. Det andet medlem af orkesteret er forsinket.

Generelt går tingene stille og roligt, mens snakken går. For stamgæst Karsten Lorentzen er det også grunden til, Bro Caféen er et af hans faste vandhuller.

- Jeg har fået mere tid efter, at jeg ikke arbejder så meget mere. Jeg har egen forretning. Mange af mine golfvenner kommer her. Her er god stemning og gode folk, så det er bare hyggeligt, fortæller han fra sin barstol.

Ifølge Lars Wagtmann Pedersen er det generelt en blandet skare, der kommer på Bro Caféen.

- Det er folk fra de fleste samfundslag. Fra mangemillionærer til håndværkere og studerende. Det skal være sådan, at folk kommer herind og føler sig trygge. Vi havde en gruppe voksne damer i sidste uge, der havde været i Musikhuset og kom herind og fik et glas øl, inden de skulle ud at spise middag i Jægergårdsgade. Det ville de jo ikke gøre, hvis der sad en flok fordrukne banditter herinde, siger Lars Wagtmann Pedersen.

Værtshusets historie


  • Det første udskænkningssted, hvor Bro Caféen ligger i dag, hed Skyttes Gæstgiveri og åbnede i 1899.
  • Mellem 1916 og 1918 fik stedet ny ejer og sit nuværende navn: Bro Café.
  • I 1920’erne boede der ’pensionærer’ på Bro Caféen.
  • Stedet var lukket i flere år i 1980’erne på grund af usikkerhed om områdets fremtid.
  • Værtshuset åbnede igen i 1992 og har været åben siden.

Kilde: bodegakultur.wordpress.com
Foto: Pernille Thorup

Kommer hinanden ved

Tæt på døren ved baren sidder Knud Fisker, som stadig er i arbejdstøjet. Han mener, det vigtigste er de mennesker, der kommer på værtshuset og måske i mindre grad stedet i sig selv.

- Lars er en god vært. 90 procent af gæsterne herinde kender jeg fra Vennelyst. Vi har fulgt med Lars derfra og hertil. Det betyder noget, at man kender hinanden. Jeg kender endda hele familien til nogle af de andre gæster, siger han.

Sammenholdet er også vigtigt for værten selv. Som ejer sætter man standarden for, hvilket slags sted man gerne vil have, mener han.

- Gæsterne får nogle gode bekendtskaber og godt sammenhold i det hele taget. Folk er flinke til at tage sig af hinanden. Der kommer også nogle enlige, som nok mere kommer for at have noget kontakt end for at få en bajer. Jeg tror, man kommer hinanden mere ved sådan et sted som her, siger Lars Wagtmann Pedersen.

Han beskriver værtshuse som et stykke af dansk kultur og som et andet slags sted end caféerne og barerne langs åen i Aarhus.

- Hvis der er to ledige pladser ved et bord, kan folk godt finde på at spørge, om de må sidde der. Det er ikke lige alle steder, man gør det, smiler han.

Som pladserne bliver fyldt op, og fredagsstemningen bliver bedre og bedre, beslutter musikeren at gå i gang uden sin makker. Der er fest og hygge på Bro Caféen og skidt med, at hele orkesteret ikke er nået frem. Snakken går, og øllet flyder til tonerne i det blege solskin.

Foto: Pernille Thorup

Denne artikel er bragt i samarbejde med magasinet Aarhus Panorama. Magasinet kan findes på caféer, i butikker og i storcentre over hele Aarhus. Desuden udkommer magasinet månedligt som indstik i Århus Stiftstidende.

Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Foto: Pernille Thorup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Pris til århusiansk sangskriver

Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce