Annonce
Aarhus

Aarhus gav polske krigsfanger værdigheden tilbage

Polakker, et par danske piger og en dreng spiller op til dans ved Aarhus Ridehal. Instrumenterne var skænket af danskere via en indsamling gennem dagspressen. Polakkerne var et spændende indslag i bybilledet, og for mange af dem blev opholdet i Aarhus et minde for livet. Fotograf Asger Christensen Svanhede, 1945, Aarhus Stadsarkiv
Annonce

AARHUS: 5. maj – på 75-års-dagen for Danmarks Befrielse – modtog Aarhus Stadsarkiv en henvendelse fra Polen. En nevø til en af de omkring 700 polske krigsfanger, som efter 2. Verdenskrig var interneret i Aarhus, ønskede at få sin onkels og krigsfangernes tid i Aarhus belyst.

Historien om krigsfangerne er nok for mange århusianere et glemt kapitel, men for denne polske familie er tiden i Aarhus aldrig blevet glemt. Gæstfriheden var for mange en kærkommen trøst i en kaotisk verden.

De polske krigsfanger ankom til Aarhus i de euforiske befrielsesdage i maj 1945. Her blev de mødt med åbne arme for første gang i seks år. Mange havde siden 1939 henslæbt årene i tyske arbejdslejre, først i Tyskland og Polen og siden 1942 i Norge. I slutningen af april 1945 stævnede skibe fyldt med krigsfanger ud fra norske udskibningshavne. De rejste ud som tyske krigsfanger, men blev ved ankomsten til Danmark den 5. maj 1945 anerkendt som polske statsborgere.

Da skibene 4. maj sejlede ned gennem Kattegat og passerede Sletterhage på vej mod Aarhus, blev konvojen angrebet af syv Mosquito-kampfly fra Royal Air Force. Flere fuldtræffere sænkede i hvert fald et tysk skib og omtrent 100 omkom, heraf anslået 60 polakker.

Annonce

Polakkerne havde heltestatus

I Aarhus ankom de polske krigsfanger i løbet af 5. maj 1945 sammen med krigsfanger fra en lang række andre nationer – primært russere. De blev indkvarteret rundt om i byen.

Polakkerne blev fortrinsvis indkvarteret i Aarhus Ridehal på hjørnet af Skanderborgvej og Marselis Boulevard. Tæt på den såkaldte gennemgangslejr ved Marselis Boulevard, som nu husede tyske flygtninge. Hele området blev hen over maj til december 1945 udflugtsmål for nysgerrige århusianere. De tyske flygtninge blev generelt betragtet med en vis distance, mens de polske krigsfanger nærmest blev set som helte.

Selv om de polske krigsfanger var under militær kommando, havde de mulighed for at færdes rundt i byen.

En håndfuld bevarede poesibøger fra skolepiger og -drenge vidner om polakkernes kontakt med civilbefolkningen, og byen arrangerede koncerter og sangaftener for krigsfangerne.

Større børn kom med hjemmebagte småkager til de polske krigsfanger, som med udbredte arme tog imod gaverne. Venskaber voksede hurtigt. Danske familier og deres døtre inviterede polakker med hjem på aftensmad, og det medførte i flere tilfælde ømme breve og i hvert fald en enkelt faderskabssag.

Margrethe arbejdede som husassistent på Aarhus Kommunehospital og forklarede i retten, at ”hun lærte Joseph at kende engang i Maj 1945, da han kom som polsk Krigsfange fra Norge.” I løbet af sommeren udviklede bekendtskabet sig, og før Josephs afrejse til Polen fik Margrethe den vordende faders adresse: Promenada 23, Warszawa. Marts 1946 bragte hun en sund og velskabt dreng til verden, men Joseph var som sunket i jorden.

Efterlysninger i Statstidende, efterlysning udsendt af Rigspolitiets internationale kontor i København og gennem det kongelige danske gesandtskab i Warszawa var endt resultatløst.

Annonce

Hjem til uvisheden

I løbet af vinteren 1945-46 blev polakkerne sendt hjem.

De tætte bånd, som var knyttet mellem polakkerne og århusianerne, var også tydelige i hjemrejsens skær. Her blev der udvekslet gaver.

Århus Stiftstidende bragte i januar 1946 under overskriften ”Gjort med lommekniv” en historie om to danske drenge, som havde fået hver sin håndskårne fugl af deres polske ven. Udskæringernes detaljeringsgrad afslører timers arbejde og et imponerende talent for håndværk, og Besættelsesmuseet rummer en imponerende samling heraf, dog først og fremmest af de russiske krigsfangers husflid.

Hjemrejsen skete på DFDS’s skibe M/S Cimbria og M/S Melchior. Organiseringen tog ikke mange hensyn til krigens forløb. Det forekom, at skibene først sejlede tyske flygtninge, for umiddelbart derefter at sejle polakkerne fra Aarhus til Gdynia. Alle kom i samme båd.

Håbløshedens land. Sådan blev det Polen, som de ønskede at vende hjem til, set som. De var blevet fortalt, hvad der ventede dem. Alligevel søgte over 70 procent af alle polakker i Danmark mod hjemlandet. Hjemlængslen dækkede naturligt over længslen efter det nære: Uvisheden om familiemedlemmer endnu var i live, og om hus og hjem fortsat stod tilbage. I det hele taget, hvad var tilbage. Talte rygterne sandt? De ville se med egne øjne og hjælpe, hvor de kunne.

I de første måneder af 1946 rejste de tilbageblevne polakker, som ønskede at søge lykken uden for hjemlandets grænser, til primært USA og Australien. Forskellige skæbner og forskellige livsformer kom de to grupper til at leve under, men allerede på dette tidspunkt frygtede mange polakker det værste: Sovjetrussisk dominans.

Sådan kom det til at gå. Polen så frem til et liv bag Jerntæppet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Rådmand vil droppe fogedforbuddet mod dokumentar: Samtidig trækkes politianmeldelsen af TV2 tilbage

AGF For abonnenter

Bagkanten: Hvem når bolden først? AGF står formmæssigt stærkest inden 'sølvfinale' i Parken

Annonce