Annonce
Livsstil

Advokaten: Arver jeg fra min biologiske far, selvom jeg er adopteret?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Kære Monica Kromann - jeg har via stadsarkivet fundet frem til min biologiske far, som min mor desværre aldrig har nævnt, jeg har. Jeg blev i 1977 adopteret af min adoptivfar.

Min biologiske far er født i 1941, og jeg ønsker derfor svar på, om jeg arver fra ham, når han en dag dør?

Med venlig hilsen

Sandra fra Løgstør

Annonce

! Kære Sandra fra Løgstør - tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Hvorvidt man arver fra en biologisk forælder afhænger af, hvornår adoptionen er sket, idet reglerne har ændret sig i løbet af årene.

Adoptioner fra 1923 til 01.01.1957:

I 1923 trådte den første adoptionslov i kraft. Hvis man blev adopteret i dette tidsrum, havde en adoption den arveretlige virkning, at man som adoptivbarn arvede fra både sin biologiske slægt og efter adoptanten.

Der var i denne periode mulighed for at arve dobbelt.

Adoptioner fra 01.01.1957 til 30.09.1972:

I 1957 blev adoptionsloven ændret således, at adoptivbarnet alene fik arveret efter adoptanten og dennes slægt, således at arveretten fra den biologiske slægt bortfaldt.

Der var dog den mulighed frem til 1972, at man kunne tage et forbehold i adoptionsbevillingen om, at arveretten mellem adoptivbarnet og den biologiske slægt stadig skulle bevares.

Adoptioner fra 01.10.1972 og frem:

I 1972 blev reglerne endnu en gang ændret. De adoptioner, der er sket efter oktober 1972, er sket ud fra princippet om fuld familieskifte, hvor muligheden for arveretsforbeholdet nu helt er bortfaldet.

Princippet om fuld familieskift indebærer, at man som adoptivbarn får samme forhold som mellem forældre og deres biologiske barn.

Da du blev adopteret i 1977 af din stedfar, har du i sagens natur mistet din arveret efter din biologiske far og hans slægt, idet du nu arver fra din stedfar i stedet.

Der er stadig en mulighed for at arve efter ens biologiske forældre, selvom man er adopteret.

Efter reglerne i arveloven er der fri mulighed for at testamentere tre fjerdedele af sin arv.

Såfremt din biologiske far har testamenteret et beløb til dig, har du derfor stadig mulighed for at arve fra ham - men dette kræver dog, at han aktivt har oprettet et testamente.

Det er derfor altid en god idé at oprette et testamente, hvori det står beskrevet, hvordan arven skal fordeles.

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce