Annonce
Livsstil

Advokaten: Hvem arver mig, når jeg dør?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Kære Monica Kromann - jeg er en mand i slutningen af 70’erne, der er i tvivl om, hvem der arver mig, når jeg dør.

Jeg er ikke gift og har ingen børn, men jeg har en storesøster, der har to børn og to børnebørn. Jeg har ikke oprettet et testamente.

Hvis jeg ikke opretter et testamente, arver min søster mig så? Hvad sker der, hvis min søster afgør ved døden før mig?

Jeg bor sammen med en veninde/kæreste - hvor lang tid skal vi have boet sammen, før hun har krav på at modtage en del af arven?

Med venlig hilsen

Den tvivlende mand

Annonce

! Kære tvivlende mand - tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Når du ikke har oprettet et testamente, vil arven efter dig blive fordelt i henhold til reglerne i arveloven.

I henhold til reglerne i arveloven er der tre arveklasser. Første arveklasse består af arveladers børn subsidiært arveladers børnebørn, oldebørn osv. Det vil sige, at hvis arvelader har børn, bliver arven fordelt mellem børnene, og børn arver som udgangspunkt lige.

Hvis der både er børn og ægtefælle, bliver arven fordelt med halvdelen til ægtefællen og den anden halvdel til børnene.

Hvis arvelader kun efterlader sig en ægtefælle og ingen børn, arver ægtefællen det hele.

Hvis arvelader hverken har børn eller ægtefælle, bliver arven fordelt i anden arveklasse. Anden arveklasse består af arveladers forældre. Hvis arveladers forældre er døde, træder arveladerens søskende i forældrenes sted og arver. Hvis arveladers søskende også er afgået ved døden, vil arveladers nevøer og niecer træde i søskendes sted.

Såfremt arvelader hverken har arvinger i første eller anden arveklasse, vil arven blive fordelt efter tredje arveklasse. Tredje arveklasse består af arveladers bedsteforældre subsidiært bedsteforældrenes børn, hvis bedsteforældrene er afgået ved døden.

I din situation betyder det, at arven efter dig skal fordeles i henhold til den anden arveklasse, således at din storesøster arver alt efter dig, da du ikke har ægtefælle, børn eller nulevende forældre. Hvis din søster afgår ved døden før dig, vil hendes to børn træde i hendes sted og arve halvdelen hver.

I forhold til din veninde/kæreste, så arver hun dig ikke, uanset hvor lang tid I har boet sammen. Der er ikke nogen legal arveret for samlevere, så hvis du ønsker, at hun skal arve dig, skal du oprette et testamente.

Såfremt du ikke ønsker, at arven efter dig skal fordeles i henhold til de legale regler på området, vil jeg råde dig til at oprette et testamente.

Da du ikke har ægtefælle eller børn, er der ingen tvangsarvinger, og du vil således kunne råde over hele din formue i et testamente.

Jeg håber ovenstående besvarede dine spørgsmål.

Hvis du beslutter dig for at oprette et testamente, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i arveret.

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce