Annonce
Debat

Afskaf adgangsbegrænsningen til de videregående uddannelser - nu

Debat: Ungdomsuddannelserne - og ikke mindst de unge selv - har udsendt alvorlige, aktuelle krisesignaler: Presset på de unge er så stort, at der meldes om udbredte stresssymptomer i form af angst og depression.

Stress er ikke noget at spøge med; den angst og den depression, som den foranlediger, kan let betyde livslangt handicap, også erhvervshandicap, hos den ramte.

Når store dele af de unge på så forbandet vis er ramt eller truet, sladrer det om et uddannelsessystem, der er grundlæggende dysfunktionelt; et uddannelsessystem og et samfund, der af sit fremtids håb i form af unge, energiske, fremtidsdrømmende mennesker kreerer en samling neurotikere og kandidater til måske livslang psykiatrisk behandling, må laves om.

De unge, perfektionsstræbende, sagesløse gymnasietøser kaldes nedsættende for ”12-talspiger”, skønt det rettelig var uddannelsessystemet selv, der med kritisk accent burde hedde ”12-talsystemet” og samfundet på samme vis ”12-talsamfundet”. Thi uddannelsessystemet måler de unges mulighed for at nå deres drømmeuddannelse ikke blot med hele tal, men til overmål med decimaltal, som om de åndløse cifre præcist fortalte om intelligens og studieegnethed.

Selv underpræsterede jeg kraftigt i gymnasiet og opnåede uden entusiasme et ganske middelmådigt snit, og som en af mine lærere sagde: ”Du læser alt andet end pensum her på skolen”. Han kendte mig godt, er i dag min ven, og vidste, at jeg læste bl.a. en del filosofi samt politisk og æstetisk teori. Med mit eksamenssnit var jeg ikke kommet ind på nogen universitetsuddannelse i dag.

På den anden side var jeg uden tvivl med min nævnte ”udenomspensumlæsning” mindst lige så egnet til at læse mit fag, idéhistorie, som den student, der havde topgennemsnit uden relativt intimt kendskab til idéhistorien – eller evne til at erhverve et sådant kendskab.

Det skal siges, at dengang - jeg er student fra 1972 - var der ingen adgangsbegrænsning, bortset fra til visse medicinske fag. Havde der været det, havde jeg måske bevidstløst været nødsaget til at følge undervisning og pensum nøje og havde ikke fulgt mit eget hoved. Var der mon helt fundamentalt blevet en bedre student, kandidat, doktor og forsker ud af det, spørger jeg.

Altså: Afskaf den adgangsbegrænsning til de videregående uddannelser.

Mange vil givetvis indvende: I så fald får vi for mange humanister. For det første vil jeg hævde, at der aldrig er uddannet én humanistisk kandidat for mange i dette land; hver og en af dem kunne tjene et yderst fornuftigt formål med sit fag som underviser og meget andet.

For det andet er efterspørgslen efter humanister i virkeligheden i høj grad bestemt af kulturelle konjunkturer; Anden Verdenskrigs umenneskelighed medførte stor offentlig satsning på de humanistiske fag i de første ca. tre årtier efter krigen som en slags modgift til nazismens inhumane menneske- og samfundssyn, hvorimod den fremherskende merkantile, økonomiske og teknisk-naturvidenskabelige sociale tendens fra 80'erne til i dag har betydet, at humaniora tales ned.

Underligt er det desuden, at ikke mindst økonomiske liberalister, der mener, at det enkelte menneske er rationelt, ikke mener, at det forsvarligt at overlade det til de unge at vælge uddannelse og fremtidige levevej. Nej, her skal planøkonomien skam gælde. Men denne illusoriske ”planøkonomis” forudsigelser rammer uvægerligt ved siden af.

Får vi da ikke for mange ukvalificerede akademikere, lærere, socialrådgivere, pædagoger mv., hvis adgangsbegrænsningen fjernes? Nej, de videregående uddannelser har deres udmærkede sorteringsmekanismer; dem bør vi være trygge ved

Hvis vi altså ikke ønsker i fremtiden at blive behandlet af psykisk svækkede læger, hvis vi ikke ønsker vore unge undervist af sygdomsfraværende lærere, og såfremt vi som medfølende medmennesker ikke ønsker fremtidens ingeniører, præster og pædagogers tilværelse præget af livsødelæggende angstneuroser og depressioner, så lad os afskaffe adgangsbegrænsningen til de videregående uddannelser. Det haster.

Annonce
Poul Ferland
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Lad os nu udskifte den rædsel af en nationalsang!

Danmarks Radio markerede traditionen tro nytåret med rådhusklokker, fyrværkeri og DR Pige Koret. Men helt bemærkelsesværdigt præsenterede den nedsparede statsradiofoni en splinterny optagelse sammen med stjernemusikerne i Den Danske Strygekvartet. Og skulle man ikke have opdaget det på grund af almindelig træthed, buldrende brag, løsslupne champagnepropper, forvrøvlede onkler, berusede teenagere, gøende hunde eller festende naboer, kan du få lidt hjælp her! Der var nemlig et tydeligt budskab i repertoiret på de fire fremførte sange: Lad os nu få en nationalsang, som hæver sig over den bedagede, udtjente, lettere patetiske og banale Oehlenschläger-hymne, som vi og tidligere generationer er blevet plaget med siden 1819. Vel var det trange tider efter den ydmygende statsbankerot i 1813 og Norges farvel til unionen året. Lige så deprimerende var Frederik VI´s håbløse klamren sig til taberen Napoleon, selv om kongens rådgivere mindeligt bad ham skifte side i tide. Adam Oehlenschläger og jeg er faktisk begge to studenter fra Efterslægtsselskabets Skole, men vi bliver nok ikke enige om de lyriske kvaliteter i hans selvudnævnte ”Fædrelands Sang”. Det er jo så ravende banalt, at selv Richard Ragnvald fremstår som kunst. Og så er det galt! Der er et yndigt land, det står med brede bøge nær salten østerstrand.| Det bugter sig i bakke, dal, det hedder gamle Danmark og det er Frejas sal. Og for at understrege håbløsheden og de anstrengte rim napper vi altid sidste halvdel af og den 12.!! afsluttende strofe, når vi skal spille landskampe eller være højtidelige. Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen speiler sin top i bølgen blå.

AGF For abonnenter

AGF giver stort skulderklap til klubbens unge keepere: - Står 100 procent på mål for det her

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];