Annonce
AGF

AGF jubler: - Vi skal bygge Nordens bedste fodboldstadion

Lars Fournais, bestyrelsesformand i AGF, kunne ikke skjule sin begejstring for udsigterne til et nyt AGF-stadion på mandagens pressemøde. Foto: Axel Schütt
Jacob Nielsen forventer, at et nyt, moderne stadion kommer til at koste 400 millioner kroner. I første omgang forholder han sig ydmygt og taknemmeligt til donationerne og vil ikke stille krav.

FODBOLD: Står det til AGF, kommer Aarhus Kommune til at bygge et topmoderne stadion med plads til 25.000 tilskuere.

Mandag præsenterede borgmester Jacob Bundsgaard, at Salling Fondene og Lind Invest donerer en halv milliard kroner til et projekt for området omkring stadion, der blandt andet skal finansiere en spritny hjemmebane til AGF.

Og står det til Superligaklubben bliver det et stadion ikke set lige i Danmark.

- Det er en helt fantastisk dag i dag. Jeg er utrolig glad for at det, vi har arbejdet så længe på nu endelig ser ud til at lykkes.

- Vi skal bygge nordens bedste fodboldstadion. Det kan blive et helt fantastisk projekt, som vil blive en kæmpe gevinst for hele byen, siger Lars Fournais, bestyrelsesformand i AGF.

Lidt mere tilbageholden er direktør i AGF, Jacob Nielsen, der ikke ønsker at stille krav til bygherre, Aarhus Kommune.

- Vi kan ikke tillade os at stille krav. Det er ikke vores stadion. Jeg håber, vi bliver hørt. Men vi er ekstremt taknemmelige for de donationer, som Salling Fondene og Lind Invest står bag. Og så må det være dem, der spørger os. Vi er ikke i en position, hvor vi kan stille krav.

Men det vil da være vanvittigt at bruge så mange penge på at bygge et nyt stadion som du i værste tilfælde ender med at sige, at det ikke var dét, I ønskede?

- Jo, det har du selvfølgelig ret i. Der er også en grund til, at de to organisationer har tjent så mange penge, det er fordi, de tænker sig om. Og det er jeg sikker på, at de også gør i dette tilfælde. Så jeg håber da, de vil inddrage os, men vi kan ikke stille krav, det vil være mangel på ydmyghed. Og man kan ikke være andet end ramt af taknemmelighed og ydmyghed på en dag som i dag, siger Jacob Nielsen.

Annonce

AGF også klar med penge

Foruden donationerne forventes kommunen via investorer at putte endnu en halv milliard kroner i projektet.

Jacob Nielsen forventer, at en god portion af dem går til at bygge selve stadion.

- Der er nævnt 400 millioner kroner tidligere, og det er nok meget rigtigt når man samtidig snakker om et moderne stadion. Fordi du kan godt bygge et stadion for færre penge, men hvis det skal være topmoderne og leve op til den komfort, som der forventes af tilskuere i dag, så tror jeg 400 millioner er meget passende.

AGF har tidligere afsat 50 millioner kroner til VIP-faciliteter på et nyt stadion, og de penge er de stadig klar til at putte ind i det nye projekt.

- Jeg ser det ikke som en kommunal opgave at bygge VIP-faciliteter, derfor er vi klar til at betale for det.

- Hvis det er nødvendigt, vil vi gerne se, om vi kan skaffe yderligere finansiering. Men det er for tidligt at sige. Nu har jeg hørt, at der i dag er kommet en halv milliard på bordet som en hensigtserklæring og jeg kan også høre, at kommunen er villige til at putte penge i projektet. Men det handler om, hvad vi skal investere i. Vi vil ikke investere i logistik og andre idrætsfaciliteter end vores egne, det kan vi ikke være bekendt over for vores aktionærer, siger Jacob Nielsen.

Plads til 25.000

DBU meddelte for nyligt, at de gerne så Aarhus bygge et stadion med plads til 25.000 tilskuere, så det danske landshold ville kunne få et stadion i Vestdanmark.

Er du ikke bange for, at hvis det bliver sådan, at I får bygget et nyt spøgelsesstadion, der står halvtomt når AGF spiller?

- Nej, fordi for det første skal vi have et nyt stadion, fordi vi har potentiale til mange flere tilskuere - uanset hvor vi ligger i tabellen. Vi bør have et højere snit end nu. For det andet, vil et moderne stadion kunne indrettes så intimiteten bevares, selvom der kun sidder 12.000 tilskuere, så det dermed er halvt fyldt - eller i dine øjne måske halvt tomt ...

- Hvis det bliver bygget i to niveauer kan man forestille sig nogle muligheder hvor det øverste niveau bliver afskærmet så dem, der er på stadion, er tættere på banen end det er tilfældet på det nuværende stadion. Og det er den vigtige del af processen, siger Jacob Nielsen.

Det er endnu ikke besluttet hvornår et nyt stadion skal stå klar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce