Annonce
AGF

AGF-komet forlænger: Kasper Lunding underskriver ny kontrakt

Ham her scorede til 1-0 mod OB. Nu har han og AGF fået papir på hinanden indtil 2022. Foto: Ole Nielsen
Den unge kantspiller har skrevet under på en ny kontrakt, der gælder de næste tre år.

FODBOLD: Han har fået en flyvende start på 2019, unge Kasper Lunding på AGF's højrekant. På søndag tager han til Aalborg sammen med sine holdkammerater i forbindelse med kampen mod AaB, og det gør han med en ny kontrakt - der løber frem til sommeren 2022 - i sportstasken. Og 19-årige Kasper Lunding, der har spillet i AGF, siden han kom til som U13-spiller, er da også rigtig godt tilfreds med forlængelsen.

- Det er en fantastisk følelse. AGF er en god klub at spille i, så jeg er rigtig glad i dag. AGF ville mig og jeg ville klubben, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville forlænge min kontrakt, da muligheden bød sig. Det giver noget ro og nu kan jeg fokusere på min udvikling og mit spil, og blive bedre til at holde et stabilt niveau og levere over længere tid. Nu ser jeg frem til at udvikle mig i de kommende år og være med til at bidrage på holdet, siger Kasper Lunding til AGF's hjemmeside.

Også sportschef Peter Christiansen er glad for at det unge talent har forlænget sin kontrakt.

- Kasper Lunding er en spiller med unikke offensive kvaliteter og han har flyttet sig meget som spiller det seneste halve år. Han har blandt andet fået en større forståelse af, at fodbold går begge veje, og selvom der er lagt på både fysisk og i den defensive del af spillet, så har han på det område stadig masser af udviklingspotentiale. Kasper har igennem længere tid arbejdet fokuseret med sin fodbold - det har virkelig klædt ham og det kan både vi og ham selv nu også nu se effekten af, siger han, ligeledes til klubbens hjemmeside.

Kasper Lunding startede sin fodboldkarriere i VRI som seks-årig, og i 2015 skrev han under på sin første ungdomskontrakt med AGF. Han har spillet alle seks kampe i foråret og har scoret to mål.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce