Annonce
AGF

AGF-stopper med fynsk fortid: Selvfølgelig jubler jeg, hvis jeg scorer mod OB

Frederik Tingager har slidt og slæbt i styrkelokalet på det seneste, men har også været på græs i løbet af den forgangne uge, og ligner en mand, der er klar til kamp mod sin tidligere klub OB. Foto: Michael Svenningsen
Om knæet vil, er Frederik Tingager klar til kamp mod sin tidligere klub OB mandag aften. Han glæder sig til mødet, men understreger, at det handler om tre point til AGF, ikke store fynske krammere.

FODBOLD: - Jah, nu må vi se, om jeg spiller.

Ingen grund til at lade sig rive med. Frederik Tingager, AGF-stopper med knæproblemer, trækker på skuldrene. Han håber, han når det. For er der en kamp, han nødigt vil misse, er det én som den mandag aften på Ceres Park.

Det er jo mod OB. Top seks-brag. Der er bare lige det der knæ, der drillet siden Sønderjyske-kampen.

50 kampe, tre scoringer, blev det over to år til for den 198 centimeter høje stopper som OB-spiller, inden han for i begyndelsen af 2018 blev solgt til tyske Eintracht Braunschweig.

Nu er han som bekendt tilbage i dansk fodbold, er blevet AGFer, og står klar - om knæet vil - til at møde nogle af sine tidligere holdkammerater og den klub, der på kort tid løftede ham fra 2. divisions-anonymitet i Holbæk op til at blive en profil for fynboerne i Superligaen.

- Jeg havde en utrolig god tid i OB, og fik mit gennembrud som superligaspiller, så jeg har kun positivt at sige om klubben og de mennesker, der er i den. Det er selvfølgelig en lidt speciel kamp for mig, men det er ikke sådan, at jeg ikke har sovet de seneste par nætter, fordi jeg skal møde OB. Jeg glæder mig, men det er omvendt en kamp som alle andre, og sådan er det i fodbold. Jeg er jo videre, lyder det fra 26-årige Tingager, der var i OB fra primo 2016 til primo 2018.

- Jeg slog lidt sent igennem som spiller, og jeg havde to rigtig gode år i Odense, men det havde nok været ekstra specielt for mig, hvis Kent Nielsen stadig var cheftræner, siger han.

- Det var ham, der hentede mig fra Holbæk, det var ham, der troede på mig, og det var ham, der formede mig som spiller i den tid, jeg var i OB. Han har hjulpet mig utrolig meget, og selv da jeg tog til Tyskland, blev han ved med at hjælpe mig, og vi ringede og skrev sammen. Han har betydet utrolig meget for min karriere, og for min udvikling, hvordan jeg som forsvarsspiller skal bære mig an, se løsninger og ikke være bange for at fejle. Havde han stået på sidelinjen havde det måske været noget andet, kommer det fra AGFeren.

Annonce

<p class="Fakta.rub">Fakta</p>

AGF-cheftræner David Nielsen stiller med følgende formodede startopstilling til mandagens opgør mod OB:

Kamil Grabara - Alxander Munksgaard, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Daniel Thøgersen - Kasper Lunding, Mustafa Amini, Jens Stage, Youssef Toutouh - Patrick Mortensen, Tobias Sana

Karantæner: Casper Højer Nielsen, Adama Guira

Nej til den nemme løsning

Derfor har han heller ikke følelser i klemme. Og derfor vil han heller ikke have noget problem - igen: hvis han spiller - med at juble, skulle han score mod OB, selvom der i moderne fodbold efterhånden er gået ret meget sport i ikke at vise følelser, hvis man scorer mod en tidligere arbejdsgiver.

- Selvfølgelig vil jeg juble. Jeg synes, det er andet er noget pjat. Men det er også en lidt anden historie med OB. Det havde været anderledes, hvis det var en klub, hvor jeg havde været som ungdomsspiller i mange år, ville jeg nok være mere afdæmpet i sådan en situation. Jeg har det sådan, at nu er det et nyt kapitel, nu er jeg i AGF, og så gør jeg selvfølgelig alt for AGF, og skulle jeg score, jubler jeg. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle gøre det.

- Jeg har intet ondt at sige om OB, det er en fantastisk klub, men jeg er her nu og vil gerne have succes med AGF, og der hjælper det mig ikke at kigge tilbage på, hvad der har været, smiler han.

Han håber, og tror, da også på, at han får en fin modtagelse af gæsternes fremmødte fans mandag aften.

- Jeg var rigtig glad for fansene i OB, og jeg tror også, at de var glade for mig, og ja, jeg blev solgt, så det er ikke en eller anden historie om, at jeg lod min kontrakt løbe ud. Jeg blev solgt, fordi jeg havde gjort det godt for OB, så der var ingen uoverensstemmelser. Så nu må vi se. Jeg kan jo sagtens forstå, at de kommer til Aarhus for at vinde og hjælpe deres spillere frem, for de vil jo også gerne i top seks, siger Frederik Tingager, der efter ophævelsen af kontrakten i Tyskland før jul var en ombejlet herre fra flere sider herhjemme, og mange OB-fans gav udtryk for, at de gerne så ham tilbage i den stribede trøje.

OB var da også inde i billedet.

- Jeg fik mange positive tilkendegivelser fra fansene, men da jeg så skiftede til AGF, var der så også pludselig mange, som mente, at jeg ikke var god nok til OB. Det var sjovt at se, hvor mange, der vendte på en tallerken. Det er nemt som fodboldspiller at tænke for meget med hjertet, når man skal træffe et valg af den art, og det lagde jeg på sin vis på hylden, og tænkte i stedet på, hvad der ville være bedst for min karriere og min fortsatte udvikling. Og det var AGF for mig. Det har jeg så heller ikke fortrudt et eneste sekund.

Du havde brug for at komme et nyt sted hen?

- Det jeg havde brug for var en træner, der virkelig vil mig. Og det har jeg fået i David Nielsen. Og så tiltrak det mig bare at spille for AGF. Det har været vigtigt for mig at komme til en klub, hvor jeg kan udvikle mig hver eneste dag. Det havde da været "nemmere" at tage tilbage til OB, hvor jeg ligesom kender det hele, kender mange af spillerne, men det ville jeg ikke få noget godt ud af, tror jeg. Jeg ville falde tilbage i en gammel gænge og måske tage for let på tingene. Det havde jeg ikke lyst til. I det her game kan man ikke gøre alle glade og tilfredse. Det har jeg fundet ud af for lang tid siden, kommer det fra Tingager.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce