Annonce
AGF

AGF-stopper misser Brøndby-kamp: Har brækket hånden

Jesper Juelsgård får hjælp af sundhedsstaben, men måtte kort efter lade sig udskifte i mandagens kamp mod Horsens. Foto: Ole Nielsen.
Jesper Juelsgård måtte udgå i sejren over AC Horsens. Det viser sig, at AGFeren har brækket en knogle i sine ene hånd.

FODBOLD: Fosvarsspiller Jesper Juelsgård forlod mandagens hjemmekamp mod AC Horsens i stærke smerter.

AGFeren måtte lade sig skifte ud efter blot en halv times spil efter at have beskadiget sin venstre hånd, og det har efterfølgende vist sig, at han har brækket hånden.

Han pådrog sig i opgøret et brud på mellemhåndsknoglen på den næst-yderste finger.

- Det sker i en nærkamp allerede efter ti minutters spil. Jeg hører et lille knæk, men tænker ikke så meget mere over det, da jeg aldrig før har prøvet at brække noget. Men da jeg så på et hjørnespark snubler og lander på hånden, kan jeg mærke, at det er helt galt, og da jeg lidt senere vil skubbe Nicolai Brock-Madsen lidt væk, er der ingen kraft i min hånd, siger han.

- Og når man ikke kan bruge hånden til at skubbe og rive lidt med, kan man ikke forsvare ordentligt. Så der var ikke andet at gøre, lyder det fra Jesper Juelsgård, der - med hele underarmen bundet ind - var på træningsbanen torsdag, men ikke er aktuel til søndagens udekamp mod Brøndby.

- Det er et fint brud, så jeg undgik operation. Jeg har stadig smerter i hånden, men nu skal jeg have lavet en skinne, som jeg må spille med. Og det når jeg ikke inden søndag, kommer det fra AGFeren.

Århusianerne må også undvære midtbanespiller Nicolai Poulsen til opgøret mod Brøndby. Han afsoner sin anden karantæne-dag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce