Annonce
Navne

Altid mod på mere

75 år. Balletdanser, teaterinstruktør, skuespilchef og kulturredaktør på TV2 er blandt de titler, der har stået på Lone Bastholms visitkort. I dag fortæller hun om mange af erfaringerne i sine foredrag. Arkivfoto

Få har været så vidt omkring i kulturlandskabet som Lone Bastholm, som fylder 75 år i dag, fredag 11. september.

Få har været så vidt omkring i kulturlandskabet som Lone Bastholm, som fylder 75 år i dag, fredag 11. september. I en imponerende karriere i dansk kulturs tjeneste har hun bevist, at hun har haft begavelse, kløgt og veludviklet praktisk sans til både teori og praksis.

Det hele startede med dansen. Efter studentereksamen uddannede hun sig til klassisk danserinde, både i København og i Paris, hvor blandt andre Harald Lander og en række russiske balletpædagoger var hendes lærere. Hun var smuk, lys og elegant, og dansede blandt andet på Pantomimeteatret. Men hun havde mod på mere og i årene omkring 1960 uddannede hun sig til skuespiller ved teaterskolen i Odense.

Dog var hun hurtigt på farten igen, for privatlivet førte hende i en periode til Norge. Her begyndte hun at studere teaterhistorie, et fag, hun også beskæftigede sig med, da hun vendte tilbage til Danmark. Den glimrende formidlingsevne, som hun senere har fået meget ud af, blev slebet til, da hun en periode i 1970'erne redigerede radioens »Dramatisk Forum«. Hun begyndte også at instruere på scener over hele landet i fint afbalancerede forestillinger, ikke mindst nogle af tidens kvindepolitiske.

Blandt de væsentligste opgaver var radioteaterudgaven af »Tribadernes nat«, »Til Fædra« på Det Kongelige Teater og endda i Paris - den franske version af »Fra regnormenes liv«, alle skrevet af den svenske dramatiker og forfatter P.O. Enquist, som hun var gift med en årrække.

I forbindelse med sin fremragende erindringsbog »Et andet liv« var Enquist, som under ægteskabet havde et alvorligt alkoholproblem, fuld af lovord over for sin tidligere hustru: Med hans egne ord her i avisen »gennemled« hun »de forfærdelige år, og på en fuldstændig heroisk måde.«

1978-86 var hun skuespilchef på Det Kongelige Teater. Skuespillerne havde selv ønsket hende i stillingen på grund af hendes store viden og øvrige menneskelige egenskaber. Et job, hun bestred med sin berømmede arbejdsomhed, men som hun forlod for i stedet at blive kultur- og presseråd ved den danske ambassade i Paris, den by, hun elsker mest af alle.

Efter to år vendte hun tilbage som programchef og senere kulturredaktør på det TV2, som stadig var ungt. Seerne stiftede blandt andet bekendtskab med hendes kultiverede, vidende fremtoning i programmet »Scene 22.30«. Hvad blev der egentlig af den slags kulturprogrammer?

Nu bruger hun tiden til foredrag om det, hun ved noget om: Teater, medier og den tredje alder, for eksempel. Allerede som barn lærte hun at elske og respektere Grønlands kultur, og det store land mod nord er også på programmet. Hun har tillige iscenesat et par forestillinger i forbindelse med en kulturfestival på Akershus i Oslo, ligesom hun så sent som i foråret oversatte den svenske forfatter Margareta Strömstedts »Natten før de hængte Ruth Ellis« til dansk for Gyldendal.

»Hvad fremtiden har at byde på, ved jeg ikke,« siger Lone Bastholm i anledning af sin runde dag. »Men - hvis jeg er heldig nok - har jeg ikke tænkt mig at ligge på den lade side, selv om de stegte duer ikke længere flyver ind i munden på én.«

Med tanke på Lone Bastholms respektindgydende virketrang og talenter, er der vist ingen fare for lediggang. Duerne skal hun nok selv stege.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

'At lave keramik er et kæmpe univers'

Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Danmark

Live: Syv mænd og to kvinder kræves fængslet i terrorsag efter omfattende politiaktion - følg forløbet her

Aarhus

Ulovlige overhalinger og al for høj fart: 19-årig mistede kørekortet efter hasarderet kørsel på ringvejen

Annonce