Annonce
Debat

Alvorsord mod hærværket

Arkivfoto: Torkil Andersen

Søndagens artikler om udbredt hærværk i det østjyske rummede et par besynderligheder.

For det første er det underligt, at hærværk overhovedet finder sted. Tyveri kan man trods alt forstå - det handler om at skaffe sig værdier. Men hærværk. Hvad er pointen i at ødelægge bare for at ødelægge?

For det andet er det underligt, at mens hærværksstatistikken rasler ned i andre egne af landet, så er hærværksmændene lige så flittige som altid i det østjyske. Den sidste besynderlighed har politiet et bud på en forklaring på: Nemlig, at boligforeningerne er blevet opfordret til at melde selv det mindste tilfælde af hærværk til politiet.

Men hvad skal det overhovedet nytte at melde det, når hærværksmændene åbenbart har frit spil ved skolen, idrætsklubben og en daginstitution i Tranbjerg samt i Toveshøjbebyggelsen, som søndagsavisen fortalte?

Anmeldelserne er nyttige, for de giver politiet et billede af, hvilket omfang et problem har og hvor problemet findes, samt - må man håbe - påvirker politiets prioriteringer af, hvor der skal patruljeres, og hvad der skal efterforskes. Og politiet har åbenbart skruet op for patruljeringen i Tranbjerg i jagten på de lømler, som for eksempel igen og igen smadrer idrætsforeningens toiletvogn.

Desværre er vandalerne i Tranbjerg stadig på fri fod. Ligesom de skiderikker, der i flere år har hærget Toveshøj. Så det er nærliggende at kræve mere politi med fokus på hærværksbøller. Men det er næppe den rigtige løsning. Politiets ressourcer er i forvejen knappe, og skulle det være muligt at frigøre kræfter, er der andre felter, som trænger til ekstra fokus. For eksempel indsatsen mod de tricktyve, som lister sig ind til og gør livet utrygt for de ældre. Eller opklaring af de grove tyverier fra butikker, hvor personalet har rigtig gode signalementer af forbryderen ... som vi tidligere har fortalt om.

Til gengæld kan vi menige borgere formentlig selv hjælpe med at begrænse hærværket. Tag Tranbjerg, for eksempel. Her må være nogle voksne mennesker, som ved, hvem der står bag ødelæggelserne i lokalsamfundet. Det er deres borgerpligt at forsøge at tale vandalerne til fornuft, så de stopper deres hærgen. Og hvis det ikke lykkes, må de hjælpe politiet med navne og adresser.

I Toveshøj tager lokalsamfundet selv affære, men på en anden måde. Her betaler beboerne i bebyggelsen for et avanceret videoovervågningsanlæg, som forhåbentlig kan skræmme lømlerne fra at hærge som hidtil - eller afsløre hvem der står bag ødelæggelserne. Det forstår sig, at de griber til den løsning, som ventes at tjene sig ind i længden. Men hvor er det ærgerligt, at voksne alvorsord ikke slår til her.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce