Annonce
Udland

Amnesty: Mindst 800 dræbt i protester i Iran og Irak i 2019

Wana News Agency/Reuters
Demonstranter i Iran og Irak blev mødt af voldsomme angreb fra myndighederne i 2019, skriver Amnesty.

Mindst 800 demonstranter i Iran og Irak måtte lade livet i 2019, da myndighederne i landet gik til angreb med skud og tåregasgranater.

Annonce

Det viser menneskerettighedsrapporten for Mellemøsten og Nordafrika for 2019 fra Amnesty International.

I 2019 var mange på gaden i de to lande for at vise deres utilfredshed i store demonstrationer.

I november 2019 blev over 300 demonstranter dræbt, da de gik på gaden i store landsdækkende demonstrationer i Iran.

Også børn blev dræbt i demonstrationerne, hvor mange døde af skud fra de iranske sikkerhedsstyrker, viser rapporten.

De fleste af dødsfaldene fandt sted, da demonstranter gik på gaden for at protestere mod højere benzinpriser.

Samtidig blev fredelige demonstranter tilbageholdt og tortureret, hvor de blev slået og sparket.

Det iranske regime lukkede samtidig næsten helt ned for internettet og sociale medier, så den iranske befolkning ikke havde mulighed for at dele billeder eller videoer af den brutale vold, de ifølge Amnesty var udsat for af politi og sikkerhedsfolk.

Også i nabolandet Irak havde demonstranter svære vilkår.

Rapporten anslår, at omkring 500 demonstranter døde i 2019. Protesterne i Irak viste stor modstandsdygtighed og trodsede ammunition, angreb fra snigskytter og tåregasgranater, lyder det.

- De chokerende dødstal blandt demonstranter i Irak og Iran illustrerer, hvor langt regeringerne er parat til at gå for at dæmpe alle former for uenighed, siger Philip Luther, der er Amnesty Internationals forsknings- og advokatdirektør for Mena, i en meddelelse.

Mena dækker over Mellemøsten og Nordafrika.

Generelt havde demonstranter svære vilkår i regionen. Også personer, der forsøgte at vise deres uenighed online, blev arresteret. Omkring 136 personer blev anholdt, efter de havde udtrykt deres mening på internettet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce