Analyse af Svendborgsagen: Sagen, der fik læger og myndigheder på kollisionskurs

Retssag: Sagen fra Svendborg Sygehus, mundret døbt Svendborgsagen, hvor en mandlig sukkersygepatient døde i efteråret 2013 efter et miserabelt indlæggelsesforløb, og hvor en yngre kvindelig læge i landsretten blev dømt for grov forsømmelse og skødesløshed, er historien om en ulykkelig enkeltsag, der gik storpolitik i.

Den dømte læge er på den ene side blevet symbolet på de sygehusansatte opsparede frustrationer over et ledelsessystem, der henover de seneste 10-15 år har presset sundhedsvæsenet og dets medarbejdere til det yderste. Og på den anden side illustrerer sagen et politisk behov for at markere større konsekvens over for sundhedsprofessionelle, der kvajer sig.

Det er ikke at tage munden for fuld at påstå, at ankesagen, som kommer for Højesteret onsdag med domfældelse tidligst den 28. marts, vil få længerevarende sundhedspolitiske konsekvenser uanset, om Højesteret stadfæster landsretsdommen eller frifinder lægen.

Lægeforeningens formand Andreas Rudkøbing har allerede varslet krav om lovændringer, hvis retssystemet fastholder den yngre læges skyld. Og de læger, som avisen Danmark har talt med, forudser ligefrem revolutionslignende tilstande på hospitalsgangene i en volume, der langt vil overstige det ulmende oprør, som Odense-overlægen Kristian Rørbæk Madsen orkestrerede med godt 9000 protestunderskrifter rettet mod sundhedsmyndighedernes politimand, Styrelsen for Patientsikkerhed.

Men hvordan kan en lukket tragisk sag om en fejlbehandling på Sydfyn ende med at skabe så meget ratslør i det danske sundhedsvæsen? Avisen Danmark kommer her med tre forklaringer.

Centralt i sagen - og i landsretsdommen - er det forhold, at den dømte læge ikke kan dokumentere, at hun mundtligt bad en sygeplejerske om at måle den mandlige patients blodsukker, da han ankom til sygehuset.

I landsretssagen fastholdt lægen, at hun havde bedt om, at målingen blev foretaget. Sygeplejerskeren fastholdt, at han ingen erindring havde om, at lægen havde ordineret måling af blodsukkeret. Yderligere er det forhold, at lægen ikke dokumenterede sin mundtlige ordination om blodsukkermåling i patientens journal. Den manglende måling blev begyndelsen på en kæde af uheldige omstændigheder, hvor patienten fik det gradvist værre, fordi ingen sundhedspersoner omkring ham - på nær den dømte læge - var klar over, at han led af sukkersyge.

Og netop det element har fyldt en del for landets læger, fordi de mener, at deres kollega er blevet dømt for en forseelse, som er daglig klinisk praksis på alle landets sygehusafdelinger. Avisen Danmark har talt med adskillige læger, som samstemmende fortæller, at mundtlige ordinationer, som ikke journalføres på grund af travlhed, sker hver eneste dag på alle landets sygehuse. Lægerne siger, at hvis de skal rette sig efter dommen, vil det betyde, at de til enhver tid skal prioritere journalføring over nødvendig behandling, for at sikre sig imod lignende straffesager. En ny virkelighed, der ifølge lægerne vil få afgørende negativ betydning for patientsikkerheden.

- Som intensivlæge laver jeg dagligt flere hundrede mundtlige ordinationer. Gjorde jeg ikke det, ville patienten først blive blå om læberne, så sort, og så ville han dø, mens jeg sad og dokumenterede på livet løs, udtalte overlæge Kristian Rørbæk Madsen i januar med reference til Svendborgsagen.

Selv om Styrelsen for Patientsikkerhed, som har rådgivet anklagemyndigheden i Svendborgsagen - og i en række andre sager, hvor sundhedspersoner har stået anklaget for fejlbehandling - ifølge nogle læger fremstår som Fanden selv, opererer styrelsen alene som et instrument for den lovgivning, som politikerne har vedtaget. Styrelsen har undervejs i forløbet i den grad trådt ved siden, mere om det i næste afsnit, men den strammere kurs mod sundhedspersoner, der laver fejl, er først og fremmest en ny retning, som Folketinget kan gøres ansvarlig for.

I 2015 besluttede Christiansborg at skærpe tilsynet og sanktionerne mod læger og sygeplejersker, der begår fejl. Det skete i bred politisk enighed og efter adskillige rædselssager, hvor pressen gang på gang dokumenterede, at dårlige og decideret farlige læger havde fået lov til at behandle patienter uden at blive stoppet af myndighederne. Den politiske beslutning førte til ny og ændret lovgivning, blandt andet den såkaldte strammerlov i 2016, der gav styrelsen øgede beføjelser og pligt til at føre tilsyn med sundhedspersoner.

Svendborgsagen og "kampen" mellem myndigheder og læger skal læses ind i den sammenhæng.

I oktober 2017 begår en ledende embedsmand i Styrelsen for Patientsikkerhed en seriøs brøler, som får konfliktniveauet mellem læger og myndigheder til at eksplodere. Styrelsens sektionsleder Karsten Bech udtaler til Ugeskrift for Læger, at han mener, at en anden læge, som har stået anklaget i Svendborgsagen, burde have været dømt på linje med den yngre læge. Udtalelsen falder, selv om den anden læge, Karsten Bech omtaler, er gået fri i landsretten. Den ledende embedsmands udsagn er et klokkeklart brud på god forvaltningsskik, og selv om styrelsens øverste ledelse i dagene efter forsøger glatte ud med beklagelser er skaden sket.

Avisen Danmark har siden dokumenteret, at Karsten Bech udtalelser ikke har fået konsekvenser for hans ansættelsesforhold i Styrelsen for Patientsikkerhed.