Annonce
Erhverv

Analyse: Isnende kulde mellem landmænd og politikere på landbrugets topmøde

Statsminister Mette Frederiksen sammen med Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer, til delegeretmøde i Herning i onsdags. Ser man bort fra høflighedsfraserne, var der iskoldt mellem politikere og landmænd, skriver erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Tilliden mellem landmænd og politikere nåede et nyt lavpunkt, da Landbrug & Fødevarer holdt sit årlige delegeretmøde i Herning i denne uge.

Mødet er årets vigtigste for landbruget, hvor toppolitikere og landbrugets topfolk møder hundredvis af landmænd, der taler på vegne af deres lokale landboforeninger.

Landmændene kunne notere sig en overvældende interesse fra det politiske system. Hele tre ministre, statsminister Mette Frederiksen (A), fødevareminister Mogens Jensen (S) og miljøminister Lea Wermelin, tog i onsdags turen til Herning for at tale med landbruget.

Der er ikke mange brancher, der kan tiltrække så mange regeringsmedlemmer til ét medlemsmøde.

Som iagttager kunne man tro, at mødet forløb, som det plejer: Politikere og landmænd bekræfter hinanden i, at de har brug for hinanden.

Og den sædvanlige parole om, at blandt venner skal man også kunne tale om det, der er svært.

- Vi er et landbrugsland, og det skal vi saftsuseme være stolte over, indledte Mette Frederiksen sin tale og udløste klapsalver.

Men den underliggende tone var iskold. Alle tre ministre gjorde det klart, at landbruget har svigtet samfundets tillid, fordi landmændene ikke har skåret ned på kvælstofudledningen som anvist i Landbrugspakken, som den borgerlige regering fik vedtaget i 2016.

- Vi kommer til at handle, for det har vi en politisk forpligtelse til, sagde Mette Frederiksen fra talerstolen.

Og regeringen har allerede handlet – til landmændenes store overraskelse. Indgrebet fremgik af det finanslovsforslag, som regeringen fremlagde den 2. oktober. Omme på side 82 ses det, at målene for kvælstofreduktioner i 2021 nu pludselig skal nås allerede i 2020. Det er ganske vist formuleret i embedsmandssprog og kan nemt overses.

Fremrykningen har store konsekvenser for landmændene, der for længst har lagt markplaner for næste år. De skal nu planlægge næste års produktion anderledes og blandt andet tage højde for at så efterafgrøder på et helt andet niveau. Efterafgrøder er planter, der kan optage overskydende kvælstof på marken, så det ikke udvaskes til vandmiljøet.

Ingen i regeringen har talt højt om indgrebet, og det var først i tirsdags, at formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, fortalte offentligt om fremrykningen. På delegeretmødet forklarede han, at han havde været nødt til at skrive sin beretning om, så den ikke var så positiv.

Har Landbrug & Fødevarer sovet i timen? Det er over en måned siden, at finansminister Nicolai Wammen fremlagde regeringens bud på en finanslov. Mette Frederiksen ville ikke høre tale om, at de nye kvælstofkrav er kommet ud af det blå dagen før landbrugets topmøde.

- Det er en stramning at sige, at vi ikke har lagt det frem, når det står i vores finanslovsforslag, sagde hun til en kreds af journalister, da hun var trådt ned fra scenen i Herning Kongrescenter.

Rundt i korridorerne kunne man høre, at Landbrug & Fødevarers topfolk tidligt var klar over fremrykningen og har kæmpet for at få detaljen på side 82 pillet ud af finanslovforslaget. Men argumenterne er faldet på stengrund, og fremrykningen af kvælstofkravene er stadig regeringens politik.

Vreden og magtesløsheden drev ned af væggene i Herning. Landmændene mener, at de har købt 100 procent ind på den grønne dagsorden. De har lovet et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050. De står i kø for at etablere miljørigtige vådområder (som kommunerne ikke har tid til at godkende).

Nu føler de sig trådt på at den statsminister, der igen og igen siger, at Danmark er et landbrugsland. I Tyskland, Holland og Frankrig ser man traktordemonstrationer, når landmænd skal vise deres frustrationer over politikerne. Lad os se, hvad der sker, hvis de nye kvælstofkrav bliver en del af finansloven for 2020.

Annonce
Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

Annonce