Annonce
Erhverv

Overskud fordeles: I Karup er andelshaverne i øjeblikket heldige kartofler

- I Danmark bruger vi mest kartoffelmel til spildt rødvin og til at lave jordbærgrød. Men det flytter ikke meget med de bunker, som vi har, siger Rasmus Trads Møller, der fortæller, at en stor del af produktionen ryger udenfor landets grænser. Foto: Morten Dueholm
Skinnende bagværk er blandt grundene til, at Karup Kartoffelmelfabrik i øjeblikket klarer sig rigtig godt. Et overskud, der kommer samtlige af kartoffelmelfabrikkens andelshavere til gode.

Karup: En kartoffel er ikke bare en kartoffel. Det ved agrochef Rasmus Trads Møller på Karup Kartoffelmelfabrik alt om.

- De kartofler, vi får ind her, er ikke de samme kartofler, som du ville skrælle og koge derhjemme. De har et meget højere stivelsesindhold, forklarer han og peger på et larmende transportbånd fuld af de gule knolde, som virksomheden lever af at forarbejde til mel.

- De kartofler, vi får ind, har et stivelsesindhold på 16-22 procent, mens en almindelig kartoffel har et stivelsesindhold på 8-12 procent. Så dem vi bruger, koger hurtigt ud. Til gengæld kan de virkelig trække noget sovs, siger han med et bredt smil.

Annonce
Den nye fabrik breder sig over 7500 kvadratmeter under tag. Fabrikken er sammen med den ældre fabrik arbejdsplads for knap 55 ansatte. Foto: Morten Dueholm

Fælles om succes

Det er en mandag formiddag i begyndelsen af november. Vejret er derfor ligeså gråt som den splinternye fabrik, Rasmus Trads Møller viser rundt på.

Fabrikken åbnede i september i år og ligger lige overfor den oprindelige kartoffelmelsfabrik, som er tilbage fra 1933. Men selvom den oprindelige fabrik har væsentligt flere år på bagen, er den løbende blevet restaureret, så det er ikke planen, at den nye fabrik skal overtage den gamles arbejde med at forarbejde kartoflerne til mel.

Derimod er det stivelsen i kartoflerne, der er årsag til udvidelsen. For jo længere tid, der går før kartoflerne bliver forarbejdet, jo mere stivelsesindhold taber de – og jo mindre mel, kommer der ud i den anden ende. Og med de mængder, der i øjeblikket bliver kørt igennem maskineriet, ville det betyde et væsentligt tab.

- Normalt plejer vi at være færdige med at køre kartofler i slutningen af november, men sidste år var vi først færdige med at køre kartofler i januar, fortæller Rasmus Trads Møller.

I øjeblikket bliver 300 tons kartofler i timen transporteret ind i de to produktionsanlæg. Her bliver de først skyllet, hvorefter kartoflerne bliver most til en grød, som stivelsen bliver presset ud af og derefter tørret til omkring 70 tons kartoffelmel, der bliver blæst ind i en silo, som KMC (Kartoffel Mel Centralen, red.) senere henter, pakker og sender videre ud i verden.

Men planen er, at endnu flere kartofler i fremtiden skal laves til mel. For der er efterspørgsel på Karups kartoffelmel, der både bliver solgt i butikker, men også til fødevareindustrien, hvor det blandt andet bliver brugt til at lave nudler med.

Det er dog ikke kun kartoffelmelet fra Karup, der kommer fabrikken til gode. Med et samarbejde, hvis rødder strækker sig helt tilbage til andelsbevægelsens storhedstid i 1930’ernes Danmark, nyder fabrikken i Karup også godt af den succes, som to andre kartoffelmelfabrikker i landet har.

Rødder i andelsbevægelsens storhedstid

Karup Kartoffelmelfabrik opstod i 1933 som resultatet af Kanslergadeforliget, 1930'ernes største politisk-økonomiske forlig, der er opkaldt efter statsminister Thorvald Staunings bopæl, Kanslergade 10 i København, hvor de sidste forhandlinger fandt sted.

Her vedtog man blandt andet, at de syv fattigste egne af landet skulle udrustes med en kartoffelmelfabrik, og på den baggrund blev der oprettet andelskartoffelmelfabrikker i byerne Karup, Spjald, Langholt, Auning, Brande, Toftlund og Græsted.

På den måde kunne landmændene dengang, som i dag, få andel i fabrikkerne ved at dyrke og sælge melkartofler til fabrikkerne. I samme ombæring blev Kartoffelmelcentralen (i dag KMC, red) oprettet for at sikre, at fabrikkerne ikke lå og konkurrerede om at sælge deres kartoffelmel.

- Så vi er ejet af landmændene, og KMC er som andelsvirksomhed ejet af de tre fabrikker, opsummerer Rasmus Trads Møller kort.

I dag er kun fire af de oprindelige fabrikker tilbage, mens kun tre af dem fortsat samarbejder gennem KMC, der står for alt praktisk i forhold til at sørge for læggekartofler til avlerne over produktudvikling, pakning og videresalg af kartoffelmelet, der dels bliver solgt til supermarkeder i sin rene form, og dels bliver solgt som modificeret stivelse i forarbejdet form.

De tre er Karup Kartoffelmelfabrik, der ejer 44 procent af KMC og derfor får mest, når overskuddet skal deles ud, samt Andelskartoffelmelsfabrikken Midtjylland i Brande og Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland i Toftlund, der hver ejer 28 procent af KMC.

Vognmændene må kun læsse kartofler af i tidsrummet 6-18 i hverdagene og lørdage fra 6-14. men fabrikken kører døgnet rundt for at kunne forarbejde flest mulige kartofler, mens stivelsesindholdet er på sit højeste. Foto: Morten Dueholm

Fælles om overskud

Samarbejdet mellem de tre fabrikker betyder, at Karup Kartoffelmelfabrik får stor del af overskuddet, når det går de andre fabrikker godt. Og det gør det i øjeblikket, hvor fabrikken senest landede en omsætning i milliardklassen.

For der er stigende efterspørgsel på både det kartoffelmel, der produceres i Karup og Toftlund, og den modificerede stivelse, der produceres i Brande og bliver brugt til alt fra at give fylde til ketchup til at få bagværk til skinne og gøre pomfritter sprøde.

- Særligt den modificerede stivelse er en kæmpe forretning, slår Rasmus Trads Møller fast.

Som udviklingen er lige nu, er der derfor ikke meget frygt at spore for fremtiden. Tværtimod er kartoffelmelfabrikken i øjeblikket på udkig efter nye kartoffelavlere landet over, da KMC har sat et mål om, at de tre fabrikkers produktion skal øges med fem procent om året.

- Med det produktionsanlæg vi har i dag, kan vi faktisk godt håndtere flere kartofler. Og det er det, vi jagter, en lille smule lige nu, forklarer Rasmus Trads Møller. Stiger omsætningen yderligere, kommer det fabrikkens godt 350 andelshavere til gode.

Siden 1933 har Karup Kartoffelmelfabrik holdt til ved rundkørslen ind til byen Karup, der ligger midt mellem marker og lufthavn, domkirkeby og flyvestation. - Vi har rigtig mange, der kommer forbi for at fortælle os, at de har set fabrikken udefra, og som derfor gerne vil høre, om de også må komme ind for at se produktionen. Men det går desværre ikke, siger Rasmus Trads Møller. Foto: Morten Dueholm

Alt udbetalt

- Vi er jo i princippet næsten ikke større end, at alle kender alle. Så den nærhed og tanke, der var, i andelsselskaberne i gamle dage, har vi lidt stadigvæk, fordi vi ikke er flere, end vi er, siger Rasmus Trads Møller, der har svært ved at se ulemperne ved at være et andelsselskab.

- Havde vi nu været ejet af en kapitalfond, et investeringsselskab eller en direktør, så var der jo en mere, der skulle have en del af kagen. Og jo flere, vi er om at dele af kagen, jo mindre kan vi give til avlerne - og jo mindre vi kan give til avlerne, jo sværere er det at få nye avlere og få dem til at levere mere, forklarer han og tilføjer:

- Men vi kan vi bare køre i nul, så har vi gjort det godt. For så har vi udbetalt alle de penge, vi har lavet, til vores avlere, da det er dem, der ejer det.

I alt bliver der indleveret over 20 forskellige sorter af melkartofler til fabrikken. Derfor ser man også røde kartofler blandt de primært gule af slagsen. Foto: Morten Dueholm
Ud af fabrikkens 350 andelshavere, er det kun 300 landmænd, der løbende afleverer kartofler til fabrikken. Foto: Morten Dueholm
Når kartoflerne kommer ind, bliver de vejet, og der bliver set på, hvor meget jord og småsten, der er med. Derefter bliver stivelsesindholdet undersøgt. Det foregår ved at man vejer kartoflen og derefter sænker den ned i vand for at veje den igen under vandet. Foto: Morten Dueholm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Sport

Liveblog: Kampens slutning nærmer sig - kan Danmark holde føringen mod Holland?

Aarhus

Massesammenstød: Stort uheld på E45 ved Aarhus Vest-sammenfletning

Annonce