Annonce
Sport

Anders Antonsen kåret til årets badmintonspiller

Anders Antonsen blev lørdag eftermiddag kåret til årets danske badmintonspiller i 2019. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Den 22-årige århusianer Anders Antonsen blev lørdag eftermiddag kåret til årets danske navn i badminton i 2019.

BADMINTON: 2019 kunne nærmest ikke være gået bedre for den 22-årige århusianer Anders Antonsen. Han vandt VM-sølv, tog sejren i Indonesia Masters og nappede guldet ved European Games.

Lørdag eftermiddag blev han hyldet på finaledagen ved DM i badminton, da han efter finalen i herresingle blev kåret til årets danske badmintonspiller i 2019.

Antonsen er to gange tidligere blevet kåret som årets komet, men har ikke tidligere fået den ultimative hæder i dansk badminton.

- Dansk badminton er som altid voldsom stærk, så at være den bedste spiller i 2019 er en stor ting for mig, sagde Anders Antonsen efter kåringen.

- Der var så mange forskellige oplevelser i 2019, at det er svært at opsummere det bedste i et par sætninger. Det hele gik så stærkt, og der kom så mange resultater uge efter uge, som jeg ikke havde regnet med på forhånd. Det var et vildt år. Det var svært at stoppe op og tænke, men når jeg lige kigger tilbage på året, så var situationen, hvor jeg gik ind til VM-finalen med Dannebrog om kroppen, noget helt specielt. Det giver kuldegysninger at tænke tilbage på, sagde årets navn i dansk badminton.

Annonce

Det er for hårdt at spille double og single

I de seneste tre sæsoner er han smuttet med titlen som Danmarks bedste herresingle. I år måtte han dog se til fra sidelinjen, da Viktor Axelsen vandt i to sæt over Hans-Kristian Vittinghus fra Højbjerg Badminton Klub.

Kvartfinalen blev endestation for Antonsen i år, mens han i herredouble tabte en tæt DM-semifinale sammen med makkeren Mathias Christiansen til Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup.

Og selvom hovedfokus naturligvis er rettet mod herresingle, så afviser Anders Antonsen ikke, at han kan finde på at stille op i double igen.

- Jeg har altid syntes, at dobbelt er et fedt og fascinerende spil. Der er mange af de ting, som jeg er god til i single, som også er nogle af de primære ting, du ser i dobbeltspillet. Blandt andet det hurtige og flade spil, så jeg synes egentlig, at jeg har mange færdigheder, der egner sig til double. Så det var en fed mulighed at få lov til at være med i herredouble i år. For det første fordi det er sjovt, men også for at kunne få lov til at drille de andre herredouble-spillere en lille smule, sagde Anders Antonsen og tilføjede, at han godt kan finde på at prøve sig af igen i fremtiden.

- Det er for hårdt at spille i to kategorier. Specielt hvis single er den ene af dem. Det kan du ikke, og der er ikke nogen, som gør det af den simple grund, at det er for hårdt, og der er for lidt pause mellem kampene. Det vil være ved udvalgte lejligheder, hvor det kan være sjovt at prioritere det lidt.

Næste opgaver for årets navn i badminton bliver EM for hold om en uge og All England i begyndelsen af marts.

Jeg føler, at jeg er et stykke fra topformen, så der skal arbejdes virkelig hårdt for, at jeg kan stå så skarpt, som jeg overhovedet kan til All England.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Børn og ungerådmand: Skoler og daginstitutioner bliver klar til åbning efter påske

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce