Annonce
Sport

Angriber før AGF-debut: Selvfølgelig er der pres på

Patrick Mortensen havde brug for at komme ud af sin comfortzone i det norske. Det bragte ham til AGF, hvor forventningspresset er stort fra begyndelsen. Foto: Ole Nielsen

Patrick Mortensen er godt klar over, at der hviler et tungt forventningspres på ham i foråret. Sådan er det at være ny angriber i AGF. Det stresser ham nu ikke.

FODBOLD: Han kan godt mærke presset, men ikke sådan, at det indtil videre ligefrem har givet blå mærker på kroppen.

Det kan komme. Det ved han. Patrick Mortensen er hentet til AGF for at levere de scoringer, der har manglet. Den klassiske boksspiller, målnæsen, fansene har sukket så højt efter gennem hele 2018. Og i og med, at holdet fra første kamp i foråret - fredagens opgør på Ceres Park mod Esbjerg - er under hårdt pres, hvis drømmen og målsætningen om en plads i top seks skal holdes i live, er der allerede masser af spotlight på den 29-årige angriber.

Forventningerne er enorme, selvom Mortensen blot har været i klubben i en måned. Hvordan har han det med det?

- Helt fint. Havde du spurgt mig for to år siden, ville jeg nok være mere nervøs over at være kommet til AGF, og føle det her pres på mine skuldre på en helt anden måde. Men med alt det jeg har oplevet i de seneste sæsoner i Norge, er det helt ærligt ikke noget, jeg tænker så meget på, siger Patrick Mortensen, der efter nogle succesrige år i Sarpsborg, masser af mål - også ude på den europæiske scene - føler sig godt rustet til at hjælpe AGF i den rigtige retning. - Jeg ser det bare som et privilegium, at jeg er kommet til et sted, hvor der er så meget pres på, så meget interesse. Og grunden til, at jeg er hentet til, er jo også, at jeg har leveret noget tidligere. Det gør mig rolig og afklaret, lyder det fra angriberen, der erkender vigtigheden af et positivt resultat mod vestjyderne fredag aften.

Med fire point op til top seks, seks kampe tilbage af grundspillet, er det lige på og hårdt. - Selvfølgelig er der pres på fra første kamp, for vi skal helst vinde, men det er jo bare fedt, at det er sådan. Det er stort at få lov til at prøve at stå i sådan en situation. Også det der med, at det er Aarhus, landets næststørste by. Der er ikke andre klubber her i Superligaen. Det er kun AGF, så det er er bare fuldt skrald frem, smiler han.

Annonce

Vil være ham, der knækker koden

Patrick Mortensen scorede i alt 47 gange i 121 kampe i tiden i Sarpsborg, var med til at vinde bronze, spille to pokalfinaler og kvalificere den lille sydnorske klub til gruppespillet i Europa League.

Det har givet hår på brystet, en ballast, han håber, han kan drage nytte af i den hvide AGF-trøje.

- Folk snakker meget om, at det er en kaos-klub, eller i hvert fald, at det har været det, og at det er et farligt sted at være. Og der er mange, der har spurgt, hvor mange angribere det lige er, der har haft succes i de sidste ti år i AGF. Og nej, det er ikke særlig mange, men det er lige præcis det, der har trigget mig helt vildt. For kan du blive ham, der bryder det, er der nok ikke noget federe sted at være i Danmark, siger Patrick Mortensen. - Som David Nielsen har udtrykt det, så vil han sgu hellere blive nummer tre med AGF, end nummer et med FC København. Og det fortæller rigtig meget om, hvad AGF er for en klub. Udfordringen er enorm, og det tænder mig.

I Sarpsborg var det mere fremgangens begejstring end et egentligt forventningspres, der prægede hverdagen. - Det er klart et trin op at være her. Jeg tror, at man udvikler sig rigtig meget af at komme ud af sin komfortzone. Den var jeg i deroppe, og det var det, der gjorde, at jeg havde lyst til at prøve noget nyt og skubbe mig selv ud over grænsen. Det nemmeste havde jo været at blive i Sarpsborg og skrive under på en virkelig, virkelig god kontrakt, men til sidst var det ikke det, der drev mig. Jeg ville have haft svært ved at finde den indre motivation. Jeg havde brug for at komme ud over kanten og se, hvor langt jeg kan bringe det, siger AGF-angriberen.

Mortensen ved af erfaring, at ting tager tid, det er hans egen karriere et vidensbyrd om, at målene ikke nødvendigvis kommer væltende fra første fløjt, og derfor føler han en vis tryghed i at have skrevet under på en fire-årig kontrakt med AGF.

- Det er klart, at hvis jeg går rundt hver eneste dag, og kun tænker på, at nu skal jeg bare score, bliver det ikke godt. Jeg har en stor tro på mig selv, men ved også, at tingene ikke bare kommer af sig selv, så der er ingen, der siger, at jeg scorer i de første kampe. Men jeg tror på, at det nok skal ske før eller siden, men det vil da være dejligt, hvis det allerede sker mod Esbjerg, kommer det fra Patrick Mortensen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Vi uddanner de unge ind i en blindgyde - og det er et helt unødvendigt samfundsspild

Der findes flere løsninger på sundhedsvæsenets problemer med kvalificeret arbejdskraft end det mantra, vi hører, om 1.000 sygeplejersker. At se entydigt på udvidelsen af en enkelt faggruppe som eneste løsning er et unuanceret skridt. I kronikken, bragt i Århus Stiftstidende 5. oktober, skriver uddannelsesdekan Karen Frederiksen fra professionshøjskolen VIA University College (VIA), ernæringschef Lone Viggers fra Hospitalsenheden Vest samt Morten Albæk Skrydstrup, ledende terapeut i afdelingsledelsen ved Fysio- og Ergoterapi på Aarhus Universitetshospital, at øvrige sundhedsprofessionelle (udover læger og sygeplejersker) også har faglige kompetencer i topklasse. Jeg må erklære mig helt enig og giver kronikørerne ret i, at øvrige sundhedsprofessionelle kan bidrage væsentligt til at løse de problematikker, der er i sundhedsvæsenet i disse år. Og eksemplerne er meget rammende for behovet for nuancer i debatten. Skribenterne nævner dog ikke radiograferne i deres oplistning af sundhedsprofessionelle. Der uddannes radiografer tre steder i Danmark – i Aalborg, Odense og København - og der uddannes radiografer i tre specialeretninger: Billeddiagnostik, som fortrinsvis er røntgen og skanning med CT og MR, nuklearmedicin, som primært arbejdet med PET-CT og PET-MR, og stråleterapi, som primært planlægger og foretager strålebehandling af kræftpatienter. Og det er præcis i stråleterapi, at radiografer kan byde ind som en del af løsningerne på det, man ynder at kalde sygeplejerskemanglen. Radiograferne med speciale i stråleterapi uddannes målrettet til at løse opgaverne på de stråleterapeutiske afdelinger. Og alligevel oplever vi, at det ofte er svært for vores stråleterapiradiografer at få job på disse afdelinger. Og hvorfor så det? Det handler om, at der har været kutyme for at ansætte sygeplejersker. Det stammer helt tilbage fra, før den teknologiske udvikling gik agurk, og før radiografuddannelsen så dagens lys i Danmark for omtrent 50 år siden. Der er mange myter om fagligheder og mangler, der gør sig gældende, men ingen af dem har rod i virkeligheden – længere. Stråleterapiradiograferne har for eksempel præcis den samme uddannelse i farmakologi som sygeplejerskerne, hvilket betyder, at de er præcis lige så godt klædt på til medicinhåndtering. Radiograferne uddannes tillige præcis i den sygepleje/omsorg, der er målrettet kræftpatienterne i behandlingssituationen. Kompetencerne er således i høj grad til stede. Fakta er at der uddannes specialiserede radiografer til stråleterapi, og alligevel fortsætter man med at ansætte sygeplejersker, der skal have et års ekstra uddannelse, hvilket er resursetungt. Og dette alt imens stråleterapi-radiografer går arbejdsløse rundt. Er der tale om en fagkamp, vil den kvikke læser nok tænke? Det kan meget vel være, og det er jo i virkeligheden ikke svært at forholde sig til. Det er jo dybest set ganske menneskeligt og til at forstå, at man "hytter sine egne". Det, jeg til gengæld ikke kan forstå, er, at politikerne vender det blinde øje til. Jeg er med på, at en politiker ikke kan være inde i alle detaljerne i sundhedsvæsenet. Men jeg har brugt år på at fortælle det, jeg skriver her, både i regionerne, i ministerier og i forskellige folketingsudvalg. Men ingen vil røre ved det – beskeden er, at alle tager mine oplysninger med i det videre arbejde. Og så hører vi ikke mere. Det lader til, at beslutningen om, hvem der skal ansættes, skubbes hele vejen ned i systemet og ender hos en person, der langt hen ad vejen gør det, hun plejer. Ansætter en sygeplejerske. Uagtet, at man højere oppe i systemet beslutter, hvordan der uddannes. Jeg kan ikke fortænke vores stråleterapiradiografer i at være skuffede og vrede. Det er ministerielt besluttet, at vi skal uddanne til dette speciale. Uddannelsesstederne er således forpligtet til at levere, og dermed er der altså også radiografstuderende, der SKAL tilgå denne specialeretning, vel vidende, at det er endog yderst vanskeligt at få job efterfølgende. Vi uddanner de unge mennesker ind i en blindgyde. Lige nu mangler sundhedsvæsenet op mod 2000 sygeplejersker (alt efter politisk overbevisning). Vi kan faktisk over år bidrage med, at tallet daler med 350-400 af dem, hvis der fokuseres på at ansætte radiografer på de stråleterapeutiske afdelinger. Og lad mig så slå fast, at vi har arbejdsløse radiografer. Slutteligt vil jeg lige gøre det fuldstændig klart, at jeg på ingen måde går i rette med sygeplejerskernes faglighed, for det er der overhovedet ingen grund til. Den er i top. Jeg er også klar over, at nogle stråleterapiafdelinger er ved at se fordelen i at ansætte radiografer, selvom de stadig er i stærkt mindretal. Min højeste ambition er, at nogen vil tage dette samfundsspild seriøst og erkende, at det i høj grad giver mening at konsultere de små fagligheder også – vi sidder faktisk med de detalje-løsninger, der kan være svære at få øje på for udenforstående.

Annonce