Annonce
forside

Anklager: Peter Madsens troværdighed eksisterer ikke

Beviserne mod den 47-årige ubådskaptajn er overvældende, mener anklager - selv uden nøjagtig dødsårsag.

Den erfarne specialanklager Jakob Buch-Jepsen har aldrig tidligere stået over for en tiltalt med så lav troværdighed som Peter Madsens.

Det siger han i forbindelse med sin procedure mandag i Københavns Byret.

- Vi har fået den ene løgnagtige forklaring efter den anden, og i takt med at beviserne er dukket op, har han igen ændret forklaring, siger Buch-Jepsen.

Han henviser til, at ubådskaptajnen i første omgang hævdede, at han om aftenen 10. august satte svenske Kim Wall af på Refshaleøen i København.

Herefter var budskabet, at Wall under turen i den hjemmebyggede ubåd fik en tung luge i hovedet, og at hun døde af kraniebrud.

Da hovedet nogen tid efter dukkede op i havet, var der imidlertid ingen tegn på sådanne skader, og derfor sadlede Madsen om på ny.

- Det er løgn fra ende til anden, og det understøttes af mentalerklæringen, der siger, at den tiltalte er en patologisk løgner. Madsens troværdighed er ikke bare lav. Den er ikkeeksisterende, siger Jakob Buch-Jepsen.

I det hele taget er det anklagerens opfattelse, at beviserne mod ubådskaptajnen er overvældende - også selv om retsmedicinerne ikke med sikkerhed har konstateret nogen nøjagtig dødsårsag.

På trods af den usikre dødsårsag hælder anklageren til, at Wall fik halsen skåret over.

Det sker med henvisning til skader på den dræbtes hals, ligesom Madsen i timerne inden sejladsen med Wall så en film på sin telefon, hvor en kvinde får halsen skåret op, mens hun ligger og raller.

- Den film viser lige nøjagtigt, hvad Kim Wall har været udsat for, siger Jakob Buch-Jepsen.

Ud over Madsens interesse for mishandling og drab på kvinder harmonerer hans forklaring skidt med skaderne på Walls krop.

Den tiltalte hævder, at han først syv timer efter Walls død parterede liget. Men retsmedicinerne finder det langt mere sandsynligt, at den unge journalist blev stukket, mens hun fortsat var i live, og at 14 stik i underlivet dermed udgør en seksuel mishandling.

- Der er objektive konklusioner, der viser, at hun er påført stik umiddelbart efter eller samtidig med dødens indtræden. Det er skræmmende, men sandt, siger Jakob Buch-Jepsen.

Hertil kommer, at mærker på Walls krop samt stropper fundet i ubåden peger på, at hun har været bundet, mens mishandlingen stod på.

- På storskærm har jeg vist, at der er tydelig overensstemmelse mellem mærkerne og stropperne. Kan det være mere tydeligt, at Kim Wall har været spændt fast til rørene i ubåden?, spørger Buch-Jepsen retorisk.

Også beviserne for, at forbrydelsen var planlagt, forekommer ifølge anklageren åbenlys.

- Fukssvans, tilspidsede skruetrækkere og rørstykker blev kun taget med i ubåden, fordi han havde planlagt at plage sit offer i ubåden med disse ting, siger Jakob Buch-Jepsen.

Anklagemyndigheden mener, at forbrydelsen skal straffes med fængsel på livstid. Dommen ventes på onsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce