Annonce
Kultur

Anmeldelse: Ærefrygtig svensker reddede ujævn seance

Med en karisma på størrelse med Empire State Building ruskede svenske Jenny Wilson godt op i aftenens sidste kapitel. Foto: Axel Schütt

Aarhus Festuges første Trio-koncert bød på såvel pinefulde øjeblikke, semi-magiske momenter og en afslutning, der nærmest flåede taget af et udsolgt Atlas.

Annonce

Forventningerne til årets Trio koncerter i Aarhus Festuge kan med rette ikke ligge på et særligt lille sted.

Den første af festugens tre Trio-koncerter løb af stablen mandag aften med Jenny Wilson, Henriette Sennenvaldt og Teitur. Der faste band består af Diego Schissi, Gustaf Ljunggren og David Piltch

Sidste års triumfer med så forskellige navne som Cold Specks, Poul Dissing og Eddi Reader var i hvert fald ovenud mindeværdige.

Den første af festugens tre Trio-koncerter løb af stablen mandag aften med Jenny Wilson, Henriette Sennenvaldt og Teitur. Der faste band består af Diego Schissi, Gustaf Ljunggren og David Piltch

Konceptet: En trio agerer backingband for tre solister pr. aften. Med alle de benspænd, det nu engang kan medføre.

Med sig har han i år den argentinske pianist Diego Schissi og den i L.A.-bosidende canadier David Piltch på kontrabas.

Schissi's alsidige virke kunne blandt andet opleves forleden ved en klassisk koncert i Rådhushallen, mens Piltch i sin lange karriere har optrådt og indspilet med blandt andre Bonne Raitt, Robben Ford og Aaron Neville.

Særdeles kompetente kapaciteter med andre ord.

Første solist på scenen i det udsolgte Atlas var Henriette Sennenvaldt.

Musikken blev nænsomt sendt afsted som en papirsbåd, der sættes ud i en mørk sø. Tyst og prøvende.

Schissi, Piltch og Ljunggren (på saxofon) famlede sig frem i en lang intro, hvor Sennenvaldt tilsyneladende først kom forkert ind - hvorefter hele den skrøbelige opbygning blev punkteret af uoverensstemmelser mellem musikerne.

Tempoet viste sig at være helt galt.

Sennenvaldt greb fat i roden om det tidlige kiks; løftede en hånd og dirigerede så tingene på plads med et insisterende blik.

Av for en pinefuld åbning.

Endnu længere nede i puls begav de fire sig ud på en sløret, kammermusikalsk vej, der de næste 35 minutter var domineret af krævende omveje.

Her var ingen nemme løsninger, tværtimod en tæt tåge, der indkapslede den velkendte følelse at befinde sig på tærsklen til en drøm - dér, hvor man lige akkurat når at opsnappe et anslag af skønhed.

Seancen forblev dog som et kald i mørket, der aldrig blev besvaret.

En overrumplende omarrangeret udgave af Neil Youngs »A Man Needs A Maid« bidrog kun til indtrykket af en koncert med alt for mange hårdknuder.

Henriette Sennenvaldt: 2 stjerner

Efter aftenens første pause fik den færøske singer/songwriter Teitur luftet godt ud i rummet. Holdet bag ham løsnede op og foldede evnerne som mestre i afvekslingens kunst virkelig flot ud.

Tonerne sad som de skulle i den indledende jazzede og poetiske »It's Not Funny Anymore«; den funklende perle fra albummet »Story Music«, som legendariske Van Dyke Paris skrev arrangementet til.

»If You Wait A Little Longer« - en sang om tålmodighed, som Teitur præsenterede den - var nærmest åndeløst smuk i hænderne på trioen, der på atmosfærsik vis indhyllede de fængslende få ord; »If you wait a little longer than you normally would - the most amazing things may appear«.

Stop-start kompositionens tekstmæssige krølle af et punktum, »most likely nothing will happen«, fik som ventet latteren frem hos publikum.

En parantes af et rockende og rullende mellemspil blev fulgt op af den bjergtagende »Stormy Weather«. Det tindrende stilfærdige parløb mellem Schissi, Piltch og Ljunggren var tæt på magisk.

»Letter From Alex« ramte den amerikanske 70'er late night feel - a la tidlig Tom Waits - som den skulle.

Dog led det hele en smule under Teiturs kvaler med at nå de høje toner, når det gjaldt.

»Josephine« og den herlige »Rock And Roll Band« lod os lande blidt med Teitur fortjent badet i langstrakt applaus.

Teitur: 4 stjerner

Hvor aftenens første kapitel med Henriette Sennenvaldt i front syntes at have svært ved at kommunikere med publikum, skiftede tonen for alvor karakter, da Jenny Wilson klokken 22 gled ind på scenen.

Med en karisma og en personlighed på størrelse med Empire State Building, hoppede det svenske energibundt på stedet som en edderspændt bokser på vej i ringen.

Måske provokerede den stillesiddende forsamling hende.

»I sidder forhåbentlig ikke alt for godt, håber jeg?« lød det i hvert fald.

»I har siddet på jeres røv hele aftenen. Time to shake it!«

Samtlige sange stammede fra hendes seneste kritikerroste album »Demand The Impossible«; et polistik manifest med en opsang til os alle om at handle, før det er for sent.

»The Future is now!« lød formaningen da også med et borende blik fra den respektindgydende sangerinde, som undervejs også var en tur nede blandt de forreste rækker for at ruske op i stemningen.

Umiddelbart var det måske svært at se for sig »Demand The Impossible«-albummets stramt elektroniske og funky udtryk omsat til guld for en trio af den her art.

De tre herrer omkring den publikumssøgende og ærefrygtige Wilson kom da også på hårdt arbejde, men det spillede!

Med Diego Schissi bankende på strengene i flyglet og den storsmilende David Piltch så godt varmet op, at han ind i mellem helt glemte at skubbe brillerne på plads.

Jenny Wilsons autoritære og huggende sangforedrag i »Opposition« og »Pyramids (Rose Out Of Our Pain)« skar store flænger i det usynlige forhæng mellem hende og os og satte en tiltrængt, tyk streg under, at her var forløsningen.

Og tusind tak for dét.

Jenny Wilson: 5 stjerner

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus For abonnenter

Lige nu kan du blive testet hele 16 steder i Aarhus Kommune: Få overblikket her

Aarhus

Dagens coronatal for Aarhus og omegn: Antallet af smittede stiger en smule igen

Annonce