x
Annonce
Digitalt

Anmeldelse af Doom Eternal: Helvede har aldrig været sjovere

Spillets fjender - både store og små - skal nok sørge for at holde dig på tæerne.
Igen er helvedes porte blevet slået op, og alskens dæmonisk gris vælter ud. Det skal du som Doom Slayer naturligvis tage dig af i Doom: Eternal.

Det bliver næppe mere ikonisk inden for shooter-genren end Doom. Sammen med Wolfenstein var det oprindelige Doom fra 1993 med til etablere den genre, som de fleste nok tænker på, når de tænker på computerspil. I 2020 - 27 år efter det første - er det seneste kapitel om Doom Slayer og den ensomme marines kamp mod helvedes horder tilbage med Doom: Eternal.

Eternal er opfølgeren til Doom - altså det fra 2016 - et spil, som i hvert fald for mit eget vedkommende, var overraskende godt. På mange måder var det den perfekte opdatering af de gamle spil, og en god påmindelse om, at spil ikke behøver at have en lang, indviklet handling, der spreder sig over flere måneders spiltid for at kunne fungere. Det var en shooter uden så mange dikkedarer - og det er Eternal også. Og jeg knus-elsker det for det.

Og dog - for selvom Eternal på mange måder er en overbygning på forgængeren, så er der også rigeligt med nye ting at komme efter. For det første er der kommet mere fokus på platform-delen af spillet, så man nu bruger en anseelig del af tiden mellem kampene på at hoppe rundt mellem platforme og vægge som en anden Doom Mario. Men hvor det i nogle sammenhænge kunne være et irriterende forsøg på nytænkning, så bidrager det i Eteranls tilfælde bare til at gøre gameplayet endnu bedre. Fordi shooter-delen nærmest er arkade-agtig, så virker platformen kun som en forstærkning. Det virker på papiret så utrolig simpelt, og er det sikkert også, men det fungerer på alle planer.

Annonce
Kort efter det her billede er taget, begynder dæmonen her at blinke orange - og låser på den måde op for et af spillets ekstra-voldelige "Gore Kills". Doom: Eternal er ikke for sarte sjæle.

Ren spilglæde

Teknisk er Eternal et pragteksemplar på, hvad den nuværende generation af spillemaskiner kan levere. Både omgivelser, fjender og våben er utroligt flotte, og lydmæssigt sidder både musik og - igen - våben lige i skabet. Men det, der for alvor får Doom: Eternal op i superligaen, er styringen og gameplayet. Som i forgængeren, så er styringen intuitiv og skarp, så når du dør - og det gjorde jeg et utal af gange - så er det din egen skyld og ikke spillets. Og af samme årsag går det ikke ud over spilleglæden, at man uværgeligt vil komme til at starte forfra en del gange. For selvom sværhedsgraden er høj - ikke helt på Dark Souls/Sekiro-niveau, men vi nærmer os - så bliver jeg aldrig træt af at prøve igen og igen på at prøve at komme igennem en kamp. Faktisk giver svære spil mig tit lyst til at kyle min controller tværs gennem lokalet, men her tog jeg flere gange mig selv i stedet at sidde og smågrine for mig selv.

Doom: Eternal er spilglæde i sin reneste form, og selvom vi kun lige nærmer os 1. april, så ville det ikke overraske mig, om det er at finde på diverse lister over årets spil, når 2020 går på hæld.

Er du til action og højt tempo, så er der ganske enkelt ingen vej udenom - du må en tur tilbage til helvede. Men så tør jeg også godt love dig, at du bliver godt underholdt.

Titel: Doom: Eternal

Platform: PlayStation 4, Xbox One og pc - kommer til Nintendo Switch på et senere endnu ikke annonceret tidspunkt

Udgivelsesdato: 20. marts (undtagen Nintendo Switch)

Hvis du keder dig undervejs i Doom: Eternal, så er det din egen skyld. Der er i hvert fald nok at skyde på.
Doom: Eternal er en fryd for øjet at spille igennem.
Jagten er gået ind på de såkaldte Hell Priests, i særdeleshed Khan Maykr.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Omsætning boomer: Madspildsbutikker bugner af lækre varer under coronakrisen

Læserbrev

Læserbrev: Hjælp kulturlivet og vores OL-atleter - læg ekstra på lottokuponen

Forleden, da jeg købte en Eurojackpot-kupon i den lokale brugs, tænkte jeg, hvordan kan vi støtte op om vores OL-atleter, så de ikke kommer til at lide økonomisk, indtil legene afvikles engang til næste år. Og vores kulturinstitutioner lider også, dem må vi og skal vi også hjælpe. En by som Aarhus uden Moesgaard, Den Gamle By, Aros m.v. er ikke en dansk storby, selvfølgelig skal de have hjælp. Jeg undersøgte, hvor mange der spiller lotte hver uge, det drejer sig da om en hel del. En lottokupon indeholder 10 rækker og koster 150 kr. at spille. Når man så ved, hvordan vinderchancerne er, så er man risikovillig, når man satser 150 kr. - så det vil for den enkelte ikke betyde det mindste, hvis man oveni prisen for lottokuponen skulle erlægge 10 kroner til støtte for vores OL-atleter og kulturen i Danmark. Bliver 10 kroner pr. lottokupon til noget? Ja, det bliver faktisk til ret meget, for hver uge spiller 1.185.137 personer lotto, så hvis vi ganger med 10, så er vi godt på vej til at hjælpe alle i land og videre, så vi kan se og nyde vores OL-atleter på TV og besøge vores kulturinstitutioner. Hvis vi regner videre året ud, så har vi indsamlet 456.000.000 kroner - det lukker da de værste huller, mens ellers må det jo bare fortsætte ind i det nye år. Coronaen skal ikke smadre alt det, vi elsker.

Aarhus

Skleroseramte Kristine har corona: - Føles som om, man ikke kan trække vejret ordentligt

Alarm 112

Truede betjente med corona: Flygtet fange stadig på fri fod

Aarhus

- Vi har aldrig, aldrig, aldrig oplevet noget lignende: Så hårdt er det østjyske turisterhverv ramt

Annonce